Kant arkitekter har omsætningsmæssigt - med en fremgang på små 24 mio. kr. siden 2017 - nydt godt af, at de siden 2016 har været en del af det strategiske partnerskab, det såkaldte Trust, i samarbejde med Københavns Kommune.
Med Trust er der oprettet en model, der sikrer mere effektive og økonomisk fordelagtige totalentrepriser i porteføljeformat.
- Vi har udviklet en effektiv model for samarbejdet, som også andre virksomheder, herunder bygherrer, har taget op - og det er vi naturligvis stolte af, siger adm. direktør Morten Stahlschmidt, der kan fremvise et årsresultat på lige knap syv mio. kr., mod 4,2 mio. i 2017.
- Vi har haft god fremgang på vores kerneområder, blandt andet det private marked, hvor vi har oplevet vækst, samt erhverv, siger Morten Stahlschmidt, der også kan fortælle, at tegnestuen med 85 medarbejdere har fået gode opgaver i det almene.
- Her har vi ramt et godt niveau. I forhold til det almene byggeri er vi konkurrencedygtige og har særligt oplevet god vækst hos Boligselskabet Sjælland med opgaver primært på Midtsjælland. Desuden har vi lige vundet en større almen boligopgave i Aarhus, der kommer til at omfatte både nybyggeri og renovering. Og ikke mindst brug af massivtræ-elementer, hvilket vi glæder os meget til at give os i kast med.
Mere bæredygtighed
Kant arkitekter, hvis egenkapital er vokset til 16 mio. kr., mod 11,6 mio. i 2017, er en specialiseret tegnestue, der står på to solide ben, nemlig bolig- og undervisningsbyggeri. Og så skal der i samarbejde med hele værdikæden tænkes i bæredygtighed, understreger Morten Stahlschmidt.
- Der har i branchen været utrolig meget snak om bæredygtighed, men nu oplever jeg, at der for alvor sker noget, fordi der i dag er mange sideløbende og konkrete måder at arbejde med bæredygtighed på - for eksempel at renovere mere og genbruge fundamenter og kældre, som nogle af vores aktuelle projekter også viser.
Og så er arkitekter, ingeniører og udførende entreprenørvirksomheder blevet bedre til at samarbejde og til, som han udtrykker det, "at gå kirurgisk til værks; at finde kreative løsninger i de mange delløsninger, et byggeri består af".
Og her tænker Morten Stahlschmidt ikke mindst på et øget fokus på slutbrugeren.
Viljen til samarbejde
Han fremhæver også evnen og viljen til et godt samarbejde som en grundpille i den fremgang, virksomheden har oplevet i det seneste regnskabsår.
- Vi har et stort fokus på at skabe et godt samarbejde, så alle får et godt projekt. Og det indebærer, at vi skal følges ad, også hvis det begynder at gøre ondt. I de situationer skal vi som arkitekter ikke bare holde på vores ret, men af egen drift være med til at løfte byrden. Det handler meget om fælles risikostyring og tillid. Og det at genetablere tilliden til hinanden i byggeriet er vigtigt, for der var mange år, hvor det var kørt helt af sporet, siger Kant-direktøren til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Sund modreaktion
Han mener, at den nye vilje til tværfagligt samarbejde, som han oplever i disse år, også kan ses som en modreaktion på al den jura, der har ramt alle byggeriets aktører.
- Jeg har i mange år set, hvordan branchen har siddet og flyttet rundt på risici, som det for eksempel kan ses i det nye ABR (Almindelige Bestemmelser for teknisk Rådgivning og bistand, red), som er vokset fra at indeholde 9 til nu 63 afsnit.
- Derfor har nogle i branchen fået øjnene op for, at man igen skal begynde at tro på hinanden, da det ellers bliver for meget præget af jura og for lidt på værditilvæksten. Og når de rigtige systemer, kompetencer og værktøjer følger med, bliver det også til fordel for kunderne, siger Morten Stahlschmidt.
Er Kant arkitekter på udkig efter nye markeder?
- Vi har kig på aktiviteter, der på sigt kan føre os til for eksempel Sverige. Alene i Stockholm mangler der p.t. et hav af boliger. Men vi skal modne os selv lidt mere, inden vi overvejer at åbne kontor i Sverige. Inden det kommer så langt, skal vi have nogle klare indikationer på, at vi kan få passende opgaver. Ellers kan det tage flere år, før en udenlandsk afdeling er oppe at køre.
Bedre samarbejde afspejler sig på bundlinjen
Kant arkitekter præsterer en omsætningsfremgang på knap 24 mio. kr. Tegnestuens direktør oplever mere tværfagligt samarbejde - som en modreaktion på en kompleks og jurafyldt virkelighed i byggebranchen