23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter på Frederiksberg, i Vejle, Silkeborg, Funder, Humlum og Søften

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG

Skolegård
By- og miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har givet dispensation fra lokalplan 158 til at åbne skolegården til Skolen ved Søerne for offentligheden og dispensation fra lokalplan 107 til at anvende "lunden" ved Vodroffslund som en del af den åbne skolegård. Samtidig har udvalget givet tilladelse til etablering af nye elementer i skolegården, herunder nyt hegn om boldbane, hævet terrasse med "vækstværk", klatretårn og belysning. 

REGION SYDDANMARK

VEJLE

Udsigtspunkter
Vejle Kommune ønsker at udvikle en række unikke udsigtspunkter i kommunens landskaber. Ved at understrege de naturlige udsigter med anlæg af stier og platforme i en arkitektur af høj kvalitet vil kommunen skabe nye attraktioner og give adgang for alle. Udsigtspunkterne udvikles over tid, så der til sidst dannes et netværk af udsigtspunkter, som via stisystemer knyttes sammen med andre attraktioner i en samlet fortælling om området.

Teknik & Miljø har udvalgt i alt 15 udsigtspunkter, som er placeret i det bånd af markante landskaber, der strækker sig på tværs af hele Vejle Kommune fra Vejle Fjord til Randbøl Hede. De 15 udsigtspunkter er valgt ud fra kriterier om, at de skal være spektakulære, rumme en særlig historie eller identitet og være placeret, så der kan skabes tilgængelighed, gerne både med bil og via rekreative vandre- og cykelstier.

Sagen er på natur- og miljøudvalgets dagsorden på mandag, hvor Teknik- og Miljødirektøren indstiller, at udvalget godkender, at der i etape 1 arbejdes med de tre udsigtspunkter Hvidbjerg, Nørreskoven og Tørskind Grusgrav, og at udvalget godkender forslag til proces for udvikling af udsigtspunkterne.

Teknik & Miljø foreslår en proces, hvor man til en start undersøger mulighederne for at rejse fondsmidler til projektet og gennemfører den nødvendige dialog med de relevante myndigheder, fredningsnævnet, berørte naboer og interesseorganisationer. Herefter kan en arkitektkonkurrence afholdes i slutningen af 2019 for at opnå en bred belysning af, hvordan udsigtspunkterne bedst kan udvikles og formidles. 

REGION MIDTJYLLAND

SILKEBORG

Renovering af stier og broer
Silkeborg byråd har anlægsbevilget 300.000 kr. til renovering af rekreative stier og broer i bynære områder i Silkeborg.

Rekreative stier, trapper, spang og mindre træbroer i de kommunalt ejede skove og grønne områder i og omkring Silkeborg by trænger mange steder til istandsættelse. Det er skader som skyllerender, tilgroning og manglende frirumsbeskæring, der typisk er udfordringerne. Ligeledes trænger flere trapper, spang og træbroer til hel eller delvis udskiftning.

SILKEBORG

Forundersøgelser i forbindelse med byggemodninger
Silkeborg Kommune har anlægsbevilget 1 mio. kr. til forundersøgelser i forbindelse med byggemodninger, herunder boreprøver i forbindelse med geotekniske undersøgelser.

Anlægsbevillingen på 1,0 mio. kr. afsættes i budget 2019 til forundersøgelser i marken ved kommunale byggemodninger, forud for lokalplanernes vedtagelser.

FUNDER

Aktivitetsrum
Silkeborg byråd har givet tilsagn om et anlægstilskud på 423.000 kr. til foreningen Aktivitet på Toppen, som vil skabe nogle aktivitetsrum på tværs af aldersgrupper og interesser i overgangen mellem beboelsen og de grønne områder mod Funder syd.

Aktivitetsrummene skal falde naturligt ind i området og øge mulighederne for bevægelse, naturoplevelse og socialt samvær. Aktivitetsområderne skal blandt andet indeholde sanseredskaber, bålhytte, boldbaner, gynger, svævebane m.m.

Egenfinansieringen er på 423.000 kr., og heraf har foreningen fået tilsagn om cirka halvdelen.

HUMLUM

Solcelleanlæg
Struer Golfklub har henvendt sig til Struer Kommune med et ønske om et kommunalt lån til etablering af et stort solcelleanlæg på taget af driftsbygningen ved Struer Golfklubs faciliteter på Thagaardvej i Humlum. Anskaffelsesprisen forventes at være 330.000 kr. til solcelleanlægget samt cirka 100.000 kr. til nødvendig afstivning af taget.

Sagen behandles i kultur- og fritidsudvalget på mandag.

SØFTEN

Idrætsområde
Favrskov byråd har vedtaget lokalplan nr. 384 - Nyt idrætsområde syd for Engdalsvej i Søften endeligt.

Formålet med lokalplanen er at give mulighed for at anlægge et nyt idrætsanlæg til erstatning for det eksisterende idrætsanlæg ved Neptunvej.

Lokalplanen muliggør anlæg af fodboldbaner, herunder en opvisningsbane og en kunstgræsbane, tennisbaner og andre typer af idrætsfaciliteter samt opførelse af et klubhus og anlæg af interne veje, stier og parkeringspladser. Lokalplanen giver endvidere mulighed for, at der anlægges en stiunderføring under Engdalsvej mellem arealerne ved Præstemarkskolen og idrætsanlægget.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.213|