23948sdkhjf

Arkitektens eget hus er fredet

Erik Christian Sørensens bolig indtager en særlig plads blandt efterkrigstidens huse. Nu er det overtaget af Realdania By & Byg

Arkitekt Erik Christian Sørensen lagde stregerne til Vikingeskibsmuseet i Roskilde i slutningen af 1960’erne. Men han tegnede og byggede også sit eget private hus på en grund i Charlottenlund i 1955.

Han boede i huset frem til 1969 og siden har det skiftet ejer to gange. Nu gør huset det igen, efter Realdania By & Byg har købt huset

- Huset har været en betydelig inspirationskilde for mange af efterkrigstidens arkitekter, blandt andet på grund af samspillet mellem husets inde- og uderum og brugen af træ som gennemgående materiale, siger Realdania By & Bygs adm. direktør, Peter Cederfeld i en pressemeddelelse.

Han glæder sig samtidig over, at huset fremover skal indgå som et væsentligt bidrag til Realdania By & Bygs samling af arkitekternes egne huse fra tiden efter 2. verdenskrig.

Samlingen tæller i forvejen bl.a. Arne Jacobsens egne huse, Edvard Heibergs eget hus og PH’s eget hus.

Allerede et halvt hundrede år efter, Erik Christian Sørensen havde tegnet og bygget huset, blev huset fredet.

Stærkt personligt udtryk
I fredningsmyndighedernes begrundelse fra 2005 hed det blandt andet, at "villaen indtager en væsentlig plads blandt efterkrigsårenes danske enfamiliehuse som ét af de arkitektonisk særligt vellykkede, eksperimenterende pionerarbejder".

Huset rummer et stærkt personligt udtryk for et modernistisk arkitektursyn og et hus, som udmærker sig ved sin gennemført stringente og modulære opbygning, sin fleksibilitet, samspillet med omgivelserne og ved at være et af de meget få modernistiske huse, der er opført i træ.

- Jeg ville vel i grunden ind til arkitekturens basale virkemidler, proportion, rytme, lys, stoflighed; måske først og fremmest dette lette, lyse; det, som lader det ydre hus og indre gå sammen, tegne et sted, sagde Erik Christian Sørensen, der døde i 2011, selv om huset ifølge pressemeddelelsen.

Rent træhus
Huset ligger tilbagetrukket på en højtliggende grund i Charlottenlund nord for København, og er opført som et rent træhus bortset fra for eksempel en muret skorsten, hvor husets bærende konstruktioner i form af sortmalede stolper og bjælker er synlige.

Indenfor, hvor væggene er beklædt med træ og gulvet belagt med store klinker, giver facadernes store glaspartier i kombination med det brede tagudhæng en særlig kontakt mellem ude og inde.

Huset består i princippet af ét stort rum, som er udspændt mellem dæk og tag, hvorimellem væggene er sat op; en fleksibel plan, som gør det nemt at flytte skillevægge.

Hertil kommer en gennemgående og høj detaljering i form af indbyggede garderobeløsninger, indbygningsskabe osv.

Erik Christian Sørensen

Erik Christian Sørensen (1922-2011) var uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole i 1942-47. I perioden 1944-1946 arbejdede han i Stockholm, hos blandt andre Sven Markelius.

Efter afgang fra Arkitektskolen arbejdede han i USA og var knyttet til MIT samt tegnestuen R.W. Kennedy & Saint John Smith. Sammen med Mogens Boertmann drev han tegnestue fra 1950-53, og i 1952 etablerede han egen tegnestue.

Han var lærer på Kunstakademiets Arkitektskole fra 1949 og professor samme sted fra1961 til 1992. Som underviser prægede Erik Christian Sørensen efterkrigstidens arkitekter med den internationale funktionalismes budskab om ”det totale, dynamiske rum”, hvor inde og ude flød sammen; hvor rummene let kunne ændres, og hvor den minimale konstruktion var blotlagt

Blandt hans større værker er Vikingeskibsmuseet i Roskilde (1967-68).
Kilde: Realdania By & Byg

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125