23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Brønderslev, Malling, Aarhus, Bogense, Otterup, Kolding, Sønderborg, Nykøbing Falster, Søllerød og Frederiksværk

REGION NORDJYLLAND

BRØNDERSLEV

96 almene boliger
Brønderslev Byråd skal på sit møde i morgen tage stilling til, om der skal meddeles tilsagn om støtte til opførelse af 96 almene boliger ved Banegårdspladsen i Brønderslev som ansøgt af Boligselskabet Domea Åbybro.

Ligeledes skal byrådet godkende skema A med anskaffelsessum for boligerne på i alt 158.505.000 kr.

De 96 boliger er fordelt på 68 almene familieboliger, hvoraf de otte skal være små fleksible boliger, og 28 ungdomsboliger. Familieboligerne indrettes i størrelser på mellem 85 kvm og 115 kvm. De fleksible boliger bliver på 37 kvm, og ungdomsboligerne bliver på 50 kvm.

Der indgår også 14 private boliger i det samlede byggeprojekt. 

REGION MIDTJYLLAND

MALLING

Lav etageboligbebyggelse
Lokalplan 1028, Lav etageboligbebyggelse i Malling indstilles nu efter endt høring til endelig vedtagelse i Aarhus Byråd, som har sagen på dagsordenen i morgen.

Formålet med planen er at give mulighed for at opføre en ny boligbebyggelse i form at tæt-lav og/eller lave etageboliger.

AARHUS

Kollegie- og ungdomsboliger
Aarhus Byråd tager på sit møde i morgen stilling til, om lokalplan 1080, Boliger på Jens Baggesens Vej 35-37 på Katrinebjerg skal godkendes og fremlægges i offentlig høring.

Visionen for Katrinebjerg er at bevare og opgradere den eksisterende boligbebyggelse og tilføje ny bebyggelse, som for størstedelen skal indeholde kollegie- og ungdomsboliger, herunder små private boliger, der er egnede for unge, men som også kan bebos af andre grupper.

Lokalplan 1080 omfatter et område på 4.900 kvm, og det samlede etageareal i området må ikke overstige 8.500 kvm. Den eksisterende etageboligbebyggelse i området omfatter 2.900 kvm.

Det er TDC, der som ejer og bygherre har anmodet om udarbejdelse af lokalplanen.

REGION SYDDANMARK

BOGENSE

Boliger
Forslag til lokalplan nr. 2018 - 4, Boligområde Sct. Anna Park, Bogense har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i Nordfyns Kommunalbestyrelse med anbefaling fra teknik- og miljøudvalget.

Lokalplanens formål er at sikre mulighed for at etablere helårsboliger på den gamle sygehusgrund.

OTTERUP

Dobbelthuse
Nordfyns Kommune har modtaget en ansøgning fra TSK ejendomme ApS om opførelse af seks-syv nye dobbelthuse ved Stenløkkevej i Otterup Vest. TSK Ejendommes areal ligger midt i et større byudviklingsområde, som er ejet af Nordfyns Kommune.

Administrationen kan anbefale projektet, men før planarbejdet påbegyndes for den nye private udstykning, så anbefaler administrationen, at der udarbejdes en samlet dispositionsplan for hele området vest for Otterup, som sikrer sammenhæng i de kommende udstykninger. Administrationen indstiller videre, at når teknik- og miljøudvalget har godkendt en dispositionsplan for Otterup Vest, så kan planarbejdet for den private udstykning påbegyndes. Administrationens indstilling bakkes op af teknik- og miljøudvalget.

Arbejdet med dispositionsplanen for Otterup Vest vil blive afsluttet i løbet af 2019.

KOLDING

Ombygning
Bovia har på vegne af AAB, afdeling 82 fremsendt ansøgning om tilsagn, skema A, til seks almene familieboliger, der ønskes etableret ved ombygning af 24 ungdomsboliger på Nyborgvej 18-50 i Kolding til Kolding Kommune.

Der er tale om en gammel sag med et langstrakt sagsforløb, hvor både AAB, Kolding Kommune og Landsbyggefonden har været involveret. AAB er nu efter aftale med Landsbyggefonden klar til at aktivere sagen.

Sagen har foreløbig været forelagt plan-, bolig- og miljøudvalget som anbefaler, at skema A godkendes, og at omlægningen fra 24 ungdomsboliger til seks almene familieboliger godkendes.

Ombygningen har en samlet anskaffelsessum på 10.681.000 kr.

Byggeopgaven udbydes som hovedentreprise i begrænset udbud, og der er forventet byggestart på projektet primo februar 2019 og forventet indflytning i boligerne primo september 2019.

KOLDING

Boliger og erhverv
Den nye ejer af Koldings gamle sygehus og det tidligere Syddansk Universitet på Engstien ønsker at nyanvende de historiske bygninger til både boliger og erhverv samt at opføre nyt boligbyggeri på ejendommen.

Planerne omfatter omkring 110 boliger.

Det eksisterende plangrundlag muliggør ikke de påtænkte projekter og skal derfor erstattes af et nyt.

Plan-, bolig- og miljøudvalget i Kolding Kommune gav forleden grønt lys for at lokalplanlægge, så planerne kan realiseres.

SØNDERBORG

Istandsættelse af lokaler
Den selvejende institution Det Sønderjyske Sangcenter har brug mere plads, og Sønderborg Kommune har sammen institutionen undersøgt mulighederne for at bruge Sønderborg Kasernes bygning 3, fjerde etage, og udvalget for kultur, idræt, handel og turisme har sagen på dagsordenen på torsdag. Forvaltningen indstiller, at en flytning til sangcentret til Sønderborg Kaserne godkendes.

Der er indhentet et prisoverslag på 750.000 kr. for at istandsætte lokalerne på kasernen.

REGION SJÆLLAND

NYKØBING F.

Ombygning af skole
Guldborgsund Byråd skal på sit møde på torsdag frigive penge til ombygning af Kraghave Skole i Nykøbing F., som Marie Gruppe Skolen skal flytte ind i.

Direktionen indstiller, at der frigives 8,650 mio. kr. til ombygningen, som skal forbedre såvel undervisningslokaler som elevtræningsboliger. 

SØLLERØD

Daginstitution
Tvede Rådgivende Ingeniører og Arkitekter har på vegne af Rudersdal Ejendomme søgt om dispensation fra Lokalplan 79 til at opføre en ny tilbygning til daginstitutionen "Skovlyhuset", der herefter delvist vil fremstå med to etager.

Byplanudvalget besluttede forleden at imødekomme ansøgningen.

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSVÆRK

Skæve boliger
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan 05.14 som giver mulighed for at bygge op til 16 såkaldt skæve boliger på Skovfogedlodden i Frederiksværk, og det er på dagsordenen, når Halsnæs byråd holder møde på torsdag. Byrådet skal beslutte, om forslaget skal godkendes og fremlægges i offentlig høring.

Det er Arresø Boligselskab, der efter nedrivning af en pedelbolig på stedet, ønsker at opføre de 16 boliger på et areal i forbindelse med Løvdalen. Bebyggelsen opføres i moduler og placeres, så der dannes indre gårdrum mellem boligerne.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.157|