23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Rebild Kommune samt i Esbjerg, Tønder og Greve

REGION NORDJYLLAND



REBILD

Modernisering af genbrugspladser

Genbrugspladserne i Mejlby og Krastrup i Rebild Kommune lever ikke op til de nuværende miljøkrav og skal derfor opgraderes.



Center Natur og Miljø har undersøgt omkostningerne ved de ændringer, der kræves for at opfylde kravene til en miljøgodkendelse, samt omkostningerne for yderligere modernisering af pladsen i Krastrup.



Rebild Byråd besluttede på mødet før sommerferien at igangsætte en proces med rådgiver om opdatering og ombygning/udvidelse af både Krastrup og Mejlby.



Det blev også besluttet, at renoveringen trinopdeles, sådan at den miljømæssige og arbejdsmiljømæssige opdatering udføres i 2020, mens ombygning af Krastrup og udvidelse af Mejlby genbrugsplads prioriteres i kommende års budgetforhandlinger.



REGION SYDDANMARK



ESBJERG

Cykelstier

Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune skal på sit møde på fredag tage stilling til Teknik & Miljøs forslag til prioritering af de 19,117 mio. kr., der samlet er afsat til etablering af cykelstier i perioden 2019-2021.



Forvaltningen har foreslået, at fem strækninger prioriteres til at blive udstyret med cykelsti, og at der desuden bruges penge på udarbejdelse af en strategisk cykelsplan, der skal erstatte den eksisterende plan fra 2008.



I 2019 prioriteres udviklingen af cykelplanen og udarbejdelse af et skitseprojekt for én af strækningerne med henblik på udførelse i 2020.



I 2020 udarbejdes skitseprojekter for de øvrige strækninger, foreslået af Teknik & Miljø med henblik på udførelse i 2021.



ESBJERG

Stitunneler

Vejdirektoratet har anmodet om Esbjerg Kommunes stillingtagen til ønsker til nye cykelstier og stikrydsninger på statsvejene.



Generelt ønsker Esbjerg Kommune, at der etableres cykelstier langs de statsveje, hvor der ikke allerede er etableret stier, og hvor der ikke er brugbare alternative stiforbindelser.



Der er herudover ønsker om en stitunnel ved Tjæreborgvej/Vestre Strandvej, hvor den nationale stirute 1/Vestkystruten krydser Tjæreborgvej, og en stitunnel i Ribe, hvor stien ved Holmevej krydser Ringvejen Rute 11 mod Bjerrumvej, som er adgangsvej til Vadehavet og Kammerslusen med forbindelse til Den nationale cykelrute 1.



Sagen er på Teknik & Byggeudvalgets dagsorden på fredag, hvor direktionen indstiller, at Esbjerg Kommunes ønsker til stiprojekter langs statsveje fremsendes til Vejdirektoratet.



På samme møde skal udvalget tage stilling til Teknik & Miljøs forslag til prioritering af trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger i 2020.



Teknik & Miljø foreslår, at der prioriteres otte projekter til udførelse. Der er i budgettet for 2020 afsat 5.383.600 kr. til trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger.



TØNDER

Trafiksikring

Tønder Kommunalbestyrelse anlægsbevilgede på sit seneste møde 3,1 mio. kr. til anlæg af adgangsvej, sti og stikvej til Skærbæk Skole samt projektering af krydsombygning på Hjemstedvej, og 400.000 kr. til projektering af afsætningsbane, dobbeltrettet cykelsti samt andre ændringer på Termevej.



Adgangsvejen anlægges i sammenhæng med udearealerne på skolens område af hovedentreprenøren på skolebyggeriet i løbet af sommeren.



Ombygningen af krydset Hjemstedvej/Gesingvej og tilslutningen af adgangsvejen til Hjemstedvej planlægges udført i 2020.



I forbindelse med skolebyggeriet er det forudsat, at der skal anlægges en afsætningsplads på Termevej. I projektet planlægges der anlagt en længdeparkering og fortov ved børnehaven, udvidelse af Termevej samt en dobbeltrettet cykelsti fra Hjemstedvej til det eksisterende stisystem ved børnehaven.



Dette anlægsarbejde sættes ifølge planen også i gang i 2020.



REGION SJÆLLAND



GREVE

Vedligeholdelse af bro

Greve Byråd behandlede blandt andet en sag om vedligholdelseansvaret for en bro på Falkevej på sit seneste møde.



Det blev besluttet at pålægge ejerne af ejendommene på Falkevej 7, 8, 9, 10, 12 og 14 at vedligeholde broen med ligelig fordeling af udgifterne.



Grundejerne fik en frist den 1. oktober til selv at vedligeholde broen, inden kommunen udfører arbejdet for grundejernes regning.



Broconsult har besigtiget broen med henblik på at udarbejde et teknisk og økonomisk forslag til forstærkning af brodækket og har oplyst et prisoverslag på 250.000 kr., fremgår det af seneste byrådsreferat.



Det er til sammenligning oplyst, at udgiften til en ny bro med 120 års levetid anslås til 800.000 kr.



Det står grundejerne frit for at vedligeholde broen til et minimum eller med en forlænget levetid.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.14