Nedriverbranchen har taget fat ved nældens rod

Licitationens Christian Brahe-Pedersen spørger, hvornår nedrivningsvirksomheder begynder at kigge indad, i Licitationen - Byggeriets Dagblads leder den 8. april.
Det gjorde vi allerede, da de første sager dukkede op, og det er direkte forkert at påstå, at der ikke er blevet taget fat ved nældens rod i de låneprissager, der lige nu fylder så meget i nedriverbranchen og i pressen.
Jeg har som medlem af bestyrelsen i Nedbrydningssektionen fulgt med på sidelinjen og bevidnet det store arbejde som medlemmerne, branchen og ikke mindst formanden gjorde for at rydde op i de fejl, der blev lavet for år tilbage.
Allerede i 2013 var sektionens medlemmer til informationsmøder om code of conduct, og sagerne har igen og igen været på dagsordenen til vores generalforsamlinger.
Acceptere sit ansvar
Det er noget, vi alle har diskuteret i dybden, og det er mit indtryk, at de involverede medlemmer har gjort en stor indsats for at ændre deres interne procedurer. Der har mig bekendt ikke været en eneste sag siden 2013, og efter min bedste overbevisning hører fejlene fortiden til.
Lånepriser hører ingen steder hjemme, og de dømte virksomheder må acceptere deres ansvar. Det gælder også vores formand Thomas Kingo, der i sidste uge fik sin dom i rækken af sager.
Det havde været det nemmeste i verden at træde tilbage og lade andre tage skraldet for de uheldige sager.
Thomas Kingo valgte den hårde vej, hvor hans person og formandskab kom under angreb igen og igen. Det var hverken sjovt eller let, men det var, hvad han mente, var det rigtige at gøre for sine medlemmer og for branchen.
Og ja, vi havde muligheden for at stemme Thomas Kingo ud, men han blev genvalgt - enstemmigt endda.
Det er fordi, Thomas Kingo sætter sit ansvar som formand før sig selv og tager tæskene, stiller op i pressen og står for skud, så andre ikke skal gøre det.
Det respekterer jeg.
Og det vidner om en formand, der kerer sig om sin branche - også når det brænder på.
Artiklen er en del af temaet Debat.