Vi kan ikke gemme os bag certificeringer
20 procent. Så stor en andel udgør byggeriet af den samlede CO2-udledning i verden. Udledningen stammer fra fremstilling af materialer, byggeprocesser og vedligeholdelse. Det er den glemte klimasynder i debatten, hvor vi ofte fremhæver flytrafik, privatbilisme og rødt kød.
Byggeriet udgør altså en femtedel af den samlede CO2-udledning på verdensplan. Og hvis byggeriet skal følge med den bæredygtige udvikling, er det absolut nødvendigt, at vi, der leverer til byggeriet, hjælper med at finde og pege på de fremtidssikre løsninger for at nedbringe CO2-aftrykket.
Det mener man også i byggebranchen, hvor man nu tager sagen i egen hånd og sætter sit eget klimamål: Den beton, man bygger med i år 2030, skal udlede halvt så meget CO2, som den gør i dag.
Godt begyndt er halvt fuldendt, men vi bør se på alle byggematerialer. Jeg repræsenterer gulvindustrien, og her er vi langt fremme med CO2-neutrale løsninger, men oplever ikke, at det er et vægtigt argument. Gulvet fylder væsentligt i et samlet byggeri og er derfor et element, vi bør stille større klimakrav til. Det gør man allerede - men vi kan blive meget mere ambitiøse, for alternativerne er her allerede.
Fungerer som en sovepude
I Danmark er vi langt fremme, når det kommer til at opstille standarder for bæredygtige krav i byggeriet. DGNB-certificeringen ser ud til at være den vindende hest i kapløbet af mærkninger og certificeringer på dansk jord. Men vi kan godt stramme skruen yderligere. Hæve ambitionsniveauet. For DGNB-certificeringen er faktisk ikke krævende at opfylde, når det kommer til selve CO2-udledningen.
Certificeringerne er centrale og en fælles standard. Men de må ikke blive en sovepude. I visse byggerier - også de offentlige - er det vores erfaring som leverandør, at certificeringer ikke ligefrem skubber proaktivt til den bæredygtige udvikling, men mest af alt fungerer som et bureaukratisk fluehak.
Oftest er produktudviklingen faktisk hurtigere og viden blandt arkitekter og bygherrer længere fremme, end certificeringerne reelt kan rumme. Den konstante udvikling giver byggeriet langt flere bæredygtige muligheder med bedre EPD’er (miljøvaredeklarationer, red.), men de bliver ikke skubbet fremad af certificeringerne. Vi skal altså udfordre vores certificeringer løbende og ikke henfalde til vanetænkning og sovepuder.
Stigende efterspørgsel
I vores ende af branchen oplever vi heldigvis en stigende efterspørgsel på CO2-neutrale gulve. For eksempel linoleum, som er produceret af naturlige råstoffer. Men det er bestemt ikke kravene til byggeriet, der fremmer, at man vælger en CO2-neutral løsning frem for et mere forurenende produkt at fremstille som vinyl eller tekstilgulv.
Vi producerer både vinyl, tekstil og linoleumsgulv. Men som virksomhed vil vi gerne, der hvor det kan lade sig gøre, være med til at fremme udbudskrav der favoriserer de mindst CO2-tunge materialer i det offentlige byggeri.
Og det gør en forskel. Lægger du 6.000 kvm linoleum - det samme som en fodboldbane - suger det faktisk 243 kilo C02 ud af atmosfæren i produktionen på grund af de fornybare og plantebaserede råstoffer. Til sammenligning udleder et tilsvarende areal med vinylgulv det samme som at køre 300.000 kilometer i en dieselbil, som kører 20 kilometer på literen.
Så hvor er kravene, der kan få bygherrer til at se på de bæredygtige alternativer?
Kravene skal skærpes
Overordnet ønsker vi, at kravene til valg af gulve skærpes særligt indenfor CO2-udledning i produktionen. Man kunne passende begynde med, at der ikke er stort nok fokus på det i udbudsbeskrivelser til offentligt byggeri som eksempelvis de kommende supersygehuse.
Vi vil derfor gerne være med til at forklare værdien af certificeringer, og hvor certificeringerne kan udfordres konstruktivt, så entreprenører og bygherrerne nemmere kan vælge klimavenlige materialer.
For vi kan ikke gemme os bag certificeringerne. Vi skal stile efter at overgå dem.
Artiklen er en del af temaet Debat.
