23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Brønderslev, Dronninglund, Gedved, Hørsholm, Roskilde og Solrød

REGION NORDJYLLAND

BRØNDERSLEV

Regnvandsbassiner
I forbindelse med separatkloakering af Brønderslev by skal der etableres regnvandsbassiner ved Kornumgårdsgrøften.

For at det kan lade sig gøre er der udarbejdet et forslag til tillæg til spildevandsplanen, som nu indstilles til til godkendelse i Brønderslev byråd med henblik på offentliggørelse i otte uger. Teknik- og miljøudvalget anbefaler indstillingen.

Der bliver tale om udledning af regnvand fra betragtelige arealer, så der bliver behov for store forsinkelsesvoluminer. Tillæg til spildevandsplanen udarbejdes for at give spildevandsforsyningsselskabet mulighed for at etablere bassinerne, idet flere af de berørte arealer er privatejede.

Forudsætningen for at kunne anvende de udpegede arealer til etablering af bassinerne er, at disse udformes, så de kan indpasses som en del af de rekreative arealer. Det betyder, at bassinerne udformes, så de får karakter af små søer med permanent vandspejl, såkaldte våde bassiner.

Fagforvaltningen for Teknik- og Miljø foreslår, at Byrådet udover at godkende forslaget til offentliggørelse tilkendegiver at ville foretage den nødvendige ekspropriation af areal til bassinerne, såfremt der ikke kan opnås en frivillig aftale med de berørte lodsejere.

DRONNINGLUND

Regnvandsbassiner
Der er udarbejdet tillæg til spildevandsplanen for at give Brønderslev Spildevand A/S mulighed for at etablere regnvandsbassiner ved Donnerbæk for at forsinke udledningerne fra befæstede arealer i den nordlige del af Dronninglund.

Brønderslev byråd skal tage stilling til, om forslag til tillæg til spildevandsplanen kan godkendes og udsendes i offentlig høring i otte uger, herunder tage stilling til spørgsmålet om mulig ekspropriation i forbindelse med etablering af bassinet ved Solparken. Teknik- og miljøudvalget anbefaler en godkendelse.

Det ene regnvandsbassin planlægges etableret øst for området ved Solparken og det andet bassin ved Dregårdsvej. Det er dog kun bassinet ved Solparken, der skal etableres nu, mens bassinet ved Dregårdsvej først anlægges på et senere tidspunkt.

REGION MIDTJYLLAND

GEDVED

Byggemodning
Der er udarbejdet projekt for byggemodning af anden etape i byggemodningsområdet Kirkevej i Gedved, og Horsens byråd søges nu om bevilling til gennemførelse af byggemodningen.

Der udstykkes 44 parceller til åben-lav boligbebyggelse og en storparcel på cirka 5.800 kvm samt tilhørende stamvej og boligveje.

Byggemodningen forventes igangsat i marts og afsluttet oktober 2019.

REGION HOVEDSTADEN

HØRSHOLM

Udvikling af bymidte
I forbindelse med budgetforlig 2019 har Hørsholm Kommune afsat 600.000 til en analyse af udviklingen i bymidten. Administrationen søger nu om frigivelse af beløbet, og sagen er på erhvervs- og beskæftigelsesudvalgets dagsorden 22. januar.

Analysen skal kortlægge bymidtens potentialer og synergimuligheder, hvorefter der skal laves en handlingsplan, der sætter en fælles overordnet retning for bymidtens udvikling.

I første omgang skal der etableres en bymidtegruppe, udarbejdes et kommissorium, ligesom analysebehovet herunder valg af rådgivere skal afklares. 

REGION SJÆLLAND

ROSKILDE

Udvidelse af golfbane
Plan- og teknikudvalget i Roskilde Kommune har givet grønt lys for udarbejdelse af en lokalplan, som kan gøre det muligt for Roskilde Golfklub at udvide sin golfbane.

Roskilde Golfklub ønsker at udvide deres nuværende par 3 bane for at kunne skabe et bedre tilbud til deres medlemmer og skabe bedre rammer for greenkeeper uddannelsen på Roskilde Tekniske Skole.

Par 3 banen designes, så der er flere greens og flere udslagssteder. På den måde kan greenkeepereleverne fra Teknisk Skole få lov til at arbejde på de forskellige greens, uden at det er nødvendigt stoppe spillet for golfklubben. For at designet kan lade sig gøre, skal golfbanen udvides med sammenlagt syv hektar.

Det er en ekstern rådgiver, der udarbejder lokalplanforslaget i samarbejde med forvaltningen.

SOLRØD

Cykelstier
Solrød byråd har vedtaget at afsætte penge til en 1,5 km lang cykelsti mellem landsbyerne Kirke Skensved og Naurbjerg.

Kommunen modtager 1,8 mio. kr. fra statens cykelpulje til den nye cykelsti, der samlet vil koste 4,5 mio. kr., hvoraf Solrød Kommune selv finansierer de 2,7 mio. kr.

Udover at kunne etablere en sikker og tryg forbindelse for cyklister og gående mellem Kirke Skensved og Naurbjerg bliver Havdrup nu også forbundet med de nye stisystemer, der skaber forbindelse til Køge Transportcenter, Køge Nord Station, Køge Campus og Sjællands Universitetshospital, Køge.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156|instance-web04