23948sdkhjf

LICITATIONEN MENER: Nødvendige tiltag om udlændinge

Det er ikke ligefrem nogen hemmelighed, at danske virksomheder mangler højtuddannet og faglært arbejdskraft.

Senest har tal fra landets største erhvervsorganisation DI vist, at mindst hver 10. virksomhed herhjemme har sagt nej til ordrer på grund af mangel på arbejdskraft, mens hver fjerde virksomhed ikke har kunnet finde de rette medarbejdere.

Derfor er den politiske aftale om udenlandsk arbejdskraft, som blev landet i går, en tiltrængt hjælp til dansk erhvervsliv.

Aftalen letter de administrative byrder for virksomhederne, så det bliver lettere at ansætte udenlandske medarbejdere. Ikke mindst fjernes en række barrierer og administrativt bøvl, så virksomhederne ikke uforvarende kommer til at overtræde Udlændingeloven ved beskæftigelse af udenlandske af medarbejdere.

Desværre bliver den såkaldte beløbsgrænse på over 400.000 kr., som en udlænding fra et ikke-EU land skal tjene for at kunne komme til Danmark, ikke nedsat. Og det gavner ikke ligefrem bygge- og anlægsvirksomhederne, som vel er en af de brancher herhjemme, som skriger mest efter kvalificeret arbejdskraft i disse år. Det er i forvejen svært at tiltrække nok arbejdskraft fra EU-landene. Derfor havde det været formålstjenstligt at sætte grænsen ned, så adgangen til udenlandsk arbejdskraft var blevet lettere.

Når det er sagt, er de nye lempelser et skridt i den rigtige retning. Dansk erhvervsliv har ikke råd til, at administrativt bøvl og byrder hæmmer dem i konkurrencen.

Artiklen er en del af temaet Lederen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141