REGION HOVEDSTADEN 
 
KØBENHAVN 
 
Hotel 
Ejeren af bygningen kendt som "Ørkenfortet" ved Christians Kirke på Christianshavn i København ønsker at omdanne den eksisterende bygning til hotel med 394 værelser og tilføje en ekstra etage og en ny tilbygning i to etager ud mod Torvegade og havnen. 
 
For at det kan lade sig gøre er der udarbejdet et lokalplantillæg, som har været i høring og som nu indstilles til endelig vedtagelse. Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune har sagen på dagsordenen på mandag. 
 
KØBENHAVN 
 
Boliger og erhverv 
Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag tage stilling til, om forslag til tillæg nr. 4 til lokalplan nr. 331 Holmen II kan anbefales til offentlig høring. 
 
Lokalplanforslaget er udarbejdet for at gøre det muligt at omdanne det tidligere militære anlæg på Kuglegården til serviceerhverv samt bygge nye boliger på Basecamp. 
 
Byggeselskab Mogens de Linde har med Gjøde & Partnere Arkitekter og Schønherr A/S udarbejdet et forslag til omdannelse af Kuglegården og Basecamp. 
 
Forslaget tager udgangspunkt i Holmen, som et ganske særligt sted i København, et sted med stor historisk tyngde og med bygninger af høj arkitektonisk værdi. Det tilstræbes, at det samlede indtryk i den nye bebyggelse skal fremstå så grøn som muligt, således at der fremkommer den samme stemning som på resten af Holmen, hedder det i planforslaget. 
 
RUNGSTED KYST 
 
Tilpasning af køkken 
Fra januar 2019 skal der tilbydes frokostordning i daginstitutionen Ulvemosehuset i Rungsted Kyst, og det betyder, at det nuværende køkken i Ulvemosehuset skal tilpasses. 
 
Administrationen i Hørsholm Kommune indstiller i den forbindelse, at der frigives 170.000 kr. til at etablere de nødvendige rammer for en frokostordning. 
 
Sagen behandles af økonomiudvalget i morgen. 
 
REGION SJÆLLAND 
 
ALLERSLEV 
 
Bofællesskab 
Udvalget for teknik og miljø i Lejre Kommune anbefaler over for kommunalbestyrelsen, at lokalplan LK 61 for et bofællesskab på Gl. Allerslev Skole og Kommuneplantillæg nr. 3 vedtages endeligt. 
 
Lokalplanen giver mulighed for, at bofællesskabet Krake kan etablere sig på Gl. Allerslev Skole. Mellem rådhusets parkeringsplads og Lejrevej 15B kan bofællesskabet placere en ny beboelsesbygning. Ligeledes kan der mellem de eksisterende bygninger på Lejrevej 15B og 15C mod nord etableres en ny beboelsesbygning. De eksisterende bygningers udseende bliver bevaret. 
 
REGION MIDTJYLLAND 
 
SKIVE 
 
Boliger 
Skive Kommune vil udarbejde et nyt plangrundlag, der giver mulighed for etablering af boliger til autister, aktivitetscenter og boldbaner på et areal mellem Jægervej og Bilstrupvej i Skive. 
 
Inden lokalplanarbejdet sættes i gang, foretages der en tre ugers forhøring, hvor interesserede har mulighed for at komme med ideer og forslag til den videre planlægning. Høringsperioden slutter 1. december. 
 
REGION NORDJYLLAND 
 
AABYBRO 
 
Almene boliger 
Økonomiudvalget i Jammerbugt kommune skal på sit møde i dag blandt andet tage stilling til skema A for opførelse af 29 almene familieboliger og 12 almene ungdomsboliger i Aabybrocentret i Aabybro. Byggeprojektet har en samlet anskaffelsessum på 73.634.000 kr. inklusive moms. 
 
Der har i den seneste tid været arbejdet med muligheden for en renovering/fornyelse af Aabybrocentret, og kommunalbestyrelsen godkendte for en måned siden lokalplan 27-026 Centerområde, Østergade-Aabybrocentret, som åbner mulighed for, at der kan etableres etagebyggeri i Aabybrocentret. 
 
Der skal i forbindelse med renovering og fornyelse af Aabybrocentret opføres cirka 150 nye boliger. Boligerne skal etableres som lejligheder ovenpå forretnings-/erhvervsområder, og udgangspunktet er, at cirka halvdelen er privatfinansierede lejligheder og resten støttet byggeri. Renoveringen/fornyelsen af hele centret er planlagt til at ske over tre-fire etaper, og ovenfor nævnte almene boliger indgår i første del. Kuben Management er projektleder på projektet, der involverer ejere og lejere af de eksisterende butikker/forretninger, Nørresundby Boligselskab og Jammerbugt Kommune. 
 
Der vil uændret være butik-/forretnings-/erhvervsområder i stueetage, som efter ombygningen af de berørte bygninger vil være på 1.520 kvm. Ovenpå etableres et antal almene familie- og ungdomsboliger i to til tre etager. Dertil kommer 16 større privatfinansierede ejerlejligheder på i alt 1.700 kvm på de øverste etager. 
 
Kuben Management har nu på vegne af Nørresundby Boligselskab fremsendt skema A til godkendelse vedrørende de almene boliger i projektet. 
 
Byggeriet forventes påbegyndt i oktober 2019. 
 
HJØRRING 
 
Ombygning 
Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune skal på sit møde i dag tage stilling til, om der skal udarbejdes ny plangrund for Frederikshavnsvej 37, sådan at en tidligere farvehandel kan omdannes til bageri med tilhørende brødudsalg og café. 
 
Den eksisterende bebyggelse planlægges genanvendt og udbygget i mindre omfang. 
 
LØKKEN 
 
Udvikling af moleleje 
Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune skal på sit møde i dag beslutte, om lokalplan nr. 600.3150-L11 og et tilhørende kommuneplantillæg skal vedtages endeligt. Lokalplanen omfatter Løkken Moleleje med Fiskernes Hus, kiosken, slæbestedet, spil- og hummerhuset, læmolen og arealerne heromkring. Det er formålet med lokalplanen at give mulighed for at realisere Helhedsplanen for Løkken Moleleje. 
 
Målet er, at molelejet og læmolen fortsat skal være omdrejningspunkt for kystfiskeriet og fiskernes daglige arbejde, men også for livet på stranden og i højere grad end i dag være generator for forskellige friluftsaktiviteter - eksisterende som nye. 
 
Arealerne disponeres, så arealerne på sydsiden af Sdr. Strandvej primært skal anvendes til fiskerirelaterede aktiviteter og arealerne på nordsiden af Sdr. Strandvej skal anvendes til turistmæssige og rekreative formål. 
 
Lokalplanen giver mulighed for, at der i tilknytning til og på sydsiden af Fiskernes Hus kan opføres ny bebyggelse med et samlet grundareal på 1.000 kvm, og at der på nordsiden af Sdr. Strandvej til erstatning for den nuværende kioskbygning kan opføres et friluftshus med et grundareal på maksimalt 400 kvm. Bebyggelse kan opføres i to etager med en højde på maksimalt 8,5 meter. 
 
Spil- og Hummerhuset kan renoveres. Der kan på Hummerhusets flade tag etableres en udsigts- og opholdsplatform med unik 360 grader udsigt over strand og hav. Adgangen til tagfladen skal ske via trapper på husets sider. Under trapperne kan der eventuelt etableres opbevaringsplads til friluftsudstyr.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i København, Rungsted Kyst, Allerslev, Skive, Aabybro, Hjørring og Løkken