En revisor er en person, der løser et problem, du ikke vidste, du havde, på en måde, du ikke kender.
Det skorter ikke på hverken jokes eller fordomme omkring revisorer. Og særligt én uddannet revisor har grund til at smile bredt i disse dage.
For som det fremgår af dagens avis, kan elementfabrikken Contiga A/S fremlægge et 2018-regnskab med et rekordstort overskud på 52 mio. kroner før skat. Årsrapporten er underskrevet Karsten Schlei Rewitz, som siden marts 2012 har stået i spidsen for den sønderjyske betonelementproducent som adm. direktør.
Og selv om Rewitz inden da har været omkring alt fra teglværker til ventilation over tyske frontlæssere, så er den 54-årige betonboss oprindelig uddannet revisor ved Leo Hansen i Haderslev.
Her nåede Karsten Rewitz at være i godt 10 år, før virksomhedens store kunde tilbød ham et job som regnskabschef.
Efter knap fem år hos De Forenede Teglværker rykkede Karsten Rewitz så til Lindab som økonomi- og it-chef, før han fik karrierens største udfordring som direktør for tyske Wilhelm Stoll Maschinenfabrik.
Revisoren blev betonboss med speciale i turnarounds
- Det var ingen dans på roser, siger Karsten Rewitz om sine første år i spidsen for Contiga, som netop har leveret et rekordstort overskud