23948sdkhjf

Tabt voldgift sender Züblin i minus på 200 millioner

Opdateret 11.35 med ændrede omsætningstal.

Bygge- og anlægsentreprenøren Züblin A/S har lukket 2018-regnskabet med et dundrende underskud på over 200 mio. kr. før skat.

Den primære årsag er en tabt voldgiftssag, der samlet løber op i en regning på 145 mio. kr., når man inkluderer hensættelser til claims fra underleverandører. 

Ifølge Licitationen - Byggeriets Dagblads oplysninger vedrører voldgiften højhusbyggeriet Mærsk Tårnet i København, der blev indviet i januar 2017. Züblin vil hverken be- eller afkræfte oplysningen

Züblin omsatte i året for 642 mio. kr. mod lidt over en milliard i 2017.

Foruden voldgiften er der enkelte mellemstore projekter i anlægsdivisionen (Ground & Civil Engineering), der trækker ned.

Resultatet bliver beskrevet som stærkt utilfredsstillende, og ledelsen skriver, at en række tiltag vil blive iværksat for at forbedre indtjeningen i 2019 og 2020. 

Bestyrelsesformand Jens-Henrik Nicolaisen har ikke ønsket at stille stille op til interview for at svare på spørgsmål om regnskabet, men i en mail fra virksomhedens pressemedarbejder bliver formanden blandt andet citeret for, at ”Züblin fortsat vil have fokus på store og mellemstore bygge- og anlægsprojekt samt specialiserede funderingsopgaver i Danmark.”

Byggeri-divisionen (Building Construction) leverer til gengæld bedre end ventet, står der i ledelsesberetningen.

Züblin A/S har fået tilført 150 mio. kr. for at dække tabet
Selskabet er en del af den tyske koncern af samme navn, der er ejet af den østrigske Strabag-koncern.

2018-regnskabet blev offentliggjort fredag, få dage efter at Thomas Kofod Bentsen forlod jobbet som direktør for Fundering & Anlægs-enheden. Han blev ansat omkring årsskiftet 2017/18.

Jens-Henrik Nicolaisen har ikke ønsket at svare på, om der er en sammenhæng mellem resultatet for 2018 og den tidligere direktørs stop på posten.

Thomas Kofod Bentsen oplyste til Licitationen tirsdag den 30. april, at det var efter eget ønske, at han ønskede at stoppe.

 Züblin A/S forventer at øge omsætningen med 20-50 pct. i 2019 på baggrund af en større ordrebeholdning og ende med en bundlinje på nul.

Züblin A/S
mio. kr. 2018 2017
Omsætning 642,4 1.018,8
Driftsresultat -186,0 12,3
Resultat før skat -202,7 11,6
Årets resultat -191,4 9,0
Balancesum 373,6 480,6
Egenkapital 43,0 84,5
Gns. antal ansatte 276 315
Regnskabsåret blev afsluttet 31.12.2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125