REGION MIDTJYLLAND
AARHUS
Vejanlæg
Der skal etableres en ny vej til Moesgård Museum i Aarhus, og Aarhus Byråd skal på sit møde i morgen vælge vejløsning og vedtage kommuneplantillæg nr. 5 endeligt.
Fire forskellige vejløsninger har været i høring, og blandt dem anbefaler Teknik og Miljø model 1, som går ud på at lave en ny udvidet Moesgård Allé med tilhørende sti syd for alléen. Teknik og Miljø anbefaler også, at afdelingen bemyndiges til at udarbejde og sende en ansøgning til fredningsnævnet med henblik på, at der indledes en ny fredningssag.
SØNDERSØ
Cykelstier
Nordfyns Kommune skal etablere cykelstier mellem Skamby og Søndersø, inklusive etablering af en tunnel under Sandvad, og mellem Morud og Bredbjerg. I den forbindelse er der behov for at erhverve arealer fra private lodsejere.
Der skal indgås aftaler med de berørte lodsejere i forhold til afståelse af arealerne samt aftale om erstatninger, og administrationen indstiller til kommunalbestyrelsen, at de nødvendige arealer og rettigheder til cykelstien erhverves ved frivillig aftale, og hvis ikke det er muligt ved ekspropriation.
Foreløbig har teknik- og miljøudvalget godkendt dette.
Til anlæg af cykelstien mellem Skamby og Søndersø skal der erhverves cirka 18.500 kvm jord fordelt på cirka 19 matrikler,og til anlæg af cykelstien mellem Morud og Bredbjerg skal der erhverves cirka 10.500 kvm jord fordelt på cirka 15 matrikler.
Der er afsat et 4,5 mio. kr. til tunnelen, 9,7 mio. kr. til stien mellem Skamby og Søndersøg og 12,4 mio. kr. til stien mellem Morud og Bredbjerg.
REGION SYDDANMARK
KOLDING
31 boliger
Kolding Kommune har i samarbejde med grundejeren af matr. 3f Nr. Bjert by udarbejdet forslag til lokalplan for et nyt boligområde nord for Nr. Bjert. Lokalplanen vil åbne mulighed for at bygge 31 nye parcelhuse i op til halvanden etage i området.
Plan-, bolig- og miljøudvalget besluttede forleden at sende lokalplanforslaget i fire ugers offentlig høring.
RØDBYHAVN
Vejarbejde
Lolland Byråd har vedtaget lokalplan 360-104 og kommuneplantillæg 3 - opgradering af Jøncksvej i Rødbyhavn endeligt.
Det nye plangrundlag er udarbejdet, fordi Lolland Kommune ønsker at forbinde Færgevej mod nord med Rødhavn Erhvervshavn i syd. Opgradering af Jøncksvej gør det muligt at opdele trafikken i den tunge trafik, der skal til erhvervshavnen, og den blødere, der via Havnegade, skal til kysten, Vestre Kaj og det nye forland.
REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSVÆRK
Byrum
Byudviklingsprojektet Stålsat By, som har til formål at synliggøre Frederiksværks industrihistorie, forbedre byens rum og pladser samt formidle byens historie, er på dagsordenen, når Halsnæs byråd holder møde 11. oktober. Byrådet skal godkende en anlægsbevilling på 300.000 kr. til rådgivning og projektledelse i 2018.
De 200.000 kr. søges frigivet til arkitektfaglig rådgivning til projekter på Krudtværket og i bymidten, og de 100.000 til intern projektledelse, herunder fundraising, kvalificering af projekter samt inddragelse af borgere, foreninger og erhvervsliv i konkrete projekter.
Det resterende rådighedsbeløb på 200.000 kr. disponeres til rådgivningsbistand på konkrete byrumsprojekter i Frederiksværk i 2019.
HUNDESTED
Forskønnelse
Mellemrummet i Hundested skal renoveres og forskønnes, og der foreligger nu et skitseprojekt, som Halsnæs Byråd har på dagsordenen på torsdag.
Planen er blandt andet at fjerne rådne bænke og balance-bomme og etablere en smuk og mere varieret beplantning, der bidrager til en forøgelse af biodiversiteten, og formidler læring om de forskellige planter.
Også en strandlege- og motionsplads og en beachvolleybane indgår i forskønnelsesplanerne.
Mellemrummet udgør et relativt stort areal, og det er ikke muligt at renovere hele arealet inden for de afsatte midler, og skitseprojektet indeholder derfor også ideer til den videre udvikling af Mellemrummet.
I denne omgang bruges der ifølge planerne 300.000 kr.
MÅLØV
Modtagestation
EnviDan A/S har på vegne af Novafos søgt Ballerup Kommune om tilladelse til at etablere en modtagestation for septisk slam på et areal i landzone, og den gav teknik- og miljøudvalget for nylig.
Måløv Renseanlæg modtager septisk slam fra bundfældningstanke på ukloakerede ejendomme og fedt fra fedtudskillere fra storkøkkener, restaurationer og lignende, men den eksisterende modtagestation er udslidt og utidssvarende.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Aarhus, Søndersø, Kolding, Rødbyhavn, Frederiksværk, Hundested og Måløv