23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Vordingborg, Føllenslev, Sorø, Gødvad, Stoholm og Tapdrup

REGION SJÆLLAND

VORDINGBORG

Klimaløsninger
Udvalget for plan og teknik i Vordingborg Kommune skal på sit møde i dag blandt andet tage stilling til en ansøgning om anlægsbevilling og frigivelse af rådighedsbeløb til klimaløsninger på tre havne.

Arbejdet med de tre fysiske og strategiske udviklingsplaner sættes i gang i et parallelt forløb, så der med udgangen af 2019 foreligger tre planer, som anviser retning for udviklingen og klimasikringen af havnene.

Opgaven med at udarbejde udviklingsplanerne udbydes til eksterne konsulenter i et samlet offentligt udbud, hvor tværfaglige team inviteres til at afgive et samlet bud på de tre udviklingsplaner.

Administrationen foreslår, at der frigives 520.000 kr. fra klimapuljen til analyser og skitseoplæg vedrørende tekniske klimaløsninger, og at der anvendes 200.000 kr. fra projektet "Attraktive byggegrunde" til eksempelprojekt for klimatilpasningsløsninger på grundene langs Tubæk å som en del af Blå rute og udviklingsplanen for Præstø havn/strand.

FØLLENSLEV

Solcelleanlæg
Kalundborg Kommune har modtaget en henvendelse fra Egemarke Gods om muligheden for at etablere et cirka 27 hektar stort solcelleanlæg på en del af godsets jorde.

Sagen er endnu ikke fuldt oplyst, da projektudvikler ikke har igangsat de større undersøgelser endnu. Ansøger ønsker Kalundborg Kommunes foreløbige stillingtagen, inden projektet udvikles yderligere.

Indledningsvis skal der indkaldes ideer og forslag til planlægningen og miljøkonsekvensrapporten skal afgrænses.

Teknik- og miljøudvalget skal på sit møde i morgen tage stilling til, om processen skal sættes i gang.

SORØ

Udbygning af køreteknisk anlæg
Efter endt høring indstilles lokalplan SK 59 og et tilhørende kommuneplantillæg nu til endelig vedtagelse.

Lokalplanen giver mulighed for udvidelse af det køretekniske anlæg i Pedersborg i Sorø med en ny træningsbane og ny bebyggelse.

Med inddragelse af arealer langs Pedersborg Huse bliver anlæggets samlede areal på omkring 144.000 kvm.

For at den nye træningsbane kan få et plant og godt forløb, skal der gennemføres en betydelig afgravning og regulering af terrænet. Desuden skal gårdbygningerne i den nordøstlige del af området fjernes.

Langs Pedersborg Huse og dele af lokalplanens grænse mod nord og syd kan der anlægges støjskærmende jordvolde.

Der skal også udføres ny beplantning i form af afgrænsende plantebælter - blandt andet langs vejene.

I første omgang tager teknik- og miljøudvalget i Sorø Kommune stilling til plangrundlagets endelige godkendelse på sit møde i dag.

REGION MIDTJYLLAND

GØDVAD

Torv og boldbaner

Inden længe bliver Dybkjærskolen i Gødvad i Silkeborg Kommune afløst af en ny skole og ny hal, som skal ligge nord for den nuværende skole. Når den nuværende skole er revet ned, bliver der plads til boldbaner og kunstgræsbaner og det bliver muligt at binde området bedre sammen. Omdrejningspunktet vil blive et nyt centralt torv med mulighed for at organisere et bredt udvalg af aktiviteter.

Der er udarbejdet et forslag til lokalplan for området, så udviklingsplanerne kan realiseres, og Silkeborg byråd besluttede forleden at sende lokalplanforslaget i otte ugers offentlig høring.

STOHOLM

Ombygning af kryds
I forbindelse med byfornyelsen i Stoholm er der blevet udarbejdet et forslag til krydsombygninger i den nordlige del af Stoholm. Forslaget betyder, at der bliver en anden fordeling af trafikken gennem byen og dermed, at en større del af den tunge trafik føres uden om centrum.

I krydset Skalmstrupvej - Lundgårdsvej - Østergade foreslås det, at der anlægges en rundkørsel, og krydset Nørregade - Banevænget - Enghavevej foreslås ombygget med sideudvidelser og cykellommer.

I krydset Dornen - Skalmstrupvej og i krydset Odinvej - Nørregade samt på strækningen Tastumvej - Odinvej - Anemonevej foreslås en ændret vigepligt.

Krydsombygningen ved Odinvej og Nørregade er sat i gang. De øvrige arbejder ønskes påbegyndt i år med forventet færdiggørelse i 2020.

Der er i investeringsoversigten afsat 4.535.000 kr. til forbedring af vejnettet i den nordlige del af Stoholm. Teknisk udvalg anbefaler, at beløbet anlægsbevilges, og at krydsreguleringerne godkendes.

Udvalget ønsker dog en revurdering af delprojektet vedrørende krydset Skalmstrupvej - Lundgårdsvej - Østergade.

TAPDRUP

Separatkloakering
Viborg byråd har vedtaget tillæg nr. 28 til spildevandsplan 2014-2018 endeligt.

Tillægget danner grundlag for, at den sidste del af det fælleskloakerede kloakopland i Tapdrup kan omlægges til separatkloak.

Nedertoften, Tapdrupvej og Taphedevej vil blive berørt af omlægningen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.187|instance-web03