REGION SYDDANMARK
ØLGOD
18 handicapboliger
Varde Byråd har godkendt skema A for opførelse af 18 almene handicapboliger ved botillbuddet Rosenvænget/Løkkevang i Ølgod.
Hver bolig bliver 75 kvm stor inklusive fælles boligareal, og dertil kommer 585 kvm servicearealer. Der etableres også et antal parkeringspladser, udearealer og cykelskur.
Den samlede anskaffelsessum for de 18 boliger er beregnet til godt 32,5 mio. kr.
ØLGOD
32 demensplejeboliger
Varde byråd har godkendt skema A for opførelse af 32 demensplejeboliger samt servicearealer i Ølgod. De nye boliger skal erstatte Vinkelvejscentret i Ølgod, og den samledes anskaffelsessum er på godt 61,3 mio. kr. for boligdelen og knap 8,8 mio. kr. til servicedelen.
Rum arkitekter er rådgiver på projektet.
BILLUND
Parkeringshus
Billund er i rivende udvikling, og det betyder blandt andet, at der er brug for mere plads til parkerede biler i bymidten. Billund Byråd har derfor besluttet at investere 250.000 kr. i en undersøgelse af mulighederne for at placere et parkeringshus i tæt tilknytning til bymidten.
Byrådet besluttede forleden at sætte undersøgelsen i gang og frigav de 250.000 kr.
REGION HOVEDSTADEN
BAGSVÆRD
Børnehus
Gladsaxe Kommune planlægger at opføre et nyt, integreret ottegruppers børnehus på Værebrovej 49 i Bagsværd, hvor der i dag er madpakkehus for blandt andet dagtilbud og tilbageværende bygninger fra den tidligere "Jernalderlandsby".
Et flertal i Børne- og Undervisningsudvalget har godkendt det samlede programoplæg, udbudsform og tidsplan, og sagt god for, at totalrådgivningsudbud samt projektering sættes i gang. Byrådet har sagen på dagsordenen 26. juni.
Det foreslås, at udbuddet af totalrådgivningen sendes ud i begrænset licitation.
Det nye børnehus får ifølge planerne et bruttoareal på cirka 1.200 kvm og placeres på en cirka 7.000 kvm stor grund, hvorpå der ligeledes etableres parkeringspladser til 20-25 biler, cykler mv. Anlægsudgiften er overslagsberegnet til 39 mio. kr.
REGION NORDJYLLAND
AALBORG
Udbygning af skole
Aalborg byråd har godkendt Lokalplan 1-3-120 Klostermarksskolen, Dronning Christines Vej, Vestbyen og et tilhørende kommuneplantillæg med henblik på 10 ugers offentlig høring.
Formålet med lokalplanen er at bane vej for bygningsmæssige udvidelser samt om- og tilbygning til Klostermarksskolens eksisterende bygninger.
Konkret åbnes mulighed for at opføre en ny bygning langs med Annebergvej med blandt andet multisal, lokaler til naturfag mm samt en tagetage med udgang til tagterrasse.
Herudover kan der ske udvidelse og omdannelse af den centrale bygning med lærerværelse og den oprindelige gymnastiksal.
Skolen har erhvervet de to villaer, Annebergvej 3 og Dronning Christines Vej 2, som ønskes nedrevet som et led i realisering af nybyggeriet.
AALBORG
Boliger
Aalborg Byråd har godkendt Lokalplan 4-3-105 Boliger, Kong Minos Vej, Gug endeligt.
Lokalplanområdet er cirka 7,7 hektar stort og består i dag af marker med landbrugsvirksomhed. Lokalplanen giver mulighed for opførelse af parcelhuse i en-to etager nord for Kong Minos Vej samt rækkehuse i en og to etager syd for Kong Minos Vej.
REGION MIDTJYLLAND
RANDERS
Etageboliger og rækkehuse
Randers Byråd har godkendt forslag til lokalplan 680 - Etageboliger og rækkehuse i og ved Helstedgård og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg. Forslagene fremlægges herefter i offentlig høring i 10 uger.
Det nye plangrundlag vil give mulighed for etablering af højst otte boliger i den eksisterende bevaringsværdige bygning Helstedgård og op til 10 rækkehuse i ny bebyggelse ved siden af.
NØRHALD
Renovering af boliger
Kuben Management har på vegne af Boligselskabet af 2014, afdeling 12, Nørhald, fremsendt ansøgning om godkendelse af skema A til renovering af afdelingens 146 boliger til Randers Kommune.
Mange af afdelingens ejendomme lider under betydelige byggetekniske udfordringer. Blandt andet er der tagbeklædning, der smuldrer. Træværk i vinduer og døre er også under tydelig nedbrydning flere steder. Renoveringen vil omfatte udskiftning af tagkonstruktioner, udskiftning af vinduer og døre samt diverse reparations- og opretningsarbejder. Fordelingen på de enkelte ejendomme fremgår af vedhæftede oversigt over udbedringer.
Randers byråd besluttede på sit seneste møde at godkende skema A som ansøgt. Renoveringsprojektet har en samlet beregnet anskaffelsessum på godt 28 mio. kr.
HORSENS
Punkthuse
Horsens Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 311, Centerområde, Torvekarreen, Horsens og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, som herefter fremlægges i offentlig høring.
Formålet med planlægningen er at give mulighed for et byfortætningsprojekt i den vestlige del af Torvekarréen, og det nye plangrundlag vil således give mulighed for at omdanne Torvekarréens indre gårdareal til et aktivt gårdmiljø med punkthuse, grønne opholdsarealer og forbindelser samt parkering delvist under terræn. Derudover gives der mulighed for etablering af en dagligvarebutik mod Torvet og nye boliger i randbebyggelsen mod Borgergade samt en delvis nedrivning og opførelse af ny randbebyggelse til boliger mod Kattesund.
HORSENS
Bilhus
Horsens Byråd har besluttet at fremlægge forslag til Lokalplan 331, Særligt pladskrævende varer, Vejlevej, Horsens, og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring i otte uger.
Det nye plangrundlag skal gøre det muligt at opføre et bilhus til salg af biler med tilhørende værksteds- og klargøringsfaciliteter, udstilling og oplag.
RINGKØBING
Sygeplejeklinik
Der er behov for en opdatering af den nuværende kommunale sygeplejeklinik i Sundhedshuset i Ringkøbing, og der er derfor udarbejdet et forslag til etablering af en klinik med to rum.
Ringkøbing-Skjern Byråd har anlægsbevilget 134.000 kr. til opgraderingen af klinikken.
GRENAA
Boliger
Norddjurs Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til lokalplan 093-707 for boligområde på Ådiget i Grenaa, som herefter fremlægges i offentlig høring i fire uger.
Forslaget giver mulighed for opførelse af boliger som tæt-lav eller som åben-lav boliger på ejendommen Ådiget 11-13 i Grenaa, som i dag huser et plantecenter, og som ønskes omdannet til boligområde.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Ølgod, Billund, Bagsværd, Aalborg, Randers, Nørhald, Horsens, Ringkøbing og Grenaa