De danske typehusfirmaer har gyldne tider. Hybel var den første husbygger, der kunne dokumentere en flot vækst i indtjeningen i regnskabsåret 2018 og tirsdag fulgte sjællandske Lind & Risør trop med et voksende millionoverskud.
Landets næststørste husbygger øgede overskudsgraden fra flotte 14,7 i 2017 til imponerende 18,3 i 2018, hvor årets resultat før skat endte på 168,2 mio. kr. efter en omsætning på 935 mio. kr.
Blandt typehusfirmaerne i Danmark er det blot Huscompagniet, der kan overgå dette salg og indtjening hos Lind & RIsør.
Produktionsstyrede
- Vi har leveret et flot og tilfredsstillende regnskab i år. Vi ser ikke væsentlige tegn på nedgang i markedet, så vi forventer et resultat i samme niveau i 2019. 2020 ser også fornuftigt ud, siger økonomidirektør David Christensen fra Lind & Risør med hovedsæde i Taastrup og fortsætter:
- Vi er produktionsstyrede og udnytter kapaciteten fuldt ud, når vi producerer 350 til 400 huse om året som nu. Vi har fundet en passende størrelse og skal hverken være større eller mindre, siger David Christensen.
Alle huse bygges af Lind & Risørs egne håndværkere og ventetiden på et enfamilieshus er lige nu cirka et år. Hvis virksomheden sælger flere huse, bliver ventetiden længere. Derfor er vækst ikke en vigtig ambition for Lind & Risør, der primært bygger huse i hovedstadsområdet.
David Christensen fortæller, at den forventede marginale stigning i omsætning og indtjening skyldes, at husene bliver større samt justeringer af priser.
Den gennemsnitlige størrelse på et nyt hus fra Lind & Risør er steget til 200 kvm.
River huse ned
Lind & Risør bygger enfamilieshuse på egne grunde og til kunder, der selv har købt en grund. Kunder med egne grunde er typisk fra hovedstadsområdet, hvor de har fået revet et gammelt hus ned.
- I hovedstadsområdet kan det ofte bedre betale sig at rive et gammelt hus ned og bygge nyt fremfor at renovere et ældre hus, siger David Christensen.
Derudover har Lind & Risør en voksende produktion af rækkehuse, der bygges på selskabets egne grunde. I 2018 steg salget af grunde til 78,8 mio. kr. fra 56,7 mio. kr. Salget af rækkehuse steg i samme periode til 154,7 mio. kr. fra 134,6 mio. kr. Særligt salget af rækkehuse på Lind & Risørs egne grunde har været en indbringende forretning.
- Salget af rækkehuse har bidraget væsentligt til dækningsbidraget. Der er også tale om projekter, hvor vi har påtaget os en større risiko, siger Lind & Risør-chefen.
Torben Lind Holding er moderselskab til Lind & Risør. Og moderselskabet kan se frem til et voksende udbytte, da Lind & Risør øger udbetalingen af udbytte for regnskabsåret 2018 til 131 mio. kr. fra 100 mio. kr. i 2017, fremgår det af regnskabet.
Landets næststørste husbygger øger indtjeningen markant
Projektsalg af rækkehuse løfter Lind & Risørs indtjening