Boliger, højhuse, kontordomiciler og fabrikshaller. Alt sammen i træ.
Det er fremtiden og en nødvendighed, hvis vi skal have styr på klimaudproblemerne og skabe mere effektive byggeprocesser.
Det var nogle af budskaberne fra den britiske arkitekt Andrew Waugh, som i går gæstede den velbesøgt Building Green-messe i Forum i København.
- Vi skal ikke skrabe vores byggematerialer af jordens overflade eller bore efter det. Vi skal bruge det, der vokser direkte op af jorden, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Arkitekter står i vejen
Andrew Waugh, som er indehaver af Waugh Thistleton Architects, har også et ganske klart svar på hvad, der er en af de største forhindringer for endnu mere træ i byggeriet:
- Det er arkitekterne.
- I kraft af uddannelse og selvforståelse har arkitekter aldrig følt sig som en del af den øvrige byggeproces. Derfor oplever jeg langt større lydhørhed for ideer om træbyggeri hos investorer, developere og entreprenører. Især de sidstnævnte oplever, at træ er langt lettere - bogstavelig talt - at bygge med, end beton og stål. Og at det går langt hurtigere, siger han.
Som stiftende partner i arkitektvirksomheden Waugh Thistleton Architects har han brugt de sidste 15 år på at fortælle om fordelene ved at benytte skovenes gaver til byggeindustrien.
Og vel at mærke industrien. For efter at træet - der kommer fra certificerede skovbrug, som sikrer en bæredygtig nyplantning - er fældet, indgår det i et effektivt fabriksfremstillet modul, der lidt som i bilindustrien har samlet sig til en effektiv maskine.
En træ-revolution
I forhold til tempo giver Andrew Waugh et konkret eksempel på et aktuelt ni-etagers byggeri i England, som det er lykkedes seks mennesker at bygge på fem måneder. Uden at verdens skove blev voldsomt belastet af den grund:
- Byggeriet svarede til tre træer pr. person, som flyttede ind i ejendommen, fortæller han, og kalder den bølge af træbyggerier, som ikke mindst de skandinaviske lande er bannerfører for, for intet mindre en revolution i byggeriet.
Eller måske rettere en bæredygtig tilbagevenden til tidligere tiders træhuse, som i øvrigt også er sundere at opholde sig i.
- Undersøgelser viser, at mennesker i træbyggerier sover 20 minutter længere om natten og oplever færre helbredsproblemer, siger den britiske arkitekt.
Arkitekt på grøn træmission i København
Den britiske arkitekt Andrew Waugh har gjort krydslamineret træ til sit livs vigtigste opgave. I går gæstede han Building Green i København, hvor han for et lydhørt publikum kaldte træbyggeri vor tids nye byggerevolution