23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Kemp & Lauritzen-direktør: En træls sag uden vindere

Teknikentreprenøren har valgt at bortvise fire medarbejdere i en sag om indkøb og videresalg af it-udstyr. Der var dog ikke grundlag for politianmeldelser

Fire ledende medarbejdere har fået sparket af landets største teknikentreprenør Kemp & Lauritzen A/S fra Albertslund.

Ifølge virksomheden har medarbejderne videresolgt it-udstyr for små 200.000 kr. faktureret hos Kemp & Lauritzen og/eller været vidende om, at det foregik uden at handle på det og dermed udvist "ledelsesmæssige svigt". Nogle af de pågældende ansatte har desuden arrangeret ekstraordinært dyre restaurantbesøg på virksomhedens regning, der bidrager til, at det samlede beløb ender på cirka 270.000 kr.

- Det er i alle henseender en træls sag, der ingen vindere har. Og så er det en sag, hvor vi ikke har været i tvivl om, hvad vi skulle gøre. Vi kan ikke tolerere, at enkelte medarbejdere i en koncern som vores på den måde gambler med virksomhedens ry og rygte. Det er uacceptabelt, siger adm. direktør Peter Kaas Hammer til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Snyd med indkøb
Kemp & Lauritzen opdagede i april en række uregelmæssige indkøb af primært mobiltelefoner og tablets, der var foretaget på en serviceaftale med Bygningsstyrelsen. Herefter satte virksomheden gang i en intern undersøgelse, der blev afsluttet primo maj, og informerede Bygningsstyrelsen om opdagelsen.

Både entreprenøren og styrelsen satte herefter eksterne advokater og revisorer til at undersøge sagen og valgte samtidig at suspendere en række medarbejdere, der var under mistanke. Kemp & Lauritzen endte med at suspendere fem medarbejdere og Bygningsstyrelsen otte.

Advokatfirmaet Kromann Reumert og revisionsfirmaet Deloitte har nu afsluttet undersøgelsen for Kemp & Lauritzen. Foruden videresalg af mobiltelefoner og tablets for 186.000 kr., viste undersøgelsen også, at der var gennemført dyre restaurantbesøg på en sag for en anden kunde, der ifølge Ritzau er Udenrigsministeriet.

Desuden er der fundet eksempler på, at ansatte i Bygningsstyrelsen har kunnet handle privat hos Kemp & Lauritzen på medarbejderlignende vilkår. Det får det samlede beløb i sagen op på 270.000 kr. Det er foregået fra 2015 og frem til i år, da Kemp & Lauritzen opdagede de mistænkelige overførsler.

En suspenderet vender tilbage
Konklusionerne danner grundlag for beslutningen om at bortvise fire af de fem medarbejdere. Bygningsstyrelsen oplyser, at styrelsens interne undersøgelse ikke er afsluttet endnu.

Udenrigsministeriet oplyser til Ritzau, at en medarbejder er blevet midlertidigt suspenderet for at have modtaget uretmæssige gaver.

Den femte medarbejder fra Kemp & Lauritzen, der blev suspenderet, men ikke bortvist, vender nu tilbage til arbejde.

- Den medarbejder, der ikke er blevet bortvist, har ikke haft noget med det at gøre. Det blev helt tydeligt fastlagt i den eksterne undersøgelse. Den pågældende medarbejder starter i morgen, og det glæder vi os til. Det kan ikke have været rart at gå hjemme i fire uger, fordi man er blevet suspenderet, siger Peter Kaas Hammer.

Kemp & Lauritzen vil ikke oplyse, hvilke stillinger de pågældende suspenderede havde, ud over at de fire personer havde et "større eller mindre ledelsesansvar".

Chef: VI reagerede hurtigt
Kemp & Lauritzen har besluttet ikke at melde de fire medarbejdere til politiet.

- Advokaterne mener ikke, at der er grundlag for en politianmeldelse. Til gengæld er der tydeligt belæg for at tage den mest alvorlige ansættelsesmæssige konsekvens og bortvise medarbejderne.

Det indebærer, at de ingen kompensation får, at deres ansættelsesforhold ophører øjeblikkeligt, og at de skal aflevere alt inklusiv computere og mobiltelefoner, siger direktøren.

Tror du, at sagen har skadet Kemp & Lauritzens omdømme?
- Det kan jeg ikke svare på. Jeg håber, at man anerkender, at vi er en stor virksomhed, der reagerede prompte og professionelt, da vi fik mistanke om, at der foregik noget mistænkeligt.

- Vi satte selv en intern undersøgelse i gang, kontaktede kunder og satte efterfølgende Kromann Reumert og Deloitte til at lave en ekstern undersøgelse. Jeg håber, det indikerer, at vi ikke accepterer den type adfærd i Kemp & Lauritzen, siger Peter Kaas Hammer.

Han mener, at virksomheden har gjort alt, hvad der står i dens magt for at undersøge omfanget af svindlen.

- Vi har ikke grund til at tro, at noget tilsvarende er foregået andre steder i koncernen, siger han og argumenterer med, at forholdene har været undersøgt ad tre omgange. Først gennem de interne kontrolsystemer, dernæst en dybere intern undersøgelse og til sidst en ekstern undersøgelse udført af Kromann Reumert og Deloitte.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.152|instance-web01