23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Casa retter øjnene mod flere renoveringer

Entreprenøren Casa vil vokse og være i Top3 i Danmark på bygninger. Særligt renoveringer er udset til at skabe ny vækst

2018 var et godt år for byggebranchen, hvor det især var boligbyggeriet som trak væksten. Forventningerne til 2019 er mere plumrede. Flere entreprenører har været ude at skrue ned for forventningerne. Det er ikke mindst udsigterne for boligbyggeri og anlægsprojekter, der er blevet tonet ned af flere. Den sang synger udviklings- og entreprenørvirksomheden Casa ikke med på.

Virksomheden går ind i det nye år med en rekordstor ordrebog på 3,5 mia. kr. og er meget optimistisk med hensyn til udsigterne for 2019.

- Der er rigeligt at regne på, så vi er nok ikke så nervøse som nogle af de andre, siger Torben Modvig, der er ny adm. direktør for Casa.

Skal ud på pladserne
Licitationen - Byggeriets Dagblad møder Torben Modvig i Casas kontorer på vandtårnsvej i Søborg. Der er tale om et større kontorkompleks, hvor den ambitiøse entreprenør holder til på 2. sal. Torben Modvig kommer direkte fra et møde i Ørestad, hvor Casa netop har afleveret fire ud af seks etaper af et byggeri på 243 lejligheder inklusiv parkeringskælder og havearealer.

Kontorarealerne i Søborg står gabende tomme under interviewet. Det er godt nok midt i vinterferien, men de mange tomme kontorpladser kan også fortælle os noget om Casa.

- Vi gør en dyd ud af at komme ud på pladserne. Vi skal bygge bygninger til folk i stedet for at sidde på et kontor, siger Casa-topchefen.

Casa har store ambitioner om vækst og vil nå en omsætning på 3 mia. i løbet af 2020 eller 2021. Men Torben Modvig er særdeles opmærksom på, at virksomheden vokser på den rigtige måde.

- Vi har en meget flad struktur. Jo flere penge du bruger internt, desto mere skal du opkræve hos kunden. På et tidspunkt gider kunden ikke betale mere. Det er logik, siger Torben Modvig.

Selvfølgelig har Casa nogle stabsfunktioner, men de bliver holdt på et minimum.

- Vi kan levere den samme kvalitet, service og engagement som de helt store entreprenører. Men vi har mere konkurrencekraft, fordi vi ikke har store stabe siddende på hovedkontoret, siger Torben Modvig.

Som eksempel nævner han, at Casa ikke har ansat en medarbejder, der er specialiseret i miljø. Det er en disciplin som alle projektdirektører og projektchefer skal mestre.

- Hver gang du har en specialist, så belaster de dem, som sidder ude på byggepladserne. Vi har nogle få stabsfunktioner, men de skal alle understøtte forretningen, siger Casa-direktøren.

HR-afdelingen tæller en medarbejder:

- Hun har også travlt. Det er nok for lidt, og vi arbejder på at ansætte en ekstra kompetence her.

Motiverede medarbejdere
Det kan lønne sig at afskaffe bureaukratiet, for det gavner også arbejdsglæden, mener Torben Modvig:

- Vi lægger beslutningskraften ud til dem på byggepladserne. Vi dikterer ikke en masse regler og procedurer om, hvordan de skal bedrive deres arbejde. Vi tænker på, hvordan vi kan hjælpe projekterne, siger Torben Modvig og fortsætter:

- Når man fjerner bureaukratiet, så får man nogle stærke og motiverede medarbejdere, som har det sjovt, mens de bygger bygninger. Og vores folk elsker at bygge.

Casa har siden 2016 tilbudt medarbejderne aktier i virksomheden.

- Du kan gøre meget med en bonusstruktur, men med medarbejderaktier får de ansatte en følelse af, at du også tjener penge til dig selv. Det er en god motivator og er med til at sikre, at vi alle arbejder for det samme, siger adm. direktør Torben Modvig.

De ansatte blev en del af ejerkredsen samtidig med, at kapitalfonden Catacap købte 55 pct. af aktierne i maj 2016. Medarbejderne bliver løbende tilbudt aktier og i dag er cirka 11 pct. af virksomheden ejet af medarbejderne. Den resterende del af aktierne er i hænderne på de oprindelige stiftere Michael Mortensen, Per Hansen og Peter Rosengren.

Ifølge Torben Modvig har medarbejder gjort en god forretning, hvis man gik med på aktierne i 2016.

- Aktieværdien bliver opgjort efter indre værdi metoden. Den er tredoblet siden 2016, siger han.

Virksomheden tæller i dag cirka 200 medarbejdere

Udvikler selv projekter
Casa differentierer sig fra mange i branchen ved, at de selv er med til at udvikle projekter. Derudover har virksomheden ingen håndværkere ansat.

Der er ikke aktuelle planer om at købe op. Væksten skal ske organisk, og der knyttes også store forventninger til et nyt forretningsområde:

- Vi vil gerne have flere ben at stå på. Der er et stort vækstpotentiale på renoveringer, og dette marked er specielt stort i Østdanmark, siger Casa-topchefen.

De store på markedet for renoveringer er i dag virksomheder som Enemærke & Petersen, Per Aarsleff, NCC og MT Højgaard. Det er store spillere, men Torben Modvig mener, at markedet vil have godt af mere konkurrence om opgaverne:

- Konkurrencen er meget hårdere på nybyggeri end på renoveringer. Der er mange som har fravalgt renoveringer, fordi det er mere komplekst og kræver mere mandskab end nybyggerier, siger Torben Modvig.

- Det er enormt tillidsbaseret og opgaverne løses i en åben dialog med bygherrerne. Vi har kunder, som spørger, om vi ikke vil lave renoveringer, fordi vi har lavet noget andet med dem tidligere.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.157|instance-web04