23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Byggeriet vil lave en sikkerhedspark

En række af branchens største aktører går sammen om at nedbringe antallet af arbejdsulykker

Formålet med parken

Sikkerhedsparken skal være et internationalt anerkendt sted, hvor virksomheder, uddannelsessteder og organisationer kan udvikle gode sikkerhedskulturer og opbygge viden og kompetence om branchens bedste arbejdsmiljøløsninger
Parkens aktiviteter skal gøre det muligt at reducere antallet af arbejdsulykker på bygge- og anlægspladser og dermed medvirke til en positiv erhvervsudvikling i branchen som helhed
Sikkerhedsparken tilbyder alle i bygge- og anlægsbranchen faciliteter, der gør det muligt at udvikle, afprøve og uddanne i metoder og tekniske løsninger, der kan forbedre arbejdsmiljøet på bygge- og anlægspladser
Brugere af Sikkerhedsparken skal opleve et højt fagligt niveau og virksomhedstilpassede fysiske rammer, der gør det muligt at omsætte ideer til praktisk anvendelige metoder, der kan højne sikkerhedskulturen i brugernes virksomhed og i branchen som helhed

Kilde: Info om Sikkerhedsparken

Når en soldat skal lære at skyde er første skridt en tur på skudebanen med gevær, krudt og kugler for at øve sig. Men når en håndværker skal lære om sikkerhed på byggepladsen så foregår det ofte på teoretisk plan med et hæfte med sikkerhedsinstruktioner.

Det skal være slut nu, mener en gruppe af byggeriets aktører, der er gået sammen om at udvikle en sikkerhedspark, hvor man 1:1 kan prøve nye sikkerhedstiltag af i praksis i en park, der ligner en rigtig byggeplads.

Det kunne for eksempel være løft af nye vinduer, hvordan man fjerner farlige byggematerialer eller en øvelse i at håndtere en ulykke.

- Parken er en forlængelse af de arbejdsmiljøaktiviteter, som vi allerede har. I dag mangler virksomhederne et sted, de kan gå han og teste de nye metoder, der kan skabe et bedre arbejdsmiljø. Normalt foregår det ude på byggepladserne, mens man bygger, men her har man mulighed for at øve sig først, inden man kaster sig ud i selv byggeriet, siger Jacob Munk, der er selvstændig og projektleder på Sikkerhedsparken. 

Målgrupper

Sikkerhedsparken henvender sig til branchens virksomheder, leverandører, bygherrer, rådgivere, arbejdsmiljørådgivere, arbejdsmiljøkoordinatorer, uddannelsessteder, forskere, organisationer og myndigheder samt andre interessenter, der vil medvirke til at forbedre arbejdsmiljøet i bygge- og anlægsbranchen



Parken kan endvidere bruges af leverandører, AMU-centre, arbejdsmiljørådgivere, bygherrer, rådgivere, Arbejdstilsynet og forskningsinstitutioner, der har brug for at vise, undersøge, afprøve eller undervise/træne i gode arbejdsmiljømetoder på en ”rigtig” bygge- eller anlægsplads

Kilde: Info om Sikkerhedsparken

Politisk opmærksomhed

I 2017 blev der i bygge- og anlægsbranchen anmeldt 332 ulykker per 10.000 beskæftigede, hvoraf 80 ulykker per 10.000 beskæftigede var med mere end tre ugers fravær.



Med en beregnet underrapportering på 50 pct. svarer det til, at der hver arbejdsdag året rundt sker omkring 45 arbejdsulykker, heraf medfører godt 10 ulykker mere end tre ugers fravær.



Derfor er et af de erklærede mål med Sikkerhedsparken også, at den skal bidrage til at nedbringe antallet af ulykker og skader, fortæller Jacob Munk.



- Der har været stor politisk opmærksomhed på, at antallet af ulykker skal ned. Her mener vi parken kan være med til at bidrage til en bedre sikkerhedskultur og dermed til at bringe statistikken ned, siger han.



140 har vist interesse

Ideen til Sikkerhedsparken opstod hos entreprenørgiganten NCC, hvor virksomhedens finske afdeling har en lignende park. Det fortæller senior arbejdsmiljøchef Kåre Christensen.

Aktiviteter

Sikkerhedsparken skal tilbyde faciliteter, der gør det muligt at udvikle og afprøve nye løsninger. Det kan være udvikling/test af nye tekniske hjælpemidler og nye arbejdsmetoder. Og det kan være træning i nye metoder/løsninger til sjak, formænd, arbejdsmiljørepræsentanter, arbejdsmiljøkoordinatorer og byggeledere.



Parken kan bruges i forbindelse med virksomhedernes lovpligtige undersøgelse af arbejdsulykker. I parken kan der for eksempel indrettes en model af den arbejdsplads, hvor ulykken skete.



Sikkerhedsparken kan også bruges til praktisk arbejdsmiljøuddannelse i tilknytning til virksomhedernes interne uddannelser, lovpligtige supplerende arbejdsmiljøuddannelser og erhvervsuddannelsernes praktikperiode

Kilde: Info om Sikkerhedsparken

- Vi inviterede en gruppe af entreprenører og leverandører derop for at se parken, som kan være med til, at give os en mere ’hands on’-uddannelse i forhold til sikkerhed. For vi må erkende, at vi ikke altid er gode nok til at instruere vores folk i sikkerhed, siger han.



Blandt de virksomheder, der aktivt arbejder for at få parken realiseret er anlægsentreprenøren CG Jensen og nedrivningsvirksomheden Tscherning.



Men i alt har 140 virksomheder vist interesse for projektet.



Fordel for udlændinge

- Et andet formål med parken er, at vi kan få samlet alle byggeriets aktører - entreprenører, arkitekter, bygherrer og rådgivere, på et sted, hvor vi sammen kan arbejde med at mindske arbejdsulykker. I dag er arbejdsmiljø ikke længst fremme på dagsordenen, når vi projekterer. Det kan parken være med til at ændre på. Derfor tror jeg, at det her initiativ kan være med til, at nedbringe antallet af ulykker, siger Kåre Christensen.



NCC’s arbejdsmiljøchef mener, at især de mange udlændinge, der arbejder på de danske byggepladser, kan få glæde af sikkerhedsparken.



- Mange af vores udlændinge har svært ved at forstå en instruktion. Her får vi mulighed for helt konkret at vise dem, hvordan de kan arbejde med sikkerheden, siger Kåre Christensen.



Sikkerhedsparken kommer i alt til at koste omkring 40-45 mio. kroner. Planen er lige nu, at pengene til at opføre den skal komme fra fonde. Driften skal være kontingentbaseret og brugerfinansieret.

Læs reaktion: BAT og Dansk Byggeri vender tommelfingeren op

Organisering og finansiering

Organisering:

- Den Erhvervsdrivende Forening for Sikkerhedsparken forventes etableret i starten af 2019. Foreningen skal eje og drive parken

- Foreningens medlemmer vil bestå af bygge- og anlægsvirksomheder, bygherrer, rådgivere, leverandørvirksomheder, organisationer samt andre, der ønsker at benytte Sikkerhedsparkens faciliteter

- Bestyrelsen for Den Erhvervsdrivende Forening for Sikkerhedsparken vil få det overordnede ansvar for foreningens ledelse



Finansiering:

- En række virksomheder har bidraget økonomisk til udvikling af planerne for sikkerhedsparken

- Når Den Erhvervsdrivende Forening for Sikkerhedsparken er på plads, vil bestyrelsen følge op på de positive tilkendegivelser, der allerede er kommet fra fonde, puljer og virksomheder, der overvejer at bidrage økonomisk til etablering af parken

- Den daglige drift af Sikkerhedsparken skal finansieres af medlemsbidrag og brugerbetaling

Kilde: Info om Sikkerhedspakken

Baggrund

En forskningsrapport (Odense Universitetshospital og Herning Arbejdsmedicinske Klinik) om arbejdsulykker og forebyggelse fra 2016 viser, at virksomhedernes, Arbejdstilsynets og organisationernes indsats for at knække ulykkeskurven i de seneste 30 år ikke har reduceret antallet af arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen



I 2017 blev der i bygge- og anlægsbranchen anmeldt 332 ulykker per 10.000 beskæftigede, hvoraf 80 ulykker per 10.000 beskæftigede var med mere end tre ugers fravær. Med en beregnet underrapportering på 50 pct. svarer det til, at der hver arbejdsdag året rundt sker omkring 45 arbejdsulykker, heraf medfører omkring 10 ulykker mere end tre ugers fravær



Erfaringer fra bygge- og anlægsprojekter peger på, at godt arbejdsmiljø på byggepladsen forudsætter et konstruktivt samarbejde mellem bygherren, rådgivere, leverandører og udførende virksomheder. Det gælder om fra starten at få etableret en løbende dialog om initiativer, der sikrer en positiv sikkerhedskultur i hele byggeprocessen

Kilde: Info om Sikkerhedsparken
BREAKING
{{ article.headline }}
0.104