Langt de fleste af de grønne aktører har forventning om enten at fastholde eller forbedre resultatet fra 2018 i indeværende regnskabsår.
Det gælder for eksempel HedeDanmark A/S, der går efter at slå virksomhedens rekordomsætning fra 2018 og samtidigt forbedre bundlinjen.
- Forventningen er, at vi laver en resultatforbedring i forhold til 2018, men nok ikke ligeså meget, som vi oprindeligt havde håbet på, har Anders Moos, økonomidirektør i HedeDanmark A/S, tidligere forklaret over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han har i den forbindelse påpeget, at den milde start på året har påvirket vintertjenesten og dermed resultatforventningen.
Blandt andre OKNygaard A/S, Buus Anlægsgartner A/S, F.J. Poulsen A/S og Grøn Vækst A/S forventer ligeledes mere vækst, mens også Vækst & Miljø fremhæver den milde vinter og forventer at fastholde niveauet på bundlinjen i 2019.
Malmos deler forventningen om et 2019 på niveau med 2018, men forventer derudover tocifrede vækstrater længere frem.
At 2019 bliver status quo for virksomheden hænger blandt andet sammen med, at Malmos har brugt kommerciel energi på projekter længere ude i fremtiden, end virksomheden tidligere har været vant til, har adm. direktør i Malmos A/S, Morten Dohrmann Hansen, forklaret.
Anlægsstop påvirker
Omvendt forventer man hos Ebbe Dalsgaard A/S ikke et 2019 helt så godt som 2018.
Det skyldes, at offentlige myndigheder har "trådt lidt på bremsen" på grund af anlægsstoppet, som Søren Dalsgaard, direktør i Ebbe Dalsgaard A/S, tidligere har formuleret det over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Også hos Sven Bech A/S er forventningerne mindre positive.
- Der er dødt i øjeblikket. Der er ikke så meget i udbud, har direktør Michael Dall udtrykt det tilbage i januar.
Hos Danske Anlægsgartnere kommer det ikke som nogen stor overraskelse, at mange af virksomhederne i branchen har positive forventninger:
Rekruttering er en udfordring
- Det kan vi godt fornemme. Der er godt gang i den derude. En af de måder, vi kan mærke det på, er, at det er en udfordring med rekrutteringen. Det er svært at finde hænder nok. Det er noget, vi arbejder meget med, siger Michael Petersen, direktør i brancheforeningen.
Anlægsgartnerne har positive forventninger
Alene få virksomheder i anlægsgartnerbranchen forventer at lande en bundlinje i indeværende regnskabsår, der er under det præsterede i 2018