23948sdkhjf

Projektledelse som holdsport

Nyt ledelsesforum skal udvikle fælles opfattelse af værdier for samarbejdet, sociale kompetencer og tilgang til projekterne, mener dagens debattører

Vi ser i disse år en række nye muligheder for bedre samarbejde og dialog i byggeprocessen. Der er opbrud i udbuds- og samarbejdsformerne for offentlige bygherrer, fra 1. januar 2019 gælder nye almindelige betingelser i form af AB 18 og vi oplever med regeringens opbakning en støt voksende brug af IKT.

Udnyttelse af disse muligheder vil stille nye krav til projektlederne. Med udgangspunkt i udviklingen siden industrialiseringen af byggeriet skal i det følgende tegnes et perspektiv for en ny projektlederrolle.

Udbudsgrundlaget i centrum
Kort fortalt blev der i 70’erne taget de første skridt til en opblødning af datidens to hovedformer for udbudsgrundlag: enten brug af det traditionelle hovedprojekt eller et byggeprogram, evt. dispositionsforslag - med tilhørende totalentrepriser.

Der viste sig imidlertid en stor interesse for at supplere disse to hovedformer med et udbudsgrundlag, der kort og sigende blev betegnet som "mellemudbud" - som nogle måske vil huske. Med andre ord var det i de år papirarbejdet i form af udbudsgrundlaget, der var i fokus. Og langt mindre samspil og samarbejde.

Parallelt voksede en interesse for at styrke ledelsen af et byggeprojekt. Et væsentligt træk var at understrege betydningen af projektlederens rolle - også som leder af selve ledelsesprocessen. Den første forening for projektledelse, Dansk Projektledelse, så dagens lys i 1975 og medvirkede aktivt til udviklingen også inden for byggeriet. Det er senest sket ved i 0erne og 10erne at indføre den internationale IPMA® Certificering af projektledere.

Samarbejde og organisering tages op. I 90erne og 0erne blev der sat fokus på samarbejde og organisering. Der blev åbnet op for et bredt og målrettet samarbejde mellem bygherre og virksomheder i et byggeprojekt. I flere tilfælde blev udbudsgrundlaget udarbejdet af parterne i et samspil, hvor kompetente bidrag til løsninger ofte blev drøftet inden en konkret aftale om selve projekteringen og udbudsgrundlaget.

Introduktionen af partnering satte således gang i en række aktiviteter, der støttede samarbejdet og gav projektledelsen nye virkemidler. Eksempelvis workshops, fælles mål for samarbejdet, åbne regnskaber, incitamenter, risikostyring, kvalitetssikring, evaluering af proces og produkt, håndtering af konflikter m.v.

Disse virkemidler er nu trædesten for brugen af de nye udbuds- og samarbejdsformer og for AB 18 systemet. Et nyt skridt for IKT blev fornylig taget i oktober, hvor 15 af de største firmaer indledte et samarbejde om at udvikle en fælles digital standard, jf. Licitationen - Byggeriets Dagblad, 11. oktober 2018.

Et nyt fælles ledelsesforum
En effektiv udnyttelse af udviklingen på disse områder, hvor flere byggerier knyttes sammen - i klynger - vil stimulere og understrege projektlederens rolle som holdspiller. Eksempelvis er der i rammeaftaler, strategiske partnerskaber og innovationsprojekter behov for nye kompetencer. Det gælder såvel hos den enkelte virksomhed og bygherre som i samspillet mellem forskellige projektledere.

Projektlederne skal som holdspiller deltage i et nyt fælles ledelsesforum, der varetager de daglige ledelsesopgaver og beslutninger såvel i det enkelte byggeprojekt som i klyngen af projekter. Det skal bygges op om gensidige succeskriterier, hvor samarbejde bliver en vigtig prioritet.

Kompetencerne skal forankres i faglige discipliner, hvor der tages tværfaglige hensyn. Et led i samarbejdet vil være projektledelse, der også er bevidst om planlægning og evaluering af selve ledelsesaktiviteterne.

Udgangspunktet for det nye ledelsesforum vil være udvikling af en fælles opfattelse af værdier for samarbejdet, sociale kompetencer og tilgang til projekterne. Arbejdet vil spænde fra tekniske løsninger til administrative forhold og kulturelle værdier. Og det vil blive nøje tilpasset såvel det konkrete projekt som klyngen af projekter.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11