REGION HOVEDSTADEN
BALLERUP
Modernisering af gadebelysning
Ballerup Kommunalbestyrelse har frigivet 1,7 mio. kr. til energirenovering af belysningen på Ballerup Boulevard, herunder udskiftning af armaturer i eksisterende belysningsanlæg i midterrabat.
Belysningsanlægget på Ballerup Boulevard er nedslidt og energitungt. Anlægget er cirka 30 år gammelt, og der kan ikke længere indkøbes reservedele til lamperne.
Ved en udskiftning af anlægget forventer Ballerup Kommune at opnå en årlig strømbesparelse på cirka 270.000 kr. og sikre en effektiv gadebelysning.
BALLERUP
Trafiksikring
Ballerup Kommunalbestyrelser har frigivet 200.000 kr. til at få udarbejdet en trafikanalyse med løsningsforslag for Ejbyvej, Harrestrupvej og de veje, der forbinder dem.
Der er tidligere udarbejdet en trafiksikkerhedsanalyse af Ejbyvej, som ikke resulterede i brugbare løsninger, hvilket også er en af baggrundene for at foretage analyse af et større område.
Trafikanalysen vil inkludere en række trafiktællinger i området, en analyse af trafikmønstre og løsningsforslag, på en bedre afvikling af trafikken.
HERLEV
Belysning
Herlev Kommune har i Budget 2019 afsat 1 mio. kr. til at fortsætte indsatsen med at sikre bedre belysning i byens parker og grønne områder. Heraf søger forvaltningen nu om frigivelse af 700.000 kr. til etablering af ny belysning af en sti øst for Herlev Stadion/Herlev Hallerne og til ny belysning langs stien fra Herlev Rideskole ud til Krebsdammen.
Opgaverne udbydes som underhåndsbud og tildeles efter kriteriet laveste pris. Firmaerne Eltel, Ørsted og Seas-NVE vil blive anmodet om at give et bud på opgaven.
REGION MIDTJYLLAND
STRUER
Plads
Struer Kommune planlægger at indrette byrummet på Østergade 16 til en ny plads, der inviterer til leg og ophold.
Der er nu udarbejdet et projektforslag, som administrationen indstiller til kommunalpolitikernes godkedelse. I første omgang tager udvalget for teknik, miljø og klima stilling til forslaget på sit møde i morgen.
Ifølge forslaget indrettes pladsen med opholdsarealer på tværs af pladsen. Opholdsarealerne er inspireret af Struer Kommunes bølgelogo og består af bænke og passager på tværs af pladsen.
Omkring opholdsarealerne etableres beplantning. Overgangen fra Smedegade til pladsen etableres med en niveaufri-adgang samt trapper, som også indrettes med mindre bænke til ophold.
Når projekteringsforslaget er godkendt, skal projektet detailprojekteres, hvorefter det skal udbydes i licitation.
REGION SYDDANMARK
KOLDING
Renovering af Jernbanegade
Kolding Kommune renoverer Jernbanegade på strækningen fra Buen til Banegårdspladsen og har afsat 3 mio. kr. til formålet.
Budgettet suppleres med tilskud fra Erhvervsklubben Kolding og andre pulje- og driftsmidler på i alt 1 mio. kr.
Plan-, bolig- og miljøudvalget godkendte forleden projektidéen og processen for renoveringen, som ifølge planen projekteres frem til juni. Herefter udbydes arbejdet primo august.
Projektet udarbejdes i samarbejde med Land Plus Arkitekter og Schulze & Grassov Arkitekter og Stadsarkitekten.
KOLDING
Naturrum
Naturpark Lillebælt har fået tilsagn fra henholdsvis Friluftsrådet og Lokale & Anlægsfonden om økonomisk støtte til etablering af et naturrum i hver af naturparkens tre samarbejdende kommuner, Fredericia, Middelfart og Kolding Kommuner. Tilsagnet er i alt på 1,7 mio. kr., og det er givet på betingelse af, at projektet gennemføres i sin helhed i alle tre kommuner.
I Kolding vil naturrummet blive etableret ved Solkær Enge i 2020, og det samlede budget er her på 647.000 kr., som går til eksterne konsulenter til udvikling af naturrummet, herunder udarbejdelse af byggetegninger, materiale- og anlægsudgifter, udgifter til udarbejdelse af formidlingsmateriale samt til anskaffelse af grej, der giver de besøgende muligheder for selv at gå på opdagelse i området.
Det fremgår af referatet fra det seneste møde i plan-, bolig og miljøudvalget i Kolding Kommune.
REGION NORDJYLLAND
HJØRRING
Etablering af legeplads
Hjørring byråd har frigivet 1 mio. kr. til etablering af en legeplads ved Børne- og Ungehuset Lundergård.
Legepladsen bliver opdelt med en afdeling til vuggestuebørnene og en afdeling til de større børn.
Der skal indkøbes nyt inventar til legepladsen samt etableres skur til legepladsredskaber. Derudover skal legepladsarealets underlag forberedes til for eksempel græs, asfaltbane og gummibelægning.
Børne- og Ungehuset Lundergård er etableret i lejede bygninger ved BoVendia, som har totalrenoveret institutionens bygninger.
Forvaltningen er bemyndiget til at indgå entreprisekontrakterne.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Ballerup, Herlev, Struer, Kolding og Hjørring