23948sdkhjf

Badevandet i Helsingør sikres med 310 meter langt rør

Fremtidens klima udfordrer ledningsnettet i Helsingør

Manglende kapacitet og slidte rør gør det svært at håndtere de stigende nedbørsmængder efter voldsom og intens regn, der skal ledes sikkert væk.

Forsyning Helsingør arbejder løbende på at minimere risikoen for oversvømmelser i de mest udsatte områder, og derfor har selskabet skudt anlægsarbejdet på et af selskabets hidtil største klimasikringsprojekter i gang.

I området ved det nye boligområde Kronborg Strand og under Gummistranden anlægges en pumpe-station og en regnvandsledning, der rækker 310 meter ud i Øresund.

Hensyn til badegæster
De 310 meter skal blandt andet være med til at sikre badevandskvaliteten, da en så stor afstand til kysten minimerer risikoen for forurenet badevand betydeligt i de få tilfælde om året, hvor ledningen også skal bruges som overløbsledning.

Det vil typisk være i situationer, hvor det fælleskloakerede ledningsnet med blandet spildevand og regnvand ikke kan klare belastningen fra ekstra voldsomt nedbør, og der er behov for at lede vandet væk fra ledningssystemet, så der ikke sker oversvømmelser.

Anlægsarbejdet er delt op i tre dele. I anlægsperioderne vil mindre dele af stranden være spærret af for offentligheden.

- Vi har i videst muligt omfang taget hensyn til badegæsterne på stranden. Således vil der stort set ikke være anlægsarbejde i sommerferieperioden, hvor hele stranden vil kunne benyttes som normalt, fortæller projektleder Jørgen Fogelberg Sommer fra Forsyning Helsingør.

Første, anden og tredje del
Første del af anlægsarbejdet løb fra 7. maj til udgangen af juni 2019 og omfattede nedgravning af et 1,4 m bredt betonrør fra boligområdet Kronborg Strand til en underjordisk pumpestation i klitterne på stranden.

Anden del er nedgravningen af et i alt 410 meter langt og 2 x 70 cm bredt rør fra pumpestationen under stranden og ud i Øresund, hvoraf de første 100 meter ligger under sandet på stranden. Denne del af projektet løber fra august til november 2019.

Tredje del løber fra december 2019 og indtil februar 2020, hvor eksisterende pumpestation og styreskabe tages ned og flyttes til de nye pumpestationer.

Etablering af Ø1400 rør og udgravning til pumpestation udføres af Nordkysten A/S.

Elementer til pumpestationen leveres af Boatech ApS. Aptering og styring leveres af Grundfos, mens havledningen er sendt i udbud som en totalentreprise.

Afvandingskapaciteten
Projektet skal klimasikre og forøge afvandingskapaciteten fra veje og stier i Grønnehave-området samt i et område omkring Gl. Hellebæk-vej over Rolfsvej til Esrumvej.

I dag bliver regnvandet for området ledt videre over på en anden regnvandsledning med udløb i Nordhavnen. Som følge af projektet bliver vandpresset på denne anden ledning fremover reduceret - og dermed mindskes risikoen for oversvømmelser samtidig i området øst for Nordhavnen ved Aktivitetscenteret Hamlet, Strandpromenaden og Øresundsakvariet.

- Med den nye pumpestation og den store regnvandsledning til Øresund kan vi modtage større mængder regnvand fra oplandet end i dag, og dermed minimerer vi risikoen for oversvømmelser ved boliger og erhverv i et område af Helsingør by. Fremtidens klima byder på mere regn - og mere intens regn, siger Per Tærsbøl (K), som er bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør. Og han tilføjer:

- Desværre er vores kloaknet slidt og bygget på et tidspunkt, hvor det skulle håndtere langt mindre vand end i dag. Derfor vurderer vi løbende og i samarbejde med kommunen, hvor det giver bedst mening at gennemføre klimasikring - og i den sammenhæng har projektet ved Gummistranden været højt prioriteret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109