Den Fredericia-baserede tømrervirksomhed Egil Rasmussen A/S har de senere år udvidet bemandingen og ansat flere funktionærer for at kunne tage flere hovedentrepriser.
Det har været medvirkende til en imponerende vækst i omsætningen - desværre følger indtjeningen ikke samme stejle kurve som omsætningen.
- Vi har ikke kunnet finde nok interessante partnere, hvor vi kan være underentreprenører. Derfor har vi valgt at stå for flere hovedentrepriser selv, siger Chistian Duus fra Egil Rasmussen A/S.
Han er en af de tre indehavere af Egil Rasmussen A/S. De to andre er Claus Rasmussen og Jesper Jeppesen.
De tre har delt ansvaret op imellem sig i en mere eller mindre uformel struktur, der fungerer i det daglige. Christian Duus står for beregninger og tilbud samt indkøb, Claus Rasmussen står for serviceafdelingen og bogholderiet, og Jesper Jeppesen er manden bag de store projektsager.
Imponerende vækst
Egil Rasmussen øgede omsætningen fra 394,1 mio. kr. i 2017 til 624,8 i 2018. En flot vækst der primært skyldes flere hovedentrepriser som Skanseparken i Fredericia, Jægermarken i Svendborg og Sorte Kilde i Kerteminde.
Indtjeningen følger ikke med væksten. Resultatet af ordinær primær drift blev på 20,5 mio. kr. mod 10,6 mio. kr. i 2017. Det svarer til en overskudsgrad på 3,3 procent i 2018.
- Vi har mange store sager som genererer stor omsætning, men markedet er presset, og vi skal lave mere for at tjene det samme som tidligere. Vi skal blive bedre til at være selektive og vælge opgaver fra. Vi vil hellere omsætte for mindre og tjene mere, siger Christian Duus.
Vil gerne tjene mere
Han fortæller, at virksomheden mest af nød har bevæget sig fra fagentrepriser til hovedentrepriser.
- Alternativet er, at vi ville tjene endnu mindre som underentreprenører.
Søsterselskabet Egil Rasmussen Århus A/S var 73 mand i 2018 mod 209 mand i Eigil Rasmussen i Fredericia. Alligevel lykkedes det Århus-virksomheden at lave et resultat ordinær drift på 13,7 mio. kr. Og dermed en væsentligt bedre overskudsgrad.
- De kan bedre leve af at lave tømrerarbejde i Århus. Det er vores marked for lille til, siger Christian Duus.
Udsigterne for 2019 er yderligere vækst for Egil Rasmussen i Fredericia.
- Vi har et budget på 700 mio. kr., men ender formentligt på 750 mio. kr. Det har vi ordrer til, siger medejer og partner Claus Rasmussen.
Egil Rasmussen opererer primært i det midt- og sydjyske samt på Fyn.
Jysk tømrertrio præsterer flot vækst
Egil Rasmussen i Fredericia omsatte for 624 mio. kr. i 2018 og har dermed øget forretningen med mere end en tredjedel på et år