Med cirka 13 ansatte er det lykkedes Weisleder Nedrivning i Slagelse at opbygge en profitabel forretning, der har specialiseret sig i indvendig nedrivning og miljøsanering.
Bruttofortjenesten endte på 12,8 mio. kr. i 2018 mod 13,6 mio. kr. i 2019. I samme periode lavede selskabet et overskud før skat på henholdsvis 5,0 mio. kr. og 5,7 mio. kr.
Virksomheden er startet af Jan Otto Weisleder for 24 år siden. Han er stadig direktør i Weisleder Nedrivning, men der er netop gennemført et generationsskifte, så sønnen Michael Nick Weisleder er hovedaktionær. Michael Nick Weisleder har været adm. direktør siden december 2014.
Jan Otto Weisleder giver 2018-regnskabet betegnelsen ’tilfredsstillende’ og fremtiden ser lys ud.
- Med den rente vi har lige nu, så bliver der ved med at være renoveringer. Særligt i de store provinsbyer og København er der gang i den. Når vi ser fremad, så er der stadig meget at lave for os, siger han.
Weisleder Nedrivning har kontor i Slagelse, men hjælper også med nedrivning i byer som Ringsted, København og resten af Storkøbenhavn.
Mest indvendig nedrivning
Jan Otto Weisleder fortæller, at 75 pct. af forretningen består af indvendig nedrivning.
Kunderne er primært boligselskaber og kommuner, der har opgaver inden for eksempelvis boligbyggeri og skoler.
Weisleder Nedrivning er medlem af Nedrivning- og Miljøsaneringsektionen under Dansk Byggeri. Sektionen tæller i alt 15 medlemsvirksomheder.
Flere af medlemmerne i sektionen har været involveret i en sag om brud på konkurrenceloven, hvilket blandt andet har fået sektionens formand, Thomas Kingo, til at trække sig fra bestyrelsen. Weisleder Nedrivning har ikke været involveret i disse sager.
Thomas Kingo blev for få uger siden blevet genvalgt til sektionens bestyrelse.
- Vi har været med til at pege på den tidligere formand og genvælge ham. Jeg kan ikke se nogen, der er bedre end ham, siger Jan Otto Weisleder.
Han fortæller, at sagen primært har haft den betydning, at mange af kollegaerne ikke tør snakke med hinanden mere.
De seneste to år har Weisleder Nedrivning udbetalt et udbytte på samlet 16 mio. kr. Det er primært sket af hensyn til generationsskiftet i virksomheden, fortæller Jan Otto Weisleder.
Virksomheden har en egenkapital på 13,9 mio. kr.
Lav rente sikrer mange indvendige nedrivninger
Weisleder Nedrivning har gennemført et generationsskifte, så Michael Nick Weisleder er ny ejer