23948sdkhjf

LICITATIONEN MENER: Hallo: Håndværkere bliver altså nedslidte

Selvfølgelig slider det voldsomt på kroppen at have hårdt fysisk arbejde i mange år.

Kulde, træk og regn, akavede arbejdsstillinger, tunge løft kombineret med en hård macho-stil er selvfølgelig en barsk cocktail for bevægeapparatet. Så barsk, at mange håndværkere starter dagen med en håndfuld Panodiler eller et par gigtpiller.

Det er den barske virkelighed derude på byggepladserne og i skurvognene. Det kan måske godt være svært at forstå, hvis man kun er vant til at fryse om næsetippen og kontorfingrene, når man venter på bussen eller toget eller skraber is af ruden på bilen.

Diskussionen om pensionsalderen og debatten om, hvorvidt nedslidte medborgere skal have mulighed for at gå tidligere på pension er kørt helt af sporet, og man kan fristes til at spørge om der er en voksen til stede, der kan skære i gennem og få sat skik på debatten.

For det handler vel i bund og grund om, at vi som velfærdssamfund selvfølgelig skal have råd til at sende de nedslidte på pension, når de ikke kan hænge sammen mere. Eller tilbyde dem job i virksomheden, hvor de kan bidrage med deres erfaring. Alt andet er uanstændigt og ude af trit med virkeligheden.

Skrot de mange akademiske betragtninger og avancerede, økonomiske regnskabsmodeller og tag en tur ud i skurvognen og på byggepladsen og se hvordan det står til - og kom så med nogle konstruktive forslag der løser problemet.

Artiklen er en del af temaet Lederen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079