23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Ringsted, Askov, Holsted, Brønderslev, Agersted, Løgstør og Snedsted

REGION SJÆLLAND

RINGSTED

Nedrivning
Ringsted byråd har givet tilladelse til nedrivning af en bygning med bevaringsværdi 4 på Langebjergvej 60, Ringsted.

Der er tale om et stuehus fra 1877 udført som en bindingsværksbygning med stråtag i et plan. Ansøger ønsker at opføre et nyt stuehus.

REGION SYDDANMARK

ASKOV

Cykelsti
Vejen byråd besluttede sig forleden for den endelige linjeføring for en cykelsti syd om Askov, efter at tre forskellige forslag har været i høring.

Teknik & Miljø anbefaler, at Vejdirektoratet ansøges om projektændring på det foreliggende grundlag. Indtil nu er der givet statslige cykelpuljemidler til projektet på baggrund af en cykelsti gennem Askov. Projektet for sikring af skolevej til Askov-Malt skole har opnået tilskud fra cykelpuljen på maksimalt 2,44 mio. kr., svarende til 40 procent af det samlede overslag på 6,1 mio. kr. Det forventes, at der kan etableres en cykelsti syd om Askov inden for den økonomiske ramme i cykelpuljeansøgningen. 

HOLSTED

Transportledning
Vejen byråd har sagt god for, at tillæg nr. 22 til spildevandsplan 2008-2011 for en transportledning mellem Hovborg, Lindknud og Holsted sendes i offentlig høring.

I spildevandsplanen 2008-2011 er det planlagt, at mindre decentrale renseanlæg nedlægges, og spildevandet pumpes til et større centralt renseanlæg. Tillægget, der nu sendes i høring, handler om etablering af en transportledning for spildevand fra Hovborg og Lindknud til Holsted. Størstedelen af transportledningen etableres i vejareal, heraf en god del i forbindelse med vejudvidelsen af Grindstedvej.

Der kommer senere et separat tillæg til planen for kloakering og nedlæggelse af renseanlæg i Lindknud.

REGION NORDJYLLAND

BRØNDERSLEV

Solcelleanlæg
Dansk Vindenergi ApS har på vegne af Birkelse Gods og Godsejer Jørgen Skeel søgt Brønderslev Kommune om tilladelse til etablering af et cirka 145 hektar stort solcelleanlæg på Tagmarksvej nordvest for Store Vildmose, og økonomiudvalget skal tage stilling til, om der skal igangsættes planlægning i form af kommuneplantillæg, lokalplan og eventuelt miljøkonsekvensrapport.

Der er på baggrund af de mange beskyttelsesudpegninger i området foretaget forudgående screening af området samt en konsekvensvurdering af udpegningerne, og fagforvaltningen har på baggrund af screeningen vurderet, at etablering af et solcelleanlæg i området vil kræve væsentlige tilpasninger i forhold til ansøgningen. Forvaltningen har været i tæt dialog med ansøger, som forsat ser positivt på projektet og gerne vil arbejde for de krævede tilpasninger.

Sagen blev forleden behandlet i teknik- og miljøudvalget, der anbefaler, at projektet fremmes og sendes ud i en foroffentlighed.

AGERSTED

Solenergianlæg
Teknik- og miljøudvalget i Brønderslev Kommune anbefaler, at forslag til lokalplan 32-T-24.01 Solenergianlæg, sydøst for Agersted sendes i otte ugers offentlig høring.

Lokalplanen giver mulighed for, at der inden for et større areal på cirka 48 hektar sydøst for Agersted kan opføres et solcelleanlæg til strømproduktion.

For at sikre at anlægget indpasses i området stiller lokalplanen krav om, at solcelleanlægget skal afskærmes med et tæt beplantningsbælte.

LØGSTØR

Marina
Vesthimmerlands Kommune har afsat 500.000 kr. i budget 2018 til marinaprojekter i Løgstør og Hvalpsund. Halvdelen af beløbet blev sidste år frigivet til projektet med at åbne Frederik VII´s kanal. Derudover er der anvendt 24.500 kr. til rådgivere i forbindelse med Marinaarbejdet i Løgstør, og nu skal byrådet tage stilling til, om det resterende beløb skal bruges på et få lavet et skitseprojekt for en ny marina ved Vesterbådhavn i Løgstør.

Sagen blev behandlet i teknik- og miljøudvalget forleden, og her blev den anbefalet. 

SNEDSTED

Udstykning
Snedsted er en af de få voksende byer i Thisted Kommune. Der er derfor et behov for udstykning af attraktive store grunde, for at imødekomme ønsker hos blandt andet børnefamilier, der gerne vil bosætte sig i byen.

Klima-, miljø- og teknikudvalget gav forleden grønt lys for at tage hul på lokalplanlægning for et område øst for Enehøjvej med henblik på udstykning af 10 nye byggegrunde.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.063|