Det stigende behov for råstoffer betyder, at de danske grusgrave snart er tomme.
Det viser en fremskrivning af råstofforbruget fra rådgivningsvirksomheden Niras, som Danske Regioner netop har fremlagt som del af den nye råstofredegørelse, "Råstoffer - en regional opgave".
Ifølge fremskrivningen forventes råstofforbruget at stige med mere end 50 pct. fra 29 mio. kubikmeter i 2016 til knap 45 mio. kubikmeter i 2040.
Dermed får råstofindvindingen i den danske undergrund svært ved at følge med, og allerede i 2032 vil der ikke være flere råstoffer i grusgravene øst for Storebælt, og sidenhen løber Vestdanmark ind i samme problem.
Udviklingen bekymrer formand for Danske Regioners miljøudvalg, Heino Knudsen (S).
- Når forbruget stiger og ressourcen bliver mindre, skal råstofferne graves op stadigt længere væk fra der, hvor de skal bruges - og det er både dyrt, miljøskadeligt og trafikbelastende, siger han.
En national strategi
Med udsigten til en enorm råstofudfordring undrer det Heino Knudsen, at regeringen helt ignorerer området i sin nye strategi for cirkulær økonomi.
- Vi ved, at råstofferne er ved at slippe op, og at både trafikken og klimaaftrykket kun bliver værre, når lastbilerne skal køre endnu længere fra grusgrav til byggeplads. Derfor klinger det også noget hult, når regeringen på den ene side foreslår en Kattegatbro, der kræver enorme mængder byggemateriale, men på den anden side ikke nævner råstofudfordringen med et ord i sin nye strategi for cirkulær økonomi, siger han og fortsætter:
- Vi klar til at løfte opgaven, og det samme er erhvervslivet. Nu mangler vi bare, at regeringen snart melder sig på banen, så vi kan hente flere råstoffer fra havet og få en fælles strategi for vores råstoffer. Miljøet og væksten i Danmark har simpelthen ikke råd til andet.
Hele samfundets problem
Det er regionerne, der har ansvaret for råstofferne på land og staten har ansvaret for ressourcerne til havs.
Regionerne har derfor i flere år opfordret skiftende miljøministre til samarbejde om en fælles strategi for Danmarks råstoffer.
Den opfordring bliver bakket op af Lasse Møller Vollesen, sekretariatsleder i Danske Råstoffer under Dansk Byggeri.
- Vi har set en del lokal modvilje mod indvindinger i mange områder og det gør det svært, at finde nye steder til indvinding. Vi har derfor længe efterlyst, at man laver en samlet råstofforsyningsplan for hele Danmark, hvor man prioriterer de ressourcer, der er på land og til havs. For vi har brug for råstoffer til byudvikling, bygninger og infrastruktur. Det er hele samfundets problem, hvis vi kommer til at mangle råstoffer, siger han.
90 pct. af råstofressourcer kommer i dag fra grusgravene på land.
Råstofbehov stiger med over 50 procent
Allerede i 2032 vil der ikke være flere råstoffer i grusgravene øst for Storebælt, viser en fremskrivning