REGION HOVEDSTADEN
NIVÅ
Forskønnelse af strande
Fritids- og Idrætsudvalget i Fredensborg Kommune skal på sit møde i morgen tage stilling til, hvordan de afsatte midler til forskønnelse af Nivå Strandspark og kommunens øvrige strande skal anvendes og prioriteres.
Infrastruktur og Teknikudvalget og Fritids- og idrætsudvalget afgiver indstilling i sagen, hvorefter Økonomiudvalget træffer den endelige beslutning. Infrastruktur- og Teknikudvalget anbefaler, at det foreliggende idékatalog til forskønnelse af Nivå Strandpark og kommunens andre strande godkendes, og at administrationen bemyndiges til at arbejde videre med forslagene. Byrådet har bevilget i alt 3 mio. kr. i perioden 2020-2022 til forskønnelse af Nivå Strandspark og kommunens øvrige strande.
REGION SJÆLLAND
VORDINGBORG
Opgradering af busstoppesteder
Vordingborg Kommune ansøgte i efteråret 2018 Movias anlægspulje om et tilskud på 50 pct. til opgradering af 10 busstoppesteder på Møn og Bogø langs buslinjerne 664 og 667, og Movia har givet tilsagn om støtte. Udvalget for Plan og Teknik anbefaler, at der søges en anlægsbevilling på i alt 775.000 kr.
FAXE
Sti
Faxe Kalk fik i juni 2018 Faxe Byråds tilladelse til at omlægge den offentlige sti Thornfjeldstien nord for Faxe By. Et vilkår var og er, at Faxe Kalk skal anlægge en ny sti.
Faxe Kalk ønsker nu at justere tracéet, så det bliver lagt på den sidste del af den offentlige vej Nordhjemsvej samt videre over den kommunalt ejede matrikel, der fører frem til gokartbanen. Dette er blevet godkendt af Teknik & Miljøudvalget i Faxe Kommune.
REGION SYDDANMARK
ESBJERG
Cykelstier
Esbjerg Kommune har i perioden 2019-21 afsat 19,117 mio. kr. til etablering af cykelstier i kommunen, og Teknik & Miljø anbefaler, at pengene bruges på fem udvalgte strækninger samt på udarbejdelse af en strategisk cykelplan, der blandt andet skal erstatte den eksisterende cykelstiplan fra januar 2008.
Teknik- og Miljø anbefaler, at kommunen i år prioriterer udviklingen af en strategisk cykelplan og udarbejdelse af et skitseprojekt for én af strækningerne, med henblik på udførelse i 2020. I 2020 udarbejdes skitseprojekter for de øvrige strækninger, og de udføres i 2021.
Sagen behandles i første omgang i Teknik- og Byggeudvalget på fredag.
REGION MIDTJYLLAND
RY
Vejforlængelse
Grundejerne har anmodet om igangsætning af planlægning for de næste etaper af Vessøvejs forlængelse i Ry. Sagen er blevet behandlet flere gange - senest hvor Skanderborg Byråd besluttede at sende forslag til Lokalplan 1111 i høring.
Høringen er afsluttet, og nu indstilles lokalplanen til endelig vedtagelse, hvilket anbefales af Miljø- og Planudvalget. Dog vil udvalget have ændret lokalplanforslaget, så vejføringen er forberedt til en forlængelse i forbindelse med eventuel senere udvikling af området mod øst eller udvidelse af vejsystemet omkring Lundhøjvej.
HEDENSTED
Cykelsti
Udvalget for teknik i Hedensted Kommune besluttede forleden den endelige linjeføring og principperne for anlæg af en cykelsti mellem Daugård og Hedensted. Udvalget besluttede, at cykelstien skal videreføres frem til Gl. Vejlevej som en dobbeltrettet sti i vestlig side og i eget trace.
Byrådet har meddelt anlægsbevilling på 4 mio. kr. til stien Daugård-Hedensted.
TØRRING
Byforskønnelsesprojekt
Hedensted Kommune gennemfører et byforskønnelsesprojekt, som vedrører Torvet, Bredgade og Aagade i Tørring. Første etape udføres i Aagade, og her er arbejdet indledt.
Anden etape, som gælder Bredgade, sættes i udbud i juli - august med forventet anlægsstart i september 2019 og med en anlægsperiode frem til december. Anlægsperioden kan dog forlænges hvis Hedensted Spildevand skal udføre reparationer af regn- og spildevandssystemet på strækningen. Tredje etape forventes gennemført i 2021 når de store byggerier omkring Torvet er afsluttet.
Projektet var på dagsordenen, da Udvalget for teknik forleden holdt møde, og herfra anbefales det, at byrådet godkender ansøgning om anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 4,5 mio. kr. til igangsætning af anden etape på Bredgade.
Hedensted Kommune har udarbejdet byforskønnelsesprojektet i tæt samarbejde med Udviklingsrådet i Tørring. Anden etape i Bredgade omfatter etablering af en ny vejprofil med vejtræer langs den østlige side af vejbanen. Træerne står primært i en græsrabat, hvor de gradvist bliver tættere i takt med at man nærmer sig Gudenåen. Omkring åen vil der være en åbning med kig til vandet. Der bliver i begge sider af Bredgade anlagt fortov med fliser samt cykelsti i asfalt, begge dele i samme niveau og adskilt af granitsten. Vejbredden indsnævres, så der bliver plads til parkeringslommer langs hele handelsgaden.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Nivå, Vordingborg, Esbjerg, Faxe, Ry, Hedensted og Tørring