23948sdkhjf

Skou Gruppen mistænker to medarbejdere for millionsvindel

Skou Gruppen A/S har opdaget svindel mod virksomheden for et større millionbeløb.

Det oplyser adm. direktør Martin Skou Heidemann til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

To - nu tidligere - medarbejdere er ifølge direktøren politianmeldt for i samarbejde med en eller flere leverandører at stå bag den omfattende svindel.

Svindel, som har omfattet indkøb af varer på Skou Gruppens konti hos leverandører i forbindelse med store byggeprojekter, som herefter er brugt privat eller solgt videre til bekendte.

Der er tale om alt fra døre, vinduer, gulve, trapper, brosten, lamper og sanitet, som er blevet indkøbt, fortæller Martin Skou Heidemann og oplyser, at de to medarbejdere, der er blevet politianmeldt, tæller en byggeleder og en entrepriseleder.

- Det er så nedslående at opleve, siger han og fortsætter:

- Det har været enormt ubehageligt. Det er personer, som har været hos os igennem længere tid og som var vellidte.

Alt tyder på, at der især har været et tæt samarbejde med en enkelt underleverandør, som har overfaktureret i forbindelse med en stor byggesag, lyder det fra direktøren.

Foregået over flere år
Han oplyser, at svindlen samlet er foregået over "flere år" og ærgrer sig over, at den ikke er blevet opdaget før.

- Det er ikke en enkelt faktura, som der er blevet svindlet med. Det er - desværre - en lang række forhold. Vi opdager sagen i forbindelse med nogle fakturaer, hvor hovedbeløbet er opdelt på en række mindre selvstændige fakturaer, forklarer Martin Skou Heidemann og fortsætter:

- Vi har indtil nu haft et system, hvor vores medarbejdere selv har kunnet godkende de mindste fakturaer uden dobbelt kontrol. Da vi så modtager disse fakturer omhandlende samme sag - men delt op på mindre beløbsstørrelser og lige under vores bagatelgrænse - så vækker det vores mistanke. Da vi gennemgår sagen, så kan vi se, at der er noget galt.

Skou Gruppen valgte at rette henvendelse til det eksterne konsulentfirma, yourCompany ApS, der har specialiseret sig i at efterforske bedragerier af denne type:

- Vi har gennemgået en større mængde materiale og talt med en lang række af de involverede personer. På denne baggrund har vi efter min vurdering leveret solid dokumentation for bedrageriet til politiet, fortæller Christian Pejtersen, grundlægger af yourCompany ApS, i en pressemeddelelse.

Han påpeger, at de blandt andet har konstateret, at materialer, der er bestilt til byggepladserne, ikke er brugt de pågældende steder.

- Vi kan samtidig se, at tilsvarende materialer findes hos de to tidligere medarbejdere eller familie og bekendte til medarbejderne som Skou Gruppen nu har politianmeldt, fortsætter han.

Får betydning for 2019-regnskab
De pågældende medarbejdere samt underleverandøren bag den store overfakturering er ifølge Martin Skou Heidemann via deres advokater konfronteret med oplysningerne i sagen.

Det har ifølge Martin Skou Heidemann ikke haft nogen positiv effekt.

- Vi må nok desværre konstatere, at meget taler for, at det her bliver en straffesag mod de pågældende. Det var vi selvfølgelig helst fri for, men omfanget er massivt, siger han.

Desuden understreger han over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at de er sikre på, at det alene er de to medarbejdere, der har været involveret. Og at de ikke erkender sagen.

Resten af medarbejderstaben er orienteret om sagen, der ifølge Martin Skou Heidemann alene har ramt Skou Gruppen og ikke de berørte byggeprojekters bygherrer.

Svindlen ventes at påvirke virksomhedens resultat i negativ retning i indeværende regnskabsår.

- Det vil selvfølgelig få betydning. Det er penge, der er stjålet fra os. Så vi kommer til at tjene mindre, men vi er ikke i nærheden af at være i minus, siger Martin Skou Heidemann.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11