23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Dejret, Vorup, Sønderborg, Broager, Billund, Beldringe, Stensved, Asnæs, Jyderup, Løgstør og Hadsund

REGION MIDTJYLLAND

DEJRET

Ombygning
Bo Frost Architecs har udarbejdet et tilbud på projektbistand til udvikling af et skitseprojekt inklusive økonomi for at omdanne Dejret Bygade 25 til fælleshus for landsbyen.

Udgiften til arkitektrådgivning udgør 54.400 kr. eksklusive moms, som landsbygruppen har søgt Syddjurs Kommune om tilskud til. Udvalget for plan, udvikling og kultur besluttede på sit seneste møde at imødekomme ansøgningen.

Skitseprojektet vil blive udarbejdet i to faser. Først vil der ske en idéudvikling, hvor de faktuelle og planmæssige forhold omkring ejendommen vil blive undersøgt, og der vil blive afholdt en workshop med projektgruppen. Derefter vil der blive valgt et koncept, som skitseres nærmere.

VORUP

Rækkehuse og etageboliger
Randers byråd har vedtaget lokalplan 555 - Boligbebyggelse ved Bojesvej i Vorup endeligt.

Lokalplanen giver mulighed for at opføre 50 boliger i form af 46 rækkehuse og etageboliger i to-tre etager samt fire rækkehuse i højst to etager.

REGION SYDDANMARK

SØNDERBORG

Udbygning af hotel
Hotel og Restaurant Bella Italia i Lille Rådhusgade 31 i Sønderborg ønsker at udvide med en ny værelsesfløj på hjørnet mellem Lille Rådhusgade og Misses Vej.

For at muliggøre dette er der udarbejdet forslag til nyt plangrundlag, som har været i høring, og som nu indstilles til byrådets endelige godkendelse med anbefaling fra teknik- og miljøudvalget.

SØNDERBORG

Daginstitution
Teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune har sagt god for, at der udarbejdes lokalplan, som skal bane vej for opførelse af en ny daginstitution i Møllegade i Sønderborg.

I budgetaftale 2019-2022 blev der afsat i alt 32 mio. kr. til daginstitutionsbyggeriet i Møllegade.

Der er udarbejdet et foreløbigt skitseprojekt for den nye daginstitution, som skal kunne rumme op til 130 børn. Daginstitutionens udearealer skal desuden kunne anvendes af områdets beboere uden for daginstitutionens åbningstid.

På grunden ligger der i dag nogle bygninger, som skal nedrives, inden nyt byggeri kan opføres. 

SØNDERBORG

Butiks- og erhvervsbyggeri
Ulkebøl Ejerlav ønsker at omdanne en grund ved Augustenborg Landevej i bydelen Ulkebøl i Sønderborg til et område med centerformål - til for eksempel detailhandel, fritidsformål og kontorvirksomheder og erhverv, herunder produktionsvirksomheder og lagervirksomheder.

Hvis det skal kunne lade sig gøre, skal der udarbejdes nyt plangrundlag for området, og teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune gav forleden grønt lys for at sætte dette arbejde i gang.

Tidligere har grunden huset en større produktionsvirksomhed. Der ligger bygninger på ejendommen, som grundejer ønsker at bevare og indrette til nye formål.

BROAGER

Boliger
Teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune har sagt ja til at sætte en ny lokalplanlægning for Økosamfundet Soleng i Gammelgab, Broagerland, i gang.

Der er ønske om at opføre 10 bæredygtige boliger baseret på økologiske byggeprincipper og spildevandsløsninger. Boligerne bliver en del af Økosamfundet Soleng A.M.B.A., der blandt andet har til formål at understøtte Sønderborg Kommunes fyrtårnsprojekt ProjectZero og udvikle nye bæredygtige løsninger.

BILLUND

Udskiftning af vinduer
Bovia har på vegne af Byggeforeningen af 1949, afdeling 3, anmodet Billund Kommune om godkendelse af finansiering samt garantistillelse for udskiftning af vinduer, og sagen forventes afgjort i Billund byråd i dag.

Vinduesudskiftningen ventes at koste godt 1,6 mio. kr., hvoraf afdelingen selv finansierer de 750.000 kr. 

BELDRINGE

Udvidelse og fornyelse af museum
Foreningen Besættelsesmuseum Fyn har søgt Nordfyns Museum om 75.000 kr. til projektering og arkitektbistand til idéer om indretning, renovering og istandsættelse af den tre-længede gård Rosendal og bunker ved HCA Airport. Projektets endelige mål er en udvidelse og fornyelse af Besættelsesmuseum Fyn.

Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget skal på sit møde på torsdag beslutte, hvorvidt de vil imødekomme ansøgningen, og om oplægget til en tidsplan kan godkendes. 

REGION SJÆLLAND

STENSVED

Rækkehuse
Vordingborg Kommune har modtaget ansøgning om opførelse af 14 rækkehusboliger mellem Mejerivænget og Skovvænget i Stensved. Boligerne vil blive en naturlig fortsættelse af den eksisterende rækkehusbebyggelse, men fordi nogle af boligerne opføres i to etager er projektet lokalplanpligtigt, da det vurderes at blive en væsentlig ændring af det bestående miljø.

Udvalget for plan og teknik har givet grønt lys for at sætte ny lokalplanlægning i gang.

ASNÆS

Rækkehuse
Miljø- og Klimaudvalget i Odsherred Kommune skal på sit møde i dag tage stilling til, om forslag til lokalplan tæt-lav boliger, Vestervangsparken, Asnæs skal anbefales til byrådets godkendelse med henblik på fire ugers offentlig høring og efterfølgende endelig vedtagelse.

Ejer af ejendommen matr.nr. 17dv, Høve By, Asnæs vil udvikle ejendommen med en tæt-lav bebyggelse, der er forskellig fra den bebyggelsesform som den gældende lokalplan giver mulighed for.

JYDERUP

Boliger
Udvalget for klima og miljø i Holbæk Kommune anbefaler, at forslag til lokalplan 11.19 Boliger v. Holbækvej 102, Jyderup og et tilhørende kommuneplantillæg godkendes og fremlægges i offentlig høring fra 22. marts til 17. maj.

Lokalplanområdet er tidligere anvendt til offentlige formål - senest til institutionsformål. Området er nu solgt til en privat udvikler, som ønsker at opføre boliger i området.

I alt planlægges der etableret 14 lejligheder og fire rækkehuse, delvist indrettet i den bevaringsværdige institutionsbygning, delvist som nybyggeri.

REGION NORDJYLLAND

LØGSTØR

Butik
Teknik- og miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune har dispenseret fra gældende lokalplaner, så det bliver muligt at opføre en jem & fix-butik ved Rapsmarken og Danmarksvej i Løgstør.

Sagen er på økonomiudvalgets dagsorden som et orienteringspunkt i morgen.

HADSUND

Boliger
Mariagerfjord byråd har vedtaget lokalplan 137/2019 for et boligområde på Hobrovej i Hadsund endeligt.

Ejeren af ejendommen Hobrovej 1 i Hadsund ønsker at opføre et antal boliger i området til erstatning for den nu delvist nedbrændte og forfaldne "Skovpavillonen" i Hadsund.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.079|instance-web01