23948sdkhjf

Viborg bygger ”Lysningen” for 211 millioner

Arkitekten er fundet til skole- og halbyggeriet, der bliver udbudt i fagentrepriser

Et år har det taget at undersøge, lytte, inddrage, skrive og til sidst tegne. Nu kan elever, lærere, foreningsfolk og borgere i Viborg-bydelen Overlund se, hvordan områdets nye skole og hal kommer til at se ud. 

Vinderen af konkurrencen er Arkitema Architects og Sloth Møller med projektet "Lysningen". De kommende år vil det rejse sig mellem træer og boldbaner og være klar til indflytning i sommeren 2023. 

Vinderforslaget er valgt i forlængelse af, at fem rådgivere i begyndelsen af februar blev prækvalificeret til at tegne en ny skole og hal under overskriften "Overlund rykker sammen". 

Projektet omfatter en ny skole beregnet til 750 elever og en ny idrætshal for i alt 211 mio. kr. Skolen skal senere kunne udvides til op til 1.300 elever. Desuden skal der kunne etableres en ny Hal 2 med fokus på springgymnastik og atletik, hvis foreningerne kan finansiere det.

Dommen over vinderforslaget

Tre fagdommere har deltaget i udvælgelsen af vinderforslaget, og i evalueringen siger de blandt andet: 

"Lysningen er et overbevisende og meget gennemarbejdet projekt, som gennem hele evalueringsforløbet har haft bedømmelsesudvalgets positive opmærksomhed. Arkitekturen er robust og funktionel, men er også indbydende og med en stærk identitet i form af de grønne søjler og etagedækkende fremspring i halve etager. Projektets bærende kvaliteter kan videreføres i senere projektudvidelser."

Det nye samlingssted skal - som skolen og hallen i dag - danne ramme om undervisning og foreningsidræt, men der skal også skabes plads til nye idrætsgrene og de borgere, som slet ikke er organiseret. Der skal i organisation og mindset tænkes på tværs, og man kan forestille sig, at grænserne mellem "inde" og "ude" bliver flydende. Café og øvrige faciliteter skal gøre det attraktivt for unge at hænge ud og for ældre måske at udfolde nogle af de aktiviteter, der ellers er foregået på f.eks. Overlundgården."

Et byggeri med en klar idé
Som en lysning mellem skov, eng og bakker - med bærende stolper, der fremstår som høje træer - vil den ny bygning invitere elever, medarbejdere, foreningsfolk og borgere til samvær. "Lysningen" er navnet på hele bygningen, men også på det store atrium, hvor en "skovhøj" danner rum, favner klub og SFO og knytter fællesskaber omkring bevægelse, musik, kreativitet og mad. 

Med Arkitemas ord bliver "Lysningen" et sted, hvor man kan dygtiggøre sig, blive oplyst af andre og dannet af fællesskabet. Her kan man styrke sine kompetencer - både dem der behøves nu og i fremtiden. Derfor ser Arkitema også frem til at udvikle den kommende skole. 

- Det er virkelig interessant, at Viborg Kommune har så ambitiøse planer for at fremtidssikre Overlund Skole. Det betyder, at vi kan komme med noget af det mest nyskabende og innovative inden for skolebyggeri, hvor vi virkelig har fokus på at skabe den bedste læring. Både for de elever, der skal gå her om fem år, men også for dem, der skal gå her om 50 år, siger forretningsområdechef i Arkitema, Pernille Svendsen.

Fagentrepriser i udbud efter nytår
Reglerne for offentlige udbud siger, at der nu er en stand-still periode på 10 dage. Først den 4. juni kan Viborg Kommune og Arkitema underskrive kontrakten og aftale den videre proces. 

Lige efter sommerferien starter en ny runde med grundig brugerinddragelse, så Arkitema kan have de detaljerede tegninger klar omkring juletid 2019. 

Herefter forbereder og gennemfører rådgiveren licitation i fagentreprise, inden første spadestik kan tages. Det forventer Viborg Kommune bliver i foråret 2021.

Projektet omfatter en ny skole beregnet til 750 elever og en ny idrætshal for i alt 211 mio. kr. Skolen skal senere kunne udvides til op til 1.300 elever. Desuden skal der kunne etableres en ny Hal 2 med fokus på springgymnastik og atletik, hvis foreningerne kan finansiere det.

Anden danske træskole fra Arkitema

I disse år banes vejen for byggeri af træ i stor skala. Træbyggeri i Danmark har haft ringere vilkår end de traditionelle materialer i både pris og holdbarhed, men disse forhindringer er overvundet med nye produkter af træ som eksempelvis CLT, der skal bruges i Overlund.

Sidste år oprettede Arkitema forretningsområdet Timber, der har fokus på at udbrede byggeri i træ i hele Skandinavien, og virksomheden er også godt i gang med flere træprojekter. I starten af maj blev der taget første spadestik til Sdr. Otting Skole i Haderslev, hvor Arkitema også har slået stregerne til en kommende skole. Det er blandt andet erfaringer herfra, men også fra andre steder i Norden, som Arkitema og Sloth Møller kommer til at gøre brug af i udviklingen af Overlund Skole:

- Når man opfører en skole i Overlund er træ det helt oplagte materiale, da det helt fra start sikrer et støj-, lugt- og giftfrit byggemiljø. Samtidig har det en lav kompleksitet at udføre byggeri i træ, hvilket eksempelvis gør det forholdsvist ukompliceret at lave ombygninger og tilbygninger, hvis der skulle blive behov for det i fremtiden, siger Pernille Svendsen, Associated Partner og forretningsområdechef for Læring i Arkitema Architects.

Intentionen er at skolen skal opføres i CLT, der er en slags limtræ, hvor elementet laves af flere lag brædder(minimum tre lag) der samles med en typisk 90 graders vinkel mellem lagene. CLT adskiller sig på den måde fra almindelig limtræ, hvor brædderne kun er samlet i én retning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156