23948sdkhjf

Minigraveren bliver helt elektrisk

Sommerens skuer bliver delvist elektrisk, i hvert fald hvis det er op til JCB-importøren

Den har længe været på vej, og det er faktisk nogen tid siden, at pressen fik den præsenteret på et pressemøde på fabrikken i England. Men der er et stykke vej fra præsentationen til en større produktion faktisk rulles ud. Men nu er den på vej. Det vil sige, hvis alting går som planlagt:

- 19C-1E-Tec kommer nu til Danmark. Vi håber meget, at vi kan få den med på dyrskuerne rundt om i landet, hvor det er planen at den skal være trækplaster. Senere kommer også Have & Landskab, hvor vi også gerne vil have den med, fortæller Dennis Faurby, der er markedschef i Nicolaisen & Larsen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad. Firmaet i Ulfborg importerer JCB-maskinerne til Danmark.

Minigraveren er en fuld elektrisk gravemaskine på to ton.

JCB har for nyligt præsenteret maskinen på et stort arrangement for udlejningsbranchen i Coventry i England og hos den amerikanske udlejningsorganisation ARA i Californien.

Samme kapacitet
Maskinen har samme kapacitet som JCB 19C-1 dieselversionen. 19C-1E-Tec adskiller sig fra dieselversionen ved, at den problemfrit kan køre indendørs, i byområder, i lavemissionszoner samt i støjfølsomme områder.

Maskinen har samme gravekvaliteter som dieselversionen. Den hydrauliske ydelse er den samme, og så er der altså ingen CO2-udledning fra maskinen.

Maskinen fås med to forskellige batteripakker med 48V Mangan-lithium-ion batterier. Enten 14,8 kWh muligheden med tre lithium-ion batterier eller en 19,8 kWh version med en pakke med fire lithium-ion batterier.

Fuld opladt på kun 2 timer
Maskinen kan oplades med enten 230V eller 400-480V. Ladetiden med 400-480V er helt nede på to timer.

Lades der med 230V, er ladetiden på otte timer, og maskinen er ved opladning natten over klar til nye opgaver næste arbejdsdag.

19C-1E-Tec med tre batterier har en driftstid på op til fire timer ved intensivt arbejde. Vælger man versionen med fire batterier, er der op til fem timers intensivt arbejde. Driftstiden på fire-fem timer rækker til en normal arbejdsdag (baseret på gennemsnits-arbejdstimer for en minigraver).

Når maskinen er tændt, men i stand-by position, er der batterikapacitet til 120 timer.

Nicolaisen & Larsen A/S har store forventninger til den nye el-minigraver på batteri, som nu er i produktion og meget tæt på at ramme Danmark.

- Vi har flere kunder, som har efterspurgt denne type maskine. Efterspørgslen er blandt andet kommet fra udlejningsbranchen, entreprenører, anlægsgartnere og kommuner, siger Dennis Faurby og fortsætter:

- Batteridrift er velegnet til arbejde i større byer og indendørsprojekter, hvor støj og udledning kan være problematisk og generende for omgivelserne. Nu har vi en emissionsfri gravemaskine, som er yderst støjsvag. Det er naturligvis samtidig en kæmpe fordel, at det sker med effektive batteripakker i stedet for en løsning, der er afhængig af ekstern forsyning. Vi får her en maskine, der er uden besværlige ledninger, og som faktisk kan klare sig selv, blot den får en stikkontakt i et par timer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156