23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Regering forventer fald i offentlige investeringer

Regeringens første økonomiske rapport beretter om en sund økonomi med udefrakommende risici og huller i den foregående regerings budget

Økonomien er grundlæggende sund, men de offentlige budgetter er under hårdt pres og tre mørke skyer truer, lyder finansminister Nicolai Wammens (S) præsentation af sin første "Økonomisk Redegørelse".

De mørke, udefrakommende skyer er:

1) en hård Brexit, hvor Storbritanien træder ud af EU uden en aftale og dermed skaber usikker om dansk eksport for 85 mia. kr.

2) handelskrig mellem USA og Kina

3) tysk afdæmpning.

Samtidig skal der findes ekstra 3½ mia. kr., som finansministeren betegner som ubetalte regninger fra den forrige regering. Dette beløb stiger i de kommende år.

Det drejer sig om en manglende vejafgift, udhuling af registreringsafgiften og fortsatte udeståender om finansieringen af politiske aftaler om blandt andet folkeskole og arbejdsmiljø

Alligevel forhøjes råderummet med godt 5 milliarder til 29 milliarder i 2025, men det er snævert de første år, pointerer Nicolai Wammen.

Han fremlægger regeringens politiske prioriteter i et finanslovforslag samtidig med Folketingets åbning den 1. oktober.

Hans underliggende budskab om ansvarlig finanspolitik signalerer, at der ikke bliver råd til indfrielse af mange valgløfter i finansloven for 2020, når der er huller hos politiet på én milliard og 635 millioner hos skattevæsenet.

Lavere boliginvesteringer
Den økonomiske vækst sættes til 1,7 pct. i år og 1,6 pct. næste år, hvilket er pænt uden at være prangende.

Væksten i boliginvesteringerne ligger højere, men er på vej ned fra 4,8 pct. sidste år, 3,9 pct. i år og 2,1 pct. næste år.

Beskæftigelsen stiger med 65.000 personer i 2019-20 og kommer - som Nicolai Wammen understreger - op over 3 millioner. Væksten sker stort set kun i den private sektor.

Byggeriet mindre optimistisk
Dansk Byggeri er ikke så optimistisk som regeringen hvad angår den økonomiske vækst. Cheføkonom Bo Sandberg vurderer den til mellem 1,0 og 1,5 pct. mod regeringens 1,6 pct.

- Lige nu er der stadig godt gang i det danske opsving, men vi nærmer os det tidspunkt af festen, hvor de sure naboer kommer forbi og beder os skrue ned for musikken.

- På hjemmemarkedet er der fortsat gang i flere vækstmotorer. Selv om presset er aftaget på arbejdsmarkedet, så går virksomhedernes og den offentlige sektors udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft ikke væk af sig selv. Derfor er det indtil videre fornuftigt, at regeringen fastholder en neutral såkaldt finanseffekt i finanspolitikken i 2020, siger Bo Sandberg.

Sæt gang i anlæg
- Uanset regeringsfarven er det en fast tilbagevendende praksis, at regeringsprognoserne for de offentlige finanser er for pessimistiske. I løbet af 2019 er bundlinjen for i år løftet med 46 mia. kr. og har i den proces ganske opsigtsvækkende skiftet fra et underskud på 2 mia. kr.til en forventning om et plus på 44 mia. kr.

Bo Sandberg anbefaler en lidt mere ekspansiv finanspolitik de næste to år, der målrettes efterslæbet i anlægsinvesteringer.

- Konkret anbefaler vi et mindre rigidt anlægsloft i kommunerne og en fremrykket langsigtet plan for infrastrukturinvesteringer, der allerede skal kunne begynde at virke i 2021 og 2022, siger cheføkonomen.

Nyinvesteringer skal op
Bo Sandberg peger samtidig på, at mens vi venter på en langsigtet investeringsplan for infrastruktur, så forventer regeringen et fald i de offentlige investeringer i bygninger og anlæg på 0,7 pct. i 2020.

Dermed falder de offentlige investeringers andel af samfundsøkonomien fra 2,6 pct. til 2,5 pct. af BNP.

- Det finder Dansk Byggeri stærkt kritisabelt. Det er noget, som der skal gøres op med både i de aktuelle kommuneforhandlinger og de kommende finanslovsforhandlinger.

- Trængslen vokser på vejene og det går ud over både livskvalitet og arbejdsudbud. Der er masser af samfundsnyttige investeringer at sætte gang i - hellere i går end i dag, siger Bo Sandberg.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.188|instance-web04