23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Boligbyggeriet stiger fortsat

Væksten fortsætter i det generelle boligbyggeri, mens nye tal indikerer, at markedet for enfamiliehuse flader ud efter et par år med fremgang

Det samlede boligbyggeri er steget for tredje år i træk, men hvis man ser på fritliggende enfamiliehuse, er tallet lidt anderledes.

Der blev fuldført byggeri af 4.899 fritliggende enfamiliehuse i 2018. Det er et fald på 9 procent fra 2017 efter fire år med uafbrudt fremgang.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som dog skal tages med et vist forbehold. Det skyldes især forsinkede indberetninger til Bygnings- og Boligregistret (BBR).

HusCompagniet - der er landets største typehusfirma - kan da heller ikke genkende billedet af et marked, som skulle være gået tilbage.

- Vi har netop sluttet den bedste december af nogensinde, og vi kommer ud af januar med bedre resultater end nogensinde før i den måned, siger direktør Martin Ravn-Nielsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han erkender dog, at markedet for enfamiliehuse ikke ligefrem er i voldsom vækst. Men det skyldes ikke, at han og kollegaerne har svært ved at følge med efterspørgslen.

- I 2007-2008 blev der bygget cirka 10.000 enfamiliehuse. Så kom finanskrisen, og vi røg ned på cirka 3.000 huse. Nu ligger vi på mellem 5.000-5.500 huse, så vi er stadig kun på cirka halvdelen af, hvad vi lå på før krisen. Jeg siger ikke, det er sundt, at vi kommer op på 10.000 huse igen. Men at udvide markedet fra 5.000 til 6.-7.000 er en opgave, vi nok skal løse i markedet, understreger Martin Ravn-Nielsen.

Fremgang fortsætter
Udvides statistikken til også at omfatte række-, kæde- og dobbelthuse samt etageboliger, er billedet mere positivt. Med 27.566 fuldførte boliger steg byggeriet i 2018 for tredje år i træk.

- Procentvis steg det fuldførte boligbyggeri i 2018 med cirka 12 procent. Det skal ses i sammenhæng med en omsætningsvækst i byggeriet på cirka 7 procent i 2018 og en beskæftigelsesfremgang i branchen i samme periode på knap 4 procent, så det viser med stor tydelighed, at det i 2018 var nybyggeriet af boliger, der var den store vækstdriver i bygge- og anlægsbranchen, siger cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri.

Og han tror på mere fremgang for det overordnede boligbyggeri de kommende år.

- 2019 vil igen blive et godt år for boligbyggeriet. Ganske vist stilner det københavnske projektmarked noget af, men det modsvares af stigende parcelhusbyggeri i provinsen. Hertil kommer, at der er en fordel ved at komme ind på ejerboligmarkedet inden den nye boligskat træder i kraft i 2021, hvilket også er med til at sætte turbo på boligbyggeriet i 2019 og 2020, siger Bo Sandberg.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.063|