23948sdkhjf

Flere kvinder får praktikplads i byggeriet

27 procent flere kvinder har fået en praktikpladsaftale i byggeriet i de første otte måneder af 2018 sammenlignet med samme periode sidste år

Lærlinge i byggeriet hedder i højere grad Emma, Julie eller Sara.

I de første otte måneder af 2018 har 467 kvindelige lærlinge nemlig skrevet under på en aftale om praktikplads med en bygge- og anlægsvirksomhed.

Det er 100 flere end på samme tid sidste år - og en stigning på 27 pct., viser nye tal fra Undervisningsministeriet.

Generelt går det frem med antallet af uddannelsesaftaler i branchen. I samme periode er det samlede antal inklusiv både kvinder og mænd steget med knap 17 pct.

Hos Dansk Byggeri glæder man sig over, at flere ansætter bredt.

- Vi ved, at vi kommer til at mangle faglærte. Derfor er det vigtigt at udvide den del af befolkningen, vi rekrutterer fra. Kvinder udgør over halvdelen af befolkningen, så det er dumt ikke også at rekruttere der, siger underdirektør i Dansk Byggeri Louise Pihl, der desuden peger på fordele ved en mangfoldig arbejdsplads.

Om årsagen til den store stigning, siger hun:

- Jeg tror, der sker det, at når først, der er nogen, der kommer ind, så får flere lyst. Det er det, vi håber, kommer til at ske og gør en indsats for.

Hun henviser til initiativet Boss Ladies, hvor arbejdsgivere, fagforeninger, kommuner og uddannelser med støtte fra Nordea-fonden, Grundejernes Investeringsfond og Bygge- og anlægsbranchens Uddannelsesfond er gået sammen om at få flere kvinder ind i byggeriet.

I dag er kun ni pct. af medarbejderne kvinder. Målet er at fordoble den procentdel inden for de næste 10 år.

Desuden kan en forklaring på stigningen være, at det netop stadig er lidt anderledes at gå byggevejen.

- Det kan også være med til at tiltrække nogen, siger Louise Pihl, der også tror på, at det spiller en rolle, at der er gode jobmuligheder, og at der er sket udvikling, samt at mere er på vej - både inden for teknologi og hjælpemidler.

- Jeg tror og håber, at det her er en stigning, som vil fortsætte, supplerer hun.

Især træ er blevet populært
Det er fortsat malerfaget, de fleste kvinder søger til. I de første otte måneder af 2017 havde 281 kvinder skrevet under på en uddannelsesaftale som bygningsmaler.

I 2018 er det antal steget til 331 svarende til en vækst på knap 18 pct.

Den største vækst i pct. er imidlertid sket i tømrer- og snedkerfaget.

- Snedkerfaget har gjort en aktiv indsats for at tiltrække flere piger. De har lavet informationsmateriale, der også er rettet mod dem, siger Louise Pihl, som vurderer, at kvinderne har fået øjnene op for de kreative processer i faget.

- Noget, som resten af branchen også har og skal være bedre til at sælge sig på, mener hun.

Læs mere om kvinder i praktik:
Emilie synes det er fedt at arbejde med træ
Entreprenørvirksomhed: Det er naturligt at ansætte bredt

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11