Nu går mindre beton til spilde.
Den danske betonbranche har angiveligt fundet løsningen på, hvordan de kan genanvende spildet fra egen produktion til fremstilling af nye betonprodukter. Vel at mærke inden for gældende lovgivning og standarder.
Det er resultatet af et års samarbejde i Nulspildsprojektet, hvor producenter af både belægning, elementer og fabriksbeton i et samarbejde med Teknologisk Institut, Emcon A/S og Aalborg Portland A/S har flyttet sig.
Ifølge Niels Søndergaard, formand for bestyrelsen i Dansk Beton og adm. direktør i DK Beton A/S, er det på bedste vis lykkedes at udnytte erfaringer og viden på tværs af branchen.
- Alle producenter står med de samme tekniske udfordringer, når de skal i gang med genanvendelse af spildprodukter. Derfor har det været en stor fordel, at vi har arbejdet sammen om at finde løsninger og dokumentation, siger Niels Søndergaard.
Nye metoder
Projektet har udviklet nye metoder til, hvordan branchen fremover fremstiller nye betonprodukter baseret på spildbeton fra produktionen.
Derudover er det, ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Beton, dokumenteret, at de nye produkter med knust spildbeton, som delvist erstatter sand og sten, lever op til kravene i de gældende standarder.
- Nulspildsprojektet har vist, at betonbranchen sagtens kan bidrage til at løse udfordringerne med ressourceknaphed ved at genanvende eget spild i produktionen af ny beton - og samtidig leve op til kravene i byggelovgivningen, siger Dorthe Mathiesen, branchedirektør i Dansk Beton i Dansk Byggeri.
- Dermed sparer branchen på både brug og transport af de knappe råstoffer som sand og sten. Det er til gavn for miljøet. I praksis har det vist sig, at det kræver lidt ændrede procedurer i produktionen, siger Dorthe Mathiesen.
Spildbeton størst fra huldæk
I projektet er der arbejdet med genanvendelse af spildbeton fra produktion af belægningssten, huldæk og fabriksbeton.
Det største spild kommer fra produktion af huldæk, der bruges til etageadskillelse.
Spildet udgør cirka 8 pct.af den samlede produktion, mens spildet fra produktion af belægningssten og fabriksbeton udgør to procent.
Hidtil er spildbetonen knust og genanvendt som bærelag under veje og pladser. Men ved at genanvende spildmaterialet direkte på fabrikkerne kan der derved spares på transport af naturlige råmaterialer.
Samarbejde på tværs
Der findes et utal af betonprodukter fra rør og fliser til store betonelementer, der sammensættes og produceres på forskellig måde.
I projektet er der gennemført grundige undersøgelser af spildmaterialerne i laboratoriet på Teknologisk Institut. Her har man for eksempel undersøgt, hvordan forskellige knuseteknologier påvirker spildmaterialernes egenskaber. Desuden har et større forsøgsprogram set på optimering og dokumentation af den nye beton baseret på spildbeton.
- Formålet med undersøgelserne i laboratoriet har været at nå frem til anbefalinger til producenterne om, hvilke betonrecepter de bør arbejde med i fuld skala, siger Katja Udbye Christensen, faglig leder på Teknologisk Institut.
Hun tilføjer, at det giver tidsbesparelse for producenterne at begynde på laboratorieskala under mere kontrollerede forhold.
- Samtidig har vi i laboratoriet større mulighed for at prøve en lang række forskellige betonblandinger af, siger Katja Udbye Christensen i en pressemeddelelse.
Resultater tilgængelige
Alle resultaterne fra Nulspildsprojektet er samlet i to rapporter - en dokumentationsrapport og en håndbog, begge frit tilgængeligt på danskbeton.dk.
Det er forventningen, at hele betonbranchen i løbet af nogle år overgår fuldstændigt til nulspildsproduktion.
Nyt projekt forebygger betonspild
Branchefolk og forskere kan med Nulspildsprojektet dokumentere, at betonbranchen kan spare på brug af de knappe råstoffer