Elinstallatøren Intego A/S fra Aalborg, der omsætter for over 600 mio. kr., har samlet flere elektrikere og industriteknikere op fra industrien, der bliver tilgængelige, når de danske virksomheder flytter produktionen til udlandet.
- Det kan for eksempel være fra industrivirksomheder, der har haft deres egen vedligeholdelsesafdeling, fortæller adm. direktør Jens Frost Mikkelsen.
Tilgang af arbejdskraft er nødvendig for at holde vækstraterne. Intego har haft fart på de seneste år, og siden regnskabsåret 2012/2013 er omsætningen løftet fra 423 mio. kr. til næsten 594 mio. kr. i 2016/17. Det er en gennemsnitlig årlig vækst på cirka 8 pct.. Og væksten er også øget i 2017/18 i niveauet 5-10 pct., ifølge Jens Frost Mikkelsen, der dog ikke vil oplyse det konkrete tal endnu.
Hård kamp om hænder
Integos største marked er serviceopgaver for netop industrien, og medarbejderne, der bliver hentet herfra, kan forholdsvis hurtigt indgå i dagligdagen hos elinstallatøren.
- Opgaverne minder en del om hinanden, og vi klarer typisk overgangen med sidemandsoplæring, siger Jens Frost Mikkelsen.
De nye fra industrien bidrager, sammen med flere lærlinge og fokus på fastholdelse af eksisterende ansatte, til, at Intego kan følge med den boomende ordrebog.
- Der skal helt sikker kæmpes for det, men overordnet får vi dem, vi skal bruge, siger direktøren.
Udfordring mindskes
Men det er ikke alle i installationsbranchen, der kan finde det antal hænder, der er brug for. Hver tredje vvs- og elvirksomhed nævner mangel på arbejdskraft som en begrænsning for aktiviteten, viser de seneste tal fra Danmark Statistik.
Hos Tekniq hæfter adm. direktør Niels Jørgen Hansen sig dog ved, at det er samme andel som sidste år. Samtidig er væksten steget med 5 pct., og der er flere beskæftiget i branchen.
- Det tyder på, at udfordringen ikke er skærpet det seneste år. Tværtimod. Branchen er blevet bedre til at øge kapaciteten, siger han.
Niels Jørgen Hansen nævner uddannelse af lærlinge, udenlandsk arbejdskraft og tiltrækning af ansatte, der tidligere har været i branchen, som værktøjer til at følge med væksten.
El-installatør henter ansatte i industrien
Selvom hver tredje installationsvirksomhed angiver mangel på arbejdskraft som en udfordring for vækst, er der tegn på, at de bliver bedre til at øge staben