Det er ikke alene installationsentreprenøren Inabensa, der er skyld i den seneste forsinkelse på Herlev Hospitals akuthus og kvinde/barn-afsnit.
Forsinkelsen skyldes fejl fra flere entreprenører - herunder også blandt andre Inabensa, fremhæver projektdirektør for Nyt Hospital Herlev, Connie Barfod.
Hun oplyser, at der er tilkøbt udvidet rådgivertilsyn for at undgå den situation, man havnede i på Niels Bohr-bygningen, og for at sikre kvaliteten generelt.
Det er sket for at være proaktiv, forklarer hun.
På Niels Bohr blev Inabensa fyret af Bygningsstyrelsen med begrundelse i forsinkelser og udfordringer med kvaliteten af det udførte arbejde.
Connie Barfod fortsætter, at hun oplever et pres på Inabensa og en modstand blandt danske entreprenører om ikke at ville acceptere udenlandske entreprenører i Danmark, fordi det er med til at øge konkurrencen og dermed presse priserne.
- Det gør, at Inabensas arbejdsvilkår er sværere end for danske entreprenører, oplyser hun og fremhæver, at hun ikke synes, at der er et større problem med dem end med andre entreprenører.
Inabensa har ikke ønsket at kommentere på, om de oplever modstand i Danmark.
Stort pres på Inabensa
Der er ikke større problemer med Inabensa end med andre entreprenører, lyder det fra projektdirektør på Nyt Hospital Herlev, der oplever modstand mod firmaet