23948sdkhjf

FN-mål spiller med i Realdanias million-uddelinger

Som noget nyt medtager Realdania seks af FN’s i alt 17 Verdensmål i sin filantropiske virksomhed, siger arkitekt Nina Kovsted Helk, som er ny filantropidirektør

Realdania vil i sin nuværende strategiperiode, der udløber ved udgangen af 2021, blandt andet arbejde for støtte til de filantropiske mål, som byggeriets pengetank selv har sat i gang.

- Vores seks filantropiske mål afspejler både globale, nationale og lokale udfordringer, hvor det byggede miljø spiller en rolle. Det drejer sig for eksempel om en mere bæredygtig udvikling for byer og i byggeriet, om urbaniseringen og den ændrede demografi med flere ældre og enlige, som også medfører nye boligbehov, siger Nina Kovsted Helk, som er ny filantropidirektør hos Realdania.

Hun fortæller, at Realdania som noget nyt har medtaget seks af FN’s i alt 17 Verdensmål i sin strategiperiode.

De seks filantropiske mål
Realdanias seks filantropiske mål er:
- Stedbundne potentialer over hele landet
- Bæredygtige byer
- Nye rammer for fællesskaber
- Bedre boligmiljøer
- En levende bygningskultur
- Sundt, effektivt og bæredygtigt byggeri

Realdanias egne større indsatser er:
- By i balance
- Klimatilpasning i byerne
- Et godt indeklima
- Rum og fællesskaber for ældre
- Yderområdernes potentialer
- Vores bygningskultur

Derfor vil væsentlige emner inden for Realdanias område de kommende år blive klimaindsatsen, bæredygtig energi, sundhed og trivsel, ansvarligt forbrug og produktion, bæredygtige byer og ikke mindst partnerskaber for handling.

Det sidste har altid været et kerneområde for Realdanias filantropiske virksomhed, der bygger på afkastet fra investeringsafdelingen, altså Realdanias kommercielle investeringsformue.

Dansk og global indsats
Ud over rene filantropiske bidrag arbejder foreningen også med filantropiske investeringer. Det er nogle gange et relevant værktøj, når noget ikke kan bygges, udvikles eller sættes i stand og derefter ejes på rent kommercielle vilkår. Et eksempel er Mini CO2-husene i Nyborg eller den række af store danske arkitekters huse, som Realdania har istandsat og nu lejer ud.

På foreningens hjemmeside, kan man blandt andet læse, at "vi påvirkes direkte af andre landes udfordringer, særligt klimaforandringerne. Det er derfor vigtigt for vores livskvalitet, at den danske indsats bidrager til den globale indsats, der udtrykkes gennem FN’s verdensmål"

Robust strategiplan
Nina Kovsted Helk fortæller, at den nuværende strategiplan sætter rammen for, hvad Realdania yder bevillinger til og hvad de ikke gør.

Nina Kovsted Helk

Filantropidirektør (CPO) i Realdania siden 2018
Adm. direktør i JJW Arkitekter A/S 2017-2018. Tegnestuechef samme sted 2016-2017
Ejendomschef i Hvidovre Kommune 2013-2016
Ejendomsudvikler, arkitekt hos Freja Ejendomme A/S 2009-2013
Sagsarkitekt og projektleder hos Holgaard Arkitekter A/S 2005-2009
Arkitekt og projektkoordinator hos AI-Gruppen A/S 2003-2005
Projektudvikler hos Holgaard Arkitekter ApS 2002-2003

Tillidshverv blandt andre
Bestyrelsesmedlem i Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) siden 2019
Bestyrelsesmedlem i Komitéen UIA 2023 Copenhagen siden 2019
Bestyrelsesmedlem i Bolius siden 2019
Bestyrelsesmedlem i Realdania By & Byg siden 2018

Uddannelse
Kunstakademiets Arkitektskole, 1996-2002

- Det er en robust plan, der både er præcis og bred. Den har fokus på blandt andet bæredygtighed, klima, boligbyggeri, indeklima, fællesskaber og udvikling af både yderområderne og de udsatte boligområder i byerne. Og det gør den ret operativt, så det er meget hands on, siger hun, og supplerer med de ord, den adm. direktør, Jesper Nygård, leverer i Realdanias Årsmagasin 2019 om den filantropiske opgave:

"Vi skal bidrage med en filantropisk opgave, hvis udfordringen ikke tages op af andre, eller hvis det offentlige eller private marked ikke kan løse den i tilstrækkelig grad. Vores rolle er populært sagt at ’fylde ud’ og ’lægge oven på’. Vi kan supplere, hvor der er brug for ny viden, udvikling og nye løsninger."

- Når vi får ansøgninger ind, spørger vi til en start, om det vil understøtte de seks overordnede filantropiske mål for foreningen (se faktaboks, red.). Vi går faktisk ofte i dialog, også med mange, som ender med ikke at få støtte, understreger Nina Kovsted Helk.

Filantropidirektøren påpeger, "at folk tit er glade for dialogen, fordi de kan komme videre. Ikke nødvendigvis med os, men så med andre", som hun formulerer det.

Er der en rød tråd i projekterne, det vil sige er der bestemte emner eller områder, I vil sigte mere på i denne strategiperiode?

- De seks filantropiske mål og de lige nu seks større indsatser, vi selv har igangsat (blandt andet fællesskaber for ældre, indeklima, yderområder og bygningskultur, red.), er ledetråde. Vi ser på, hvor der ligger en samfundsudfordring, for eksempel det faktum, at der kommer flere ældre, og at mange er ensomme. Derfor støtter vi konkret byggeriet af flere bofællesskaber for ældre, siger Nina Kovsted Helk til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Behov for fælles fodslag
Hun understreger, at bæredygtighedsdagsordenen er et omdrejningspunkt.

- Vi skal skubbe til den dagsorden ved at sætte analyser og forskere i gang og ved at være risikovillige. Og det sker i den erkendelse, at der kan være rammevilkår, der ikke lige nu er befordrende for, at der bygges cirkulært, bæredygtigt eller klimavenligt. Langt hen ad vejen arbejder hver aktør i en byggeproces stadig kun med fokus på sin egen forretning. Og det kan gå ud over kvaliteten - og blive dyrere for slutbrugeren. Det skal vi have gjort op med. Og lige nu ser jeg heldigvis momentum bredt set i branchen. Mange har accepteret, at det ikke er tilstrækkeligt at se på egne udfordringer. Man er nødt til at tage stilling til de andres også, mener Nina Kovsted Helk.

På spørgsmålet om, hvordan Realdania kan være med til at skubbe på en bevidsthed om at bygge mere bæredygtigt, siger hun, at bygherre som udgangspunkt altid bør være vågen:

- Hvis du som bygherre ikke kender alternativerne til de gængse byggematerialer og metoder, hvordan skal du så kunne vælge? En af udfordringerne, er, at mange bygherrer er udfordret af, at anlægsbudget og driftsbudget er adskilt, siger Nina Kovsted Helk.

Eller med andre ord: Fordelen ved at tænke driftsøkonomisk kommer driftsherre til gode, men ikke nødvendigvis bygherre. Og her kan Realdania stille viden til rådighed og synliggøre værdien i at bygge i en kvalitet, der gør det billigere på sigt, pointerer hun.

Realdania filantropi - nøgletal
Nøgletal, mio. kroner 2018 2017 2016 2015 2014 5 års gns.
Bevillinger 552 1.012 858 795 867 817
(Kilde: Realdanias årsberetning 2018)

Artiklen er en del af temaet Topchef i tale.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.875