REGION MIDTJYLLAND
AARHUS
Projektering af vejanlæg
I efteråret 2016 besluttede Aarhus byråd en nordlig linjeføring for den nye Bering-Bedervej ud af tre mulige alternativer. I efteråret 2017 blev der indgået forlig om at afsætte 470 mio. kr. til realisering af det samlede projekt, hvorefter forberedelser og forundersøgelser blev sat i gang. Nu er tiden kommet til at sætte detailprojekteringen i gang.
Sagen er på dagsordenen, når Aarhus byråd holder møde på onsdag. Det indstilles blandt andet, at projekteringen sættes i gang med forudsætning om, at vejen forberedes til senere udvidelse som 2+1 vej indenfor rimelig fremtid, samt at nødvendige forarbejder hertil udføres, og at der godkendes anlægsbevilling på 72 mio. kr. for aktiviteter forud for udbud af anlægsarbejdet og ekspropriationer.
REGION HOVEDSTADEN
DRAGØR
Byggemodning
Dragør kommunalbestyrelse har besluttet, at der skal kunne etableres en ny skurby bag den gamle skurby på Dragør Havn, og for at dette projekt kan realiseres, skal området byggemodnes med stier, belysning, vand og afløb og el. Der indgår også omlægning af parkeringsplads og dige-tilpasning i byggemodningen.
Administrationen indstiller nu til kommunalbestyrelsens beslutning, at der frigives 600.000 kr. til udførelse af byggemodningen.
I første omgang behandles sagen af by-, erhvervs- og planudvalget i morgen.
REGION SJÆLLAND
FENSMARK
Fjernvarmeforsyning
Fensmark Fjernvarme har fremsendt et projektforslag for udvidelse af forsyningsområdet i Fensmark via nye fjernvarmeledninger til Næstved Kommune.
Der er tale om et konverteringsprojekt, hvor tre mindre naturgasområder bestående af 41 husstande ændres til fjernvarmeområder. Projektet omfatter etablering af fjernvarmedistributionsnet i tre delområder.
Teknisk udvalg godkendte forleden forslaget, hvorefter projektet forventes sat i gang her først i 2019.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Aarhus, Dragør og Fensmark