23948sdkhjf

ISS-grund bliver til 16.500 kvm bolig- og iværksætterkvarter

Forladte kontorbygninger i Københavns Nordvestkvarter omdannes til et moderne Klondyke med 120 boliger

Det tidligere ISS-hovedkvarter mellem Møntmestervej og Rentemestervej i Københavns Nordvest-kvarter fremstår i dag som forladte kontorbygninger og en vindblæst parkeringsplads. Nu skal området omdannes til et levende, grøn og fællesskabssøgende bolig- og iværksætterkvarter.

Ejendomsudvikleren Calum er bygherre. Grunden er 15.000 kvm, og med en bebyggelsesprocent på 110 pct har Calum byggerettigheder til i alt 16.500 kvm. Her er 6.000 kvm erhverv og 10.500 kvm boliger, svarende til cirka 120 boliger, der forventes at blive opført over en 4-årig periode. 

Tegnestuen Werk har udarbejdet lokalplanen, som har fået grønt lys fra Teknik- og Miljøforvaltningen, og We Do Democracy har stået bag en samlet strategi for udvikling af fællesskaber, lokal forankring og byliv i midlertidighedsfasen. 

Lokalplanen skal i høring hen over sommeren. Første spadestik forventes at blive taget ultimo 2020. 

Efter endt høringsfase bliver området så forvandlet til en ’by i byen’ hvor flere familier kan samles om bygge-fællesskaber. Ligeledes bliver der mulighed for, at kreative erhverv , og området får masser af delefaciliteter, grønne fællesområder, en daginstitution, samt et nyt kultur- og mødested for demokrati.

Høns på taget og kaniner i fælleshaven
Calum har allieret sig med Werk, fordi opgaven rummede de arkitektoniske og byplanmæssige udfordringer, som tegnestuen er specialister i at løse.

Ifølge Thomas Kock, kreativ direktør og stiftende partner i Werk, er det et byplanmæssigt nybrud i storby-sammenhæng, at man fx som del af et bygge-fællesskab kan sætte sit præg på en række råhuse.

- Det giver muligheder, man normalt skal til forstæderne for at finde - fx høns på taget, bistader, kaniner i fælleshaven og områder til at dyrke blomster og grøntsager, siger han.

- Vi har sat os grundigt ind i bydelens og grundens historie og i den ånd, som har præget Nordvest i rigtig mange år, og som er en stor del af stedets identitet. I vores tilgang har vi været meget inspireret af den klondike-lignende byggekultur, hvor beboerne kan være med til at sætte deres præg på området helt fra starten, fortsætter Thomas Kock. 

Garageanlæg indrettes i demokratiets tjeneste       
Demokratiet er allerede flyttet ind på ISS-grunden i form af den midlertidige bypark Garage Park NV og projektet Demokrati Garage. Det forbliver en del af områdets identitet, når de nye beboere og kreative erhverv flytter ind. 

Som en del af lokalplanen har Calum valgt at indrette de bevaringsværdige garageanlæg ud mod Rentemestervej. 

Fakta: ISS-grunden i Nordvest

Byggefællesskaber: Minimum 2.400 kvm med 25 nye boliger med plads til ca. 60 beboere. Baghusene er tænkt opført som råhuse på fire byggefelter, hvor fx 6-8 familier/ beboergrupper har mulighed for selv at få indflydelse på det endelige udtryk, placering af fællesliv og det gode, bæredygtige boligliv. Det vil sige, at beboerne i baghusboligerne selv er med til at planlægge og skabe deres kommende bolig sammen med en håndfuld andre familier. 

Familieboliger: Ca. 7.000 kvm med ca. 75 nye boliger og plads til ca. 170 nye beboere. Moderne familieboliger i flere størrelser for dem, der har brug for mere plads og gerne vil fastholde tilknytningen og de sociale netværk, de har opbygget i Nordvest.  

Kreative erhverv: Masterplanen lægger op til, at kreative erhverv i den del af området, der vender ud mod Rentemestervej. Det kan for eksempel være gallerier, arkitekter eller reklamebureauer. 

Demokrati Garage: Et projekt der har til formål at styrke demokrati, fællesskab og deltagelse – blandt andet ved at omdanne de tidligere autoværksteder på Rentemestervej 57 til et åbent og levende demokrativærksted, et urbant byrum og mødested til gavn for byen og lokalsamfundet. Stedet vil invitere til nye fællesskaber omkring deltagelse, madkultur, urban sport, kulturliv og iværksætteri. 

En række fælles indendørs og udendørs faciliteter der skal skabe liv, styrke naboskabet og fællesskabsfølelsen og hvor borgere udefra også er velkomne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204