23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Tysk entreprenør vil selv i Danmark

Max Bögl går i langt højere grad egne veje og har oprettet ny afdeling på Sjælland

Selvom råhuse fortsat er i fokus hos det tyske entreprenørselskab Max Bögl, der har sit kontor i Fredericia, så satser firmaet i højere grad end nogensinde på totalentrepriser inden for betonbyggeri samt råhusentrepriser, som firmaet har slået sig op på i Danmark.



Det er ikke et nemt selskab at få et økonomisk overblik over, for de to chefer for den danske filial, som det juridisk set er, holder de økonomiske nøgletal meget tæt til kroppen. Som filial af et udenlandsk selskab er det helt efter bogen, men det sætter altså en grænse for at få indfriet sin nysgerrighed.



Det nærmeste, vi kommer, er en forsikring fra direktør Mathias Büttner om, at de danske aktiviteter ligger på plussiden, når man måler på overskudsgrad.



- Vi er en filial, som jo har Skandinavien som arbejdsområde, herunder Danmark, som er et interessant marked. Vi har været her i fire et halvt år, og den vækst, vi har haft, er reel nok, siger Mathias Büttner til Licitationen - Byggeriets Dagblad, da vi besøger firmaet i Fredericia.



Tætte samarbejder

Det er ingen hemmelighed, at firmaet i de første år baserede sin succes på samarbejder med andre i branchen.



Således har selskabet et tæt samarbejde med entreprenørselskabet JFP A/S i Herning, og sammen har de to virksomheder skaffet sig mange store entrepriser.



Men strategien er skiftet. De to firmaer samarbejder stadig, men kun i et omfang, hvor Konkurrenceloven tillader det.



Konkurrenceloven har den begrænsning, at to ligeværdige virksomheder, som reelt har de samme ydelser, ikke må indgå i et konsortium, fordi det kan være konkurrencebegrænsende.



- Vi har jo hele tiden gerne villet stå mere på egne ben, og det er vi godt i gang med. Vi har for eksempel oprettet en afdeling på Sjælland, fordi vi gerne vil arbejde tættere på de kunder, vi har i det københavnske, siger kommerciel direktør i Danmark, Dennis Madsen.



Også færdige koncepter

Firmaets styrke er råhuse, men i højere grad vil man gerne implementere det som den tyske moderkoncern også kan, nemlig at levere færdige koncepter som for eksempel parkeringshuse, og færdige løsninger til lager og logistik.



- Vi er, når vi selv skal sige det, rimeligt kompetente inden for disse områder, og vi er jo udover at være en entreprenørkoncern, også en produktionskoncern. Vi har for eksempel syv betonelementfabrikker i Tyskland, hvoraf et par stykker har certifikater til at levere til Danmark, og vi er konkurrencedygtige på disse elementer, også selv om de skal køres herop. Huldæk køber vi dog i Danmark, siger Mathias Büttner.



- Udgangspunktet i Danmark var jo de store sygehuse, hvor vi fortsat i et vist omfang samarbejder med JFP A/S. Vi er eksempelvis lige blevet prækvalificeret til Diabetes Centeret i Herlev sammen med JFP, siger han.



- Vi er ikke gift, men vi samarbejder når det giver mening. Det er eksempelvis tilfældet på Basecamp i København, hvor der skal opføres op til 800 studielejligheder. Det er en stor mundfuld at klare alene, siger han.



De fleste danske

Firmaet beskæftiger 45 funktionærer, hvoraf kun ganske få faktisk er tyske. Når firmaet anvender underentreprenører, foregår det dog ofte med både tysk og anden udenlandsk arbejdskraft, men også med danske håndværkere.



- Det ville nok være vanskeligt, hvis alle byggeopgaverne i Danmark skulle klares med dansk arbejdskraft. Og egentligt er der jo bare tale om, at arbejdskraften rykker lidt rundt i disse år. Det er et ryk fra øst mod vest, og man ligesom erstatter hinanden, siger Mathias Büttner.



Her nævner de to direktører eksemplet Femern, hvor de er medbydende i tre ud af fire konsortier, nemlig på portalerne, selve tunnelen samt produktionsfaciliteter. Selve udgravningen har man undladt at byde ind på.



- Men vi har mange fordele, når vi taler om eksempelvis Femern, for vi har jo et temmelig stort apparat i Tyskland, der vil komme i spil ved projektets gennemførelse, fortæller Mathias Büttner.



- Når vi indgår i projektsamarbejder - uanset med hvem det måtte være, er vi meget opmærksomme på, at alle risici skal være klarlagte, og det er også et krav, at vi skal have en fælles forståelse af projektet og gennemførelsen af det. Ellers kan det hurtigt blive en dyr affære, siger han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.141