Andelsboligen kommer først ind på en tredjeplads efter ejerboligen og lejeboligen som danskernes foretrukne boligform.
Det fremgår af en YouGov-måling, som Nordea har fået foretaget. Knap 1.100 danskere har svaret på, hvilken "boligtype vil du foretrække, hvis du selv kan vælge frit?"
Den klare vinder med 69 pct. er ejerboligen. Langt herefter følger lejeboligen med 16 pct., mens blot seks procent foretrækker andelsboligen. De resterende har svaret "ved ikke" eller "andet".
Undersøgelsen viser dog også, at de, som rent faktisk bor i andelsbolig, er godt tilfredse med det. Her er andelsboligen nemlig den mest populære boligform med opbakning fra fire ud af ti.
Ældre er glad for andelsboligen
Desuden viser tallene en tendens til, at ældre i højere grad foretrækker andelsboligen.
- Det kan blandt andet forklares med, at andelsboligformen kan være en ret social boligform, hvor man kommer hinanden ved. Og mange ældre har både tid og lyst til at være noget for deres naboer, mens mange unge ofte har travlt med studier eller små børn, siger Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea.
Hun fremhæver, at andelsboligen er en "billig boligform", fordi hverken den enkelte andelshaver eller andelsforeningen betaler ejendomsværdiskat - og det kan give "en ganske pæn besparelse på det månedlige budget" i foreninger med en attraktiv beliggenhed.
Brug for lidt flere andelsboliger
I Boligøkonomisk Videncenter under Realdania er projektdirektør Curt Liliegreen ikke overrasket over den begrænsede opbakning til andelsboligen:
- Tallene svarer nogenlunde til, hvordan danskerne reelt bor. Den mest udbredte boligform er parcelhuset, og det passer fint med, at langt de fleste foretrækker ejerbolig. Andelsboliger udgør omkring syv procent af den samlede boligmasse og er den foretrukne boligform for seks procent. Nok udgør andelsboliger omkring 30 pct. af boligerne i København - og endda 40 pct. i bydele som Nørrebro og Vesterbro - men man skal huske på, at der er meget få andelsboliger ude i landet.
Boligøkonomisk Videncenter har udarbejdet langsigtede 25-årige prognoser for boligbehovet, og her ligger andelsboligerne til at få en lidt større andel end i dag. Det hænger ifølge Liliegreen sammen med den fortsatte tilflytning til hovedstaden og de større byer, hvor andelsboligerne er ret udbredte.
Danmark havde sidste år lidt over 207.000 andelsboliger ifølge Danmarks Statistik - stort set uændret fra de foregående år.
Andelsboligen halter efter ejerboligen
Ejerboliger er den mest populære boligform, viser en YouGov-måling. Til gengæld er andelsboligen den foretrukne boligform hos dem, der allerede er andelshavere