REGION HOVEDSTADEN
TAASTRUP
Fjernvarmeforsyning
Et projektforslag for fjernvarmeforsyning af den sydlige del af Taastrup Hovedgade - Trekanten indstilles nu efter fire ugers høring til endelig politisk godkendelse. I første omgang er det plan- og miljøudvalget i Høje-Taastrup Kommune, der i dag tager stilling i sagen.
HEDEHUSENE
Bro
Høje-Taastrup Kommune ønsker at bygge en ny vej- og stibro over Vestbanen ved Hedevolden nær Hedehusene station. Broen vil skabe en direkte forbindelse mellem NærHeden og Hovedgaden i Hedehusene via Hedevolden.
Der er gennemført en miljøkonsekvensvurdering af projektet, som kommunalpolitikerne sammen med et udkast til tilladelse nu skal tage stilling til. Sagen behandles i første omgang af plan- og miljøudvalget i dag.
REGION SJÆLLAND
SKOUSBO
Byggemodning
Udviklingen af bydelen Skousbo i Viby i Roskilde Kommune er godt på vej. I 2017 blev en grøn byggemodning sat i gang, og første etape er nu færdig. Lokalplanen for anden etape er i høring, og når den er godkendt, skal anden etape af byggemodningen sættes i gang. Der skal projekteres vejanlæg, og efterfølgende skal anlægget byggemodnes. Projektering af vejanlægget forventes gennemført i vinteren 2018, og entreprisen udbudt til opstart i foråret 2019.
Forvaltningen indstiller, at der frigives 11,5 mio. kr. til projektet. I første omgang behandles sagen af plan- og teknikudvalget i morgen.
VIBY
Nedrivning
Roskilde Byråds beslutninger vedrørende salg af arealer i Viby bymidte samt en bygningsvurdering af Søndergade 15 indebærer, at nævnte ejendom og det nuværende bibliotek på Tofthøjvej i Viby skal rives ned.
Forvaltningen indstiller, at der anlægsbevilges 1,49 mio. kr. til nedrivningerne, og plan- og teknikudvalget har sagen på dagsordenen i morgen.
ROSKILDE
Udbygning af kryds
Roskilde Byråd besluttede i 2017, at der i forbindelse med salg af erhvervsareal på Industrivej skal etableres et signalreguleret kryds mellem Betonvej og Industrivej, hvilket der er anlægsbevilget 4 mio. kr. til.
Etableringen af signalregulering og svingbaner kræver, at Roskilde Kommune køber jord fra ni lodsejere. De indledende forhandlinger startede i foråret og en endelig aftale er baseret på, at byrådet har til hensigt at ekspropriere areal til krydset, hvilket forvaltningen nu anbefaler, at der træffes beslutning om. Hvis byrådet beslutter at tiltræde indstillingen, forventes det, at krydset kan etableres i starten af 2019. I første omgang tager plan- og teknikudvalget stilling i sagen i morgen.
JYLLINGE
Anlæg af vej
I forbindelse med vedtagelse af lokalplan 649, Boliger ved Bromarken i Jyllinge, indgik Roskilde Kommune en udbygningsaftale med Lind og Risør A/S om etablering af en ny offentlig vej, Bromarken, gennem lokalplanområdet fra Værebrovej i nord til Møllevej i syd. Ifølge aftalen skal Roskilde Kommune anlægge den sydligste strækning fra matrikel 9a frem til tilslutningen til Møllevej.
Vejen anlægges i henhold til lokalplanen som offentlig vej med cykel-gangsti på begge sider af vejen og afsluttes med en rundkørsel ved Møllevej. Anlægsarbejdet forventes fulgt op af en udvidelse af Møllevej på strækningen fra Lindegårdsvej til Rute 6, og anlæg af et nyt signalreguleret kryds ved Møllevejs tilkobling til Rute 6. Anlægsarbejdet forventes påbegyndt i foråret 2019 og afsluttet i september næste år.
Til anlægsarbejdet kræves erhvervelse af jord fra énlodsejer, hvilket forvaltningen forventer kommer i stand via en frivillig aftale. Sagen er på plan- og teknikudvalgets dagsorden i morgen, hvor det indstilles, at det besluttes, at Roskilde Kommune har til hensigt at ekspropriere areal til vejen, hvis der ikke kan opnås frivillig aftale.
REGION MIDTJYLLAND
SKANDERBORG
Udstykning
Skanderborg Byråd skal på sit møde i dag beslutte, om lokalplan 1142 - Kildebjerg Øst, etape 3 skal vedtages endeligt.
Kildebjerg Ry A/S har anmodet om igangsætning af lokalplanlægning for cirka 30 parcelhusgrunde på Kildebjerg Øst. Det har hidtil været planlagt, at lokalplanområdet skulle anvendes til tre storparceller, men for at imødekomme en stor efterspørgsel på parcelhusgrunde udlægges området med denne nye lokalplan i stedet til parcelhusgrunde i lighed med resten af Kildebjerg Øst.
Lokalplanen giver mulighed for parcelhusbebyggelse i to etager på grunde, der er 800 -1.200 kvm store samt fælles friarealer til bebyggelsen.
Den bærende idé med hele strukturen i lokalplanområdet er at terrassere området samlet i forbindelse med byggemodningen, så der kan bygges på store fælles plateauer omkring boligvejene frem for på individuelle plateauer i forbindelse med hvert enkelt hus.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Taastrup, Hedehusene, Skousbo, Viby, Roskilde, Jyllinge og Skanderborg