23948sdkhjf

Hun gør klar til digitale tigerspring: Byggeriet har brug for viden

Christina Hvid er ny adm. direktør hos Molio - Byggeriets Videnscenter. Hun vil arbejde for at centret bliver bedre til at være på forkant med digitalisering og bæredygtighed i byggeriet

’Molio’ er latin og betyder bygge, opføre eller konstruere.

Det er også navnet på Byggeriets Videnscenter, som har fået ny direktør.

Hun hedder Christina Hvid, og for hende er byggebranchen ny. Og det vender hun til noget positivt:

- Da headhunteren ringede for at høre, om jeg kunne være interesseret i jobbet som adm. direktør i Molio, spurgte jeg instinktivt: "Hvad er Molio?". Jeg havde aldrig hørt om det - og kendte ikke byggebranchen, siger den 48-årige leder og strateg til Arkbyg.

Til gengæld har hun med succes løftet tilsvarende opgaver i andre brancher, senest hos Rejseplanen.

- Da jeg hørte mere om Molio, syntes jeg, at jobbet lød som en spændende udfordring - og jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at give mig i kast med den. Derfra var det sådan lidt Pippi Langstrømpe-agtigt: "Det kender jeg ikke, så det kan jeg sikkert godt".

Christina Hvid uddyber:

- Byggebranchen er en utrolig spændende branche, og for mig er den ny. Byggeriet er vigtigt for alle danskere og har stor samfundsmæssig betydning. Der er et større "why", og det er afgørende for mig, at beskæftige mig med noget, der er vigtig for rigtig mange mennesker. Det har det altid været. Branchen fylder meget økonomisk, beskæftiger mange mennesker og bygninger påvirker vores hverdag, fordi vi lever, bor og arbejder i dem, siger hun.

- Derfor sagde jeg "ja tak" til opgaven med at fastlægge en ny strategi for fremtiden sammen med Molios stakeholdere. Vi skal derfor også finde Molios kernefortælling og udlede, hvad Molio er for en størrelse og ud fra det skabe en mere tydelig og skarp profil. Det skal bære os videre ind i fremtiden og styrke byggeriet, håber hun - og begyndte jobbet med en-til-en-samtaler med medarbejdere, bestyrelsen og samarbejdspartnere. Og hun var ude hos mange af kunderne.

- Man kan selvfølgelig læse sig til meget, men det er først rigtig interessant, når man møder folk, siger hun. 

Hvad er opgaven? Skal I være mere opsøgende?
- Ja, det skal vi. Og helt overordnet skal vi sørge for at være relevante og let tilgængelig for branchen. For selv om vi er en erhvervsdrivende fond, så er vi kommercielt drevet. Og den måde, vi tjener penge på, er ved at sælge vores produkter. Her er det en fordel, at vi ikke er en ny størrelse, der er kommet til, men faktisk indgår i fundamentet for en hel del af det, der bliver lavet i branchen. Molios produkter bliver brugt i hele branchen på tværs af værdikæden. Arkitekter, ingeniører, entreprenører, producenter og rådgivere kender vores produkter, og bruger dem, siger Christina Hvid og fortsætter:

Vi skal i højere grad positivt udnytte at Molios produkter løbende udvikles i samarbejde med branchens virksomheder, specialister og fagpersoner og vi skal blive bedre til at være på forkant med teknologiske trends, digitalisering og bæredygtighed indenfor byggeriet.

Hvordan skal I så være relevante i fremtiden?
- Vi skal udvikle, det vi har, og gøre det endnu mere nemt tilgængeligt og synliggøre værdien af det for virksomhederne. Og så skal vi være mere digitale. Det kommer til at fylde meget - også hos os selv. Derfor skal vi også internt arbejde med digitalisering. Molio skal hurtigere og mere konsekvent digitalisere produkter og ydelser. Og så skal vi tættere på kunderne og markedet, så vores ydelser løbende tilpasses behovet, understreger hun.

Hvordan får man viden til at flyde nedad i værdikæden?
- Det kan man gøre på flere måder. Det kan være kurser, uddannelsesprogrammer og webinarer, nyhedsbreve med byggedata og internationale standarder oversat til en dansk kontekst. Vi skal naturligvis også sikre, at vores værktøjer og ITK-paradigme bliver bredt ud i branchen til både store og små virksomheder. Vores digitale produkter og værktøjer skal både ud at arbejde hos trendsætterne, men også hos de, der ikke har så meget tid, men som ønsker sig en hurtig app, de kan bruge, eller et værktøj med viden, de kan downloade. Hvis de for eksempel har en iPad med ud på byggepladsen, skal vi sikre os, at vores digitale værktøjer er der til dem.

At brede viden ud
Christina Hvid fremhæver, at de egentlig allerede ligger der, i mere dagligdags word- og pdf-filer.

Hvad er Molio?

Molio - Byggeriets Videnscenter blev til ved en sammenlægning af Byggecentrum og Foreningen bips i 2016.

Molio udvikler digitale værktøjer og udgiver bøger og publikationer, der gør relevant byggefaglig viden tilgængelig for byggeriets virksomheder.

Molio efteruddanner ansatte i branchens værdikæde og udbyder løbende konferencer og seminarer om centrale temaer og trends med afsæt i byggeriets innovation og udvikling – for at øge produktivitet, kvalitet og bæredygtighed i byggeriet.

Molios kunder er for eksempel håndværkere, entreprenører, bygherrer, ingeniører og arkitekter.

Der er 75 ansatte og hovedsædet ligger i den københavnske forstad Herlev. Molio ejer og driver ”Huset” i Middelfart, et møde- og konferencecenter, indeholdende Danmarks største byggeudstilling på 28.000 kvm.

Molio er en erhvervsdrivende fond og overskuddet bliver investeret i videreudviklingen af Molios ydelser til branchen.

- Men min og vores opgave er at få dem bredt endnu mere ud. Så de kan blive indbygget i diverse softwareleverandørers platforme. Vi oplever det allerede med Sigma og andre, men vores egne produkter skal udvikles og digitaliseres i endnu højere grad. 

Hvor har Molio i dag sine styrker?
- Molio har en dyb faglighed og er stærk på viden. Og så har vi et superstærkt netværk i branchen og har qua vores brugergrupper og advisory boards en styrke i at være udviklings- og samarbejdsforum, hvor vi laver værktøjer af, til og for branchen, påpeger hun.

Videnscentret er nok mest kendt af specialisterne, men skal også være endnu mere kendt på direktionsgangene og på byggepladserne, mener hun:

- Data skal kunne bruges på tværs af værdikæden. Direktionsgangene er vigtige, for det er der, diskussionerne om digitalisering og ressourcer foregår - men det er på byggepladserne, at planer bliver til virkelighed, og det er vigtigt at holde sig for øje. En brobygger

Christina Hvid ser sig gerne som brobygger, og understreger, hvor vigtigt det er at få fjernet silotankegangen.

- Viden og data skal flyde frit. Du skal kunne overlevere data på tværs af værdikæden, og det er noget, vores værktøjer gerne skal hjælpe endnu mere med, siger hun til Arkbyg, og fremhæver i den forbindelse både BuildingSmart og det digitale manifest, som videnscentret var med til at udforme fornylig. 

Nu er det jo en branche, der stadig er præget af fagskel. Hvordan går det med vidensdeling i branchen, og er det svært at få bugt med silotankegangen?

- Jeg fik et meget positivt indtryk, da jeg var rundt i branchen. Rigtig mange sagde til mig, at de gerne ville være med til, at der sker en digitalisering i deres del af branchen for at opnå produktivitet og viden. Men der er jo nogen, der skal gøre noget, og det er her, vi kan komme ind i billedet; vi kan være med til at nedbryde silo’erne og være med at til opbygge en vidensdelingskultur på tværs af branchen, siger hun of fortsætter:

- Det er ofte de store og trendsættende virksomheder, som er med i vores brugergrupper og er med til at udvikle vores værktøjer, da de har ressourcerne til det. Omvendt er det også vores opgave at få den viden gjort lettilgængeligt og ud at arbejde hos SMV’erne. Det kan vi sagtens blive bedre til, og det bliver vi også.

- Vi har cirka 4.000 mennesker på vores kurser og uddannelser hvert år. Og det er på mange niveauer. Vi laver ofte noget sammen med andre, for eksempel Arkitektforeningen eller Svanemærket. Fremover kommer vi nok til at gøre det endnu mere, med en del nye samarbejdspartnere. Og vi faciliterer kurser i projektledelse, IT-kompetencer og BIM, og vi har prisdata, beskrivelser og strukturer for materialeegenskaber, som kan bruges på tværs. Så vi stiller op, når der er et marked og nogle gerne vil være med, siger hun.

Hvad byder den nærmeste fremtid på?
- Vi arbejder lige nu med vores strategi. Vi skal hurtigere og mere konsekvent digitalisere vores ydelser og så skal vi styrke vores agilitet og synlighed. Vores interne organisation skal fungere rigtig godt, før vi kan eksekvere ude i markedet. Molio skal være et naturligt samarbejdsforum, hvor der udvikles grundlæggende digitale og vidensbaserede værktøjer og ydelser til byggeriets virksomheder, bredt set - og de er selvfølgelig baseret på internationale standarder, fortæller Christina Hvid, der for nylig var i Californien på studietur og besøgte bygge- og techvirksomheder.

- Her kunne jeg mærke en tendens til, at der bliver tænkt mere på tværs af hele værdikæden og langt mere teknologisk og digitalt. Og det er fint. For én ting er selve byggeriet og tilblivelsen, men lige så vigtigt er de forhåbentlig 50 eller 100 år, bygningen står. Derfor skal vi tænke endnu mere totaløkonomisk og på de, der skal bo og arbejde i bygningerne. Og her kan du jo bruge data rigtig meget, siger hun.

Christina Hvid mener, at branchen skal ind i en verden, hvor man arbejder med åbne formater og internationale standarder.

- Altså at vi får en gennemsigtighed, en ensartethed og noget, der gør tingene nemmere og lettere tilgængeligt. Ikke forstået sådan, at alle bygninger skal ligne hinanden, men mere at du har, hvad du skal bruge, og at processer, standarder og bæredygtighed er opfyldt og tænkes hånd i hånd med digitaliseringen, siger hun.

Øge konkurrenceevne
Og det haster, mener Christina Hvid, og påpeger, at byggebranchen er den branche i Danmark, hvor produktiviteten er lavest.

- Derfor skal vi også være med til at højne produktiviteten og dermed øge konkurrenceevnen. Det gør vi med de værktøjer, vi udbyder, og den viden, vi deler ud. Og det er da federe eller mere ansvarligt, at effektiviseringen sker indefra, frem for at der kommer nogle udenlandske virksomheder og disrupter branchen. Jeg synes, det er både klogere og sjovere, at branchen gør det selv.

Vi er ikke en brancheorganisation men et videnscenter. Derfor skal vi sikre, at viden er tilgængeligt for både de store virksomheder, der kan meget selv, og for den lille med få medarbejdere. Så hvis og når, der kommer nye krav, for eksempel fra den nye regering, så er vi en af de brancheaktører, der kan hjælpe med til at stille nye værktøjer, viden og kompetencer til rådighed for virksomhederne. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125