Efter et 2018 med voldsom tilbagegang og et tocifret millionminus på bundlinjen før skat, arbejder Øens Murerfirma A/S på at bedre resultatet i indeværende regnskabsår.
- Vi forventer et positivt resultat, siger adm. direktør, Thomas Damm, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han gør opmærksom på, at forventningen ikke er at nå 2017-niveauet allerede i 2019.
- Det vil være for optimistisk at tro, at vi allerede vender tilbage og laver 2017-resultater, siger han og tilføjer, at priskonkurrencen stadig er der.
Thomas Damm understreger, at virksomheden har en god ordreindgang - endda bedre end i 2017 - men at der er et efterslæb fra de hovedentrepriser med en væsentlig andel af tømrerarbejde i egenproduktion, som har kostet i 2018.
Af ledelsesberetningen til 2018-regnskabet fremgår det, at det forventes, "at den negative påvirkning fra ovennævnte hovedentrepriser vil være vendt medio 2019".
Opskriften på bedring
For at sikre bedre resultater sættes fokus på at vælge sager inden for kernekompetencerne samt sager med muligheder for indtjening, fortæller direktøren.
Virksomheden udfører såvel murerarbejde som tømrer-, beton-, kloak- og anlægsarbejde, og arbejdet udføres i fag-, hoved-, stor- og totalentrepriser primært i Københavnsområdet.
Firmaet blev etableret af Jan Elving i 1991, og Thomas Damm blev medindehaver i 1997.
Direktør vil tilbage i plus
Ambitionen i indeværende regnskabsår er at vende tilbage til sorte tal på bundlinjen for Øens Murerfirma A/S