REGION HOVEDSTADEN
BALLERUP
Støjvold og udstykning
Ballerup Kommunalbestyrelse har givet landzonetilladelse til etablering af støjvold og udstykning af tre parcelhusgrunde på Hold-an vej i Ballerup, som ønsket af ejeren af ejendommen Hold-an Vej 180-186.
Støjvolden ønskes opført med en bredde på cirka 24 meter og en højde på op til cirka seks meter.
BALLERUP
Afvanding
Ballerup kommunalbestyrelse har frigivet 700.000 kr. til udbedring af afvandingsproblemer på daginstitutioner.
Vandproblemerne skyldes forskellige forhold på de enkelte institutioner. Nogle steder er det afvandingsledninger og brønde, der ikke fungerer, andre steder er det jordens struktur, der gør, at vandet ikke kan sive igennem.
REGION SJÆLLAND
SORØ
Byggemodning
Sorø Kommune forventer at sætte gang i byggemodning af nye grunde ved Rørstensgården i det sydlige Frederiksberg i løbet af maj måned.
Lokalplanen for Rørstensgården er vedtaget, der er lavet diverse forundersøgelser, en rådgiver er valgt, og projekteringen er i gang. Disse aktiviteter er foretaget indenfor det budget, der var afsat i 2018.
Nu søges de 18,3 mio. kr., der er afsat i budgettet for 2019 til anlægsarbejderne, tilslutningsafgifter, matrikelsag, salgsarbejde med videre, frigivet.
Sagen behandles i første omgang i teknik og miljøudvalget 3. april.
REGION SYDDANMARK
VOJENS
Genåbning af Skrydstrupsporet
I forbindelse med Cembrits etablering i Vojens genåbnes en del af Skrydstrupsporet, så fibercementprodukterne fra virksomhedens fabrikker i det østlige Europa kan transporteres direkte til lagerfunktionen i Vojens via jernbanenettet.
For en realisering af genåbningen og opnåelse af nødvendig godkendelse fra Banedanmark er der foretaget genopretning med mere af Skrydstrupsporet på strækningen mellem Vojensvej og Den jyske Længdebane.
Der har tidligere været en jernbaneskæring over Vojensvej, men denne er for år tilbage fjernet efter ophør af banedriften på Skrydstrupsporet for en minimering af vedligeholdelsesudgifter. Af sikkerhedsmæssige hensyn stiller Banedanmark krav om, at der øst for Vojensvej enten etableres en sporstopper eller reetableres et overkørselsanlæg i form af en jernbaneskæring ved Vojensvej.
Haderslev byråd besluttede forleden, at der skal arbejdes videre med reetablering af et overkørselsanlæg ved Vojensvej frem for en sporstopper. Hertil frigav byrådet samtidig 350.000 kr.
HADERSLEV
Kystbeskyttelse
Haderslev byråd har godkendt, at der iværksættes et kommunalt fællesprojekt om kystbeskyttelse som en del af klimatilpasningsprojektet "Vores kyst", forudsat at der kan findes finansiering hertil i forbindelse med budgetlægningsprocessen for 2020.
Der vil være behov for at oprette en etårig projektstilling på fuldtid til at drive projektet og behov for at indhente rådgiverhjælp fra en ekstern rådgiver.
REGION MIDTJYLLAND
RANDERS
Dræning
Randers byråd har anlægsbevilget 200.000 kr. til dræning af nogle nye daghaver ved Blommevej i Blommehaven.
Daghaverne lå tidligere i Kærsmindeparken og er i forbindelse med nedrivningen af Kærsmindebadet flyttet til ny placering på Blommevej. Nedrivningen af Kærsmindebadet blev billigere end forventet, og de 200.000 kr. til dræningen kan hentes fra bevillingen til nedrivningen.
GALTEN
Varmepumpeanlæg
Galten Varmeværk ønsker at supplere deres nuværende anlæg med et varmepumpeanlæg for at mindske afhængigheden af træflis og for at optimere driften under hensyn til udvikling i priser på flis og el.
Projektet omfatter udover et nyt varmepumpeanlæg også renovering af den eksisterende lille kedel. Såfremt varmepumpeanlægget ikke etableres, skal Galten Varmeværk have udvidet siloen til træflis samt have renoveret begge fliskedler.
Projektet har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i Skanderborg byråd. I første omgang tager miljø- og planudvalget stilling i sagen på sit møde 2. april.
DEJBJERG
Antennemast
Teknik- og miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune har givet landzonetilladelse til etablering af en 48 meter høj antennemast i Dejbjerg til forbedring af mobildækningen i tog og i området generelt.
Opstilling af masten sker i samarbejde mellem DSB, Arriva, Telenor og Telia, TDC, Hi3G og Banedanmark.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Ballerup, Sorø, Vojens, Haderslev, Randers, Galten og Dejbjerg