23948sdkhjf

Blaest: Aalborg-firma vinder testhal til vindmøllevinger

Snart skal endnu flere vindmøllevinger stå sin styrkeprøve på Aalborg havn. Det står klart efter, at Aalborg Havn A/S har indgået en aftale med testcenteret Blade Test Centre, også kaldet Blaest, om en ny 5.000 kvm testhal i Aalborg Øst. 

Totalentreprisen på den nye testhal har her i foråret været i EU-udbud, og det blev vundet af Aalborg-firmaet M. Thomsen Støtt. Aalborg A/S. 

Hallen skal opføres på et areal ved siden af virksomhedens eksisterende testcenter. Arealet er ejet af Aalborg Havn, men udlejet til datterselskabet NTC Ejendom, der er bygherre på projektet.

Den nye testhal ventes at stå klar til ibrugtagning allerede i januar 2020.

Aftale udnytter hele testhallens kapacitet
Den nye testhal får til formål at imødegå den stigende efterspørgsel på vingetest, som de senere års intensiverede fokus på vindenergi har medført. 

Beslutningen om at etablere den nye testhal er truffet, efter Blaest netop har indgået en aftale med den danske vindmølleproducent Vestas med et omfang, der kommer til at udnytte den nye testhals fulde kapacitet.

- Øget testkapacitet er afgørende for, at vi fortsat kan være førende inden for vingetest og holde snuden i vækstsporet. Vi er derfor rigtig glade for, at vi er blevet enige med Aalborg Havn om etableringen af den nye og moderne testhal, som fordobler vores kapacitet og giver os mulighed for at indgå et tættere samarbejde med Vestas om vingetests, siger Erik Steen Jensen, adm. direktør i Blaest, i pressemeddelelsen.

Udvidelsen betyder også, at firmaet står overfor en markant vækst i antallet af medarbejdere. De nuværende 22 medarbejdere, primært ingeniører og teknikere, ventes at få cirka 13 nye kolleger i løbet af det kommende år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14